Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Resume Vestre Landsrets dom afsagt den 12. november 2015 af 12. afdeling i ankesag V.L. S-1356-15

En indehaver af en personligt ejet virksomhed var tiltalt for 2 forhold.

Forhold 1 var en tiltale for overtrædelse af § 38, stk.1 i arbejdsmiljøloven og § 38, stk. 4, i byggepladsbekendtgørelsen, ved at en ansat i december 2014 udførte arbejde tæt på gavlen på et tag i 4,2 meters højde over det omgivende underlag. Tiltalte erkendte de faktiske forhold, men påstod frifindelse under henvisning til, at det ikke var meningen, at den ansatte skulle færdes på taget den pågældende dag. Han var alene blevet bedt om at arbejde fra stilladet, hvorfra han skulle lave tagrende og lægge den nederste række tagplader, når stilladet var sat op. Den ansatte bekræftede, at det ikke var meningen, at han skulle på taget denne dag, men at han ville rette op på en målefejl, han havde lavet, og det var årsagen til, at han befandt sig på taget.

Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelsen. Med hensyn til § 83, stk.3 i arbejdsmiljøloven, henviste retten til, at den ansatte arbejdede som ufaglært og var taget ind via et vikarbureau, og at han forespurgt ikke kunne redegøre for nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Han fremstod efter sin forklaring ikke tilstrækkeligt instrueret om, hvordan arbejdet konkret kunne foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren havde således ikke løftet sin instruktionsforpligtelse.

Forhold 2 var en tiltale for overtrædelse af § 38, stk. 1 i arbejdsmiljøloven , og § 37 i byggepladsbekendtgørelsen, ved at en anden ansat samme dag og på samme byggeplads som beskrevet i forhold 1 arbejdede og færdedes på et rullestillads tæt ved kanten i en højde af ca. 3 meter, uden at der var truffet foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Tiltalte erkendte dette forhold.

Tiltalte var tidligere straffet 3 gange for overtrædelse af AML, dog lå den tidligste overtrædelse tilbage i 2007. Forholdet blev derfor anset for en tredjegangstilfælde.

Byretten fastsatte den samlede bøde til 100.000 kr. i overensstemmelse med AT's indstilling.
Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom. Vedrørende skyldspørgsmålet i forhold 1 anførte landsretten, at den ansattes handling ikke var så uforudsigelig eller upåregnelig, at der ikke kunne pålægges arbejdsgiver et bødeansvar, da det måtte anses for muligt, at den ansatte i forbindelse med arbejdet ville få behov for at bevæge sig op på taget. Det blev videre lagt til grund, at der ikke på arbejdsstedet var sikkerhedsmateriel til rådighed, som skulle bruges ved arbejde på taget. Tiltalte kunne på den baggrund ikke anses for at have opfyldt sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, jf. AML § 83, stk. 3.