Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Temaer

 

Arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen

Formålet med arbejdsmiljøuddannelserne er at styrke det forebyggende arbejde og at effektivisere arbejdsmiljøorganisationens arbejde. Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse henvender sig til arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i arbejdsmiljøorganisationen.

Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere skal gennem arbejdsmiljøuddannelsen erhverve sig den nødvendige viden om arbejdsmiljø og om metoder til at varetage sikkerheds- og sundhedsmæssige opgaver. Uddannelsen skal medvirke til, at samarbejdet om arbejdsmiljøarbejdet sker på en systematisk måde. Desuden skal uddannelsen give arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere kompetencer til at integrere arbejdsmiljø i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift.

Uddannelsens indhold

Arbejdsmiljøuddannelsens indhold skal tilrettelægges således, at kursusdeltagerne opnår en helhedsorienteret forståelse af arbejdsmiljøområdet gennem undervisning i:

  1. Principper for samarbejde, formidling og pædagogiske virkemidler, der kan anvendes i arbejdsmiljøorganisationen.
  2. Arbejdsmiljøorganisationens opgaver og funktion i virksomheden, herunder fx deltagelse i den årlige arbejdsmiljødrøftelse.
  3. Arbejdsmiljøorganisationens placering i virksomhedens struktur og samarbejdet heri
  4. Arbejdsmiljøorganisationens samarbejde med andre arbejdsmiljøaktører, herunder autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet, branchearbejdsmiljøråd, Arbejdstilsynet m.v.
  5. Arbejdsmiljøorganisationens planlægning og gennemførelse af det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden.
  6. Arbejdsmiljøorganisationens opgaver i relation til ulykker, nærved-ulykker og sundhedsfarer.
  7. Metoder, som arbejdsmiljøorganisationen kan anvende i det forebyggende arbejde på virksomheden. Det kan fx være betydningen af positive arbejdsmiljøfaktorer, eller det kan være arbejdsmiljøgennemgange eller tjekskemaer til at identificere arbejdsmiljøproblemer, udarbejdelse af arbejdspladsvurderinger (APV) eller handlemuligheder i forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø.

Der bør lægges vægt på, at uddannelserne

  • bliver rettet mod den virksomhed, som deltagerne kommer fra
  • er målrettet de problemstillinger, som deltagerne møder i deres dagligdag.
  • indeholder metoder, som deltagerne kan anvende i det forebyggende arbejde, fx metoder i forbindelse med arbejdspladsvurderinger.

Kurset kan starte med en introduktion til uddannelsesforløbet med blandt andet præsentation af uddannelsesplanen. Desuden kan deltagernes forudsætninger og forventninger afklares.

Tilstedeværelsesuddannelse

Arbejdsmiljøuddannelsen gennemføres på 22 timer inklusiv kortere pauser, men eksklusiv frokostpauser fordelt ligeligt på tre dage. Uddannelsen gennemføres som kurser for hold på maksimalt 20 personer. Uddannelsen skal være gennemført senest 3 måneder efter, at den pågældende arbejdsmiljørepræsentant eller arbejdsleder er valgt eller udpeget.

Kursusudbyderen afgør, om undervisningsdagene skal være sammenhængene eller ligge adskilt. En række forhold taler for henholdsvis at lægge dagene samlet og for at lægge dem spredt:

  • Det kan være en fordel, at de to første dage ligger sammen, så deltagerne kan lære hinanden godt at kende. Det kan bidrage til mere aktiv deltagelse i undervisningen.
  • Det kan være en fordel at lægge alle dage spredt, så deltagerne ikke skal være til undervisning i for mange dage ad gangen.
  • Det kan være en fordel at have et undervisningsforløb over 2 eller 3 dage, da det kan give underviseren bedre mulighed for at følge op på den foregående dags undervisning.

Kursusdeltagere skal gennemføre en praktisk opgave, som kobler kursets indhold med den enkelte kursusdeltagers arbejde i arbejdsmiljøorganisationen. Den praktiske opgave kan for eksempel løses på arbejdspladsen i samarbejde mellem deltageren og arbejdsmiljøorganisationen. Opgaven skal være relevant og aktuel for arbejdsmiljøorganisationens arbejde i virksomheden.

Netuddannelse

Arbejdsmiljøuddannelsen for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere kan foregå som netbaseret fjernundervisning.

Underviseren må højst have 20 kursusdeltagere tilknyttet et hold, men underviseren må gerne undervise flere hold samtidig.

Kursusdeltagerne på den netbaserede uddannelse skal, inden kurset starter, løse en præsentationsopgave, der skal dokumentere, at deltageren har tilstrækkelige IT-kundskaber samt adgang til de fornødne tekniske faciliteter.

Præsentationsopgaven kan for eksempel være, at deltagerne skal præsentere sig selv, deres funktion og deres virksomhed.

Undervisningen indledes med minimum 4 timers tilstedeværelsesundervisning for det samlede hold. Formålet med dagen er, at deltageren

  • opnår et helhedsindtryk af arbejdsmiljøuddannelsens indhold og af arbejdsmiljøområdet.
  • får sine arbejdsmiljømæssige forudsætninger afdækket, så underviseren og deltageren i samarbejde kan udarbejde en individuel aktivitetsplan over kursusdeltagerens indsats i uddannelsesforløbet
  • kan sætte sin virksomheds arbejdsmiljøarbejde i relation til Arbejdsmiljølovens hovedområder og centrale begreber.
  • opnår kendskab til arbejdsmiljøorganisationens arbejdsopgaver.
  • får introduktion til at gennemføre netuddannelsen.

Hvis udbyderen mener, det er gavnligt, kan der planlægges flere fremmødedage for eksempel som afslutning på uddannelsen. Dette skal i så fald fremgå af uddannelsesplanen.

På fremmødedagen eller i begyndelsen af det netbaserede undervisningsforløb skal underviseren sammen med kursusdeltageren udarbejde en aktivitetsplan med indhold og tidsplan for uddannelsesforløbet. Aktivitetsplanen skal sikre, at uddannelsen gennemføres inden for mindst 3 uger og højst over 7 uger. Kursusbevis kan først udstedes, når de aftalte opgaver er løst, og løsningen er godkendt af underviseren.

Når underviseren udarbejder aktivitetsplanen, aftaler vedkommende med den enkelte kursusdeltager, hvilke opgaver der skal løses. De aftalte opgaver skal relatere sig til kursusdeltagerens egen arbejdsplads.

Opgaverne skal have forskellige sværhedsgrader. Mindst én opgave skal omfatte gennemførelse af konkrete arbejdsmiljøaktiviteter på kursusdeltagerens egen arbejdsplads, hvilket svarer til den praktiske opgave på tilstedeværelseskurset.

De øvrige opgaver skal omfatte tilegnelse af informationer og viden samt indlæring af metoder, der gennem praktiske afprøvninger kan anvendes i virksomhedens arbejdsmiljøarbejde.