Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Tagarbejde

Vestre Landsrets dom afsagt den 22. september 2008 af 9. afdeling i ankesag nr. S-1504-08

Udskrift af dombogen for retten i Viborg

Dom afsagt den 11. juni 2008. SS 725/2006

Anklagemyndigheden mod T P/F 

Anklageskrift er modlaget den 3. oktober 2006.

Sagen har været berammet til hoved forhandling den 20. november 2006, men blev efter anmodning fra forsvareren omberammet.

T P/F er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, jf. § 42, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, stk. 1, nr. 1, 1. punktum, jf. § 23, ved at være ansvarlig for, at virksomhedens ansatte A, den 4. oktober 2004 på byggeplads B, arbejdede på bygningens tag ca. 11 meter over terræn med udlægning og fastgørelse af strøer ved tagkanten, uden at der var truffet foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning, hvorved der var risiko for nedstyrtning med personskade til følge.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på 30.000 kr.

Tiltalte har påstået frifindelse.

Forklaringer

Direktør vidne 1 har forklaret, at T P/F var underentreprenør på entreprisen på byggeplads B. Entreprisen blev ledet af hovedentreprenøren. Den 4. oktober 2004 havde T P/F 2 mand på arbejde på pladsen. Den ene var ansatte A. Ansatte A havde inden dette tidspunkt arbejdet 2 - 3 år på pladsen, og T P/F arbejdede vel omkring i alt 7 år på pladsen, fra byggeriets påbegyndelse, til det var færdigt. Virksomheden havde sørget for, at der var 2 sikkerhedsliner til rådighed for medarbejderne på pladsen. Medarbejderne plejede at bruge disse sikkerhedsliner og havde, ved skrivelse af 11. marts 2003, fremlagt som sagens bilag 7-1, side 2, skrevet under på, at de skulle bruge dette sikkerhedsudstyr. Forevist sagens bilag 9, forklarede vidnet, at det er ansatte A, man kan se på taget på det første foto.

Forevist underbilag til bilag 9, forklarede vidne 1, at der under taget, ca. 3 meter nede, er en "altangang", der er forsynet med betondæk. Den er ca. 2 meter bred og er forsynet med et rækværk, som befinder sig ca. 8 meter over jorden. Vidne 1 var normalt på byggepladsen hver dag, men den 4. oktober 2004, var han i en anden by i andet ærinde. Det arbejde, som ansatte A var i færd med at udføre på foto nr. 1, ville højst vare 1 dag.

Vidne 2 har blandt andet forklaret, at han i oktober 2004, som medarbejder i Arbejdstilsynet, var sammen med en kollega i Viborg, hvor de blandt andet foretog besigtigelse af byggeriet på byggeplads A. Da de kom derud, så de en person på kanten af taget, og de fotograferede personen. Den pågældende anvendte ikke sikkerhedsudstyr. 

Forevist underbilag til bilag 9, forklarede vidne 2, at det pågældende tag ikke er fladt, og man skulle gå på ståltrapezplader, hvilket er noget usikkert og øger risikoen for at falde. Ansatte A var helt ude ved kanten af taget, og for at være tilstrækkeligt sikret, skulle han have været i en afstand af mindst 2 meter fra kanten. Den viste "altangang", ændrer ikke vidne 2’s vurdering af sagen, idet man, i tilfælde af en ulykke, hvor man falder ned fra taget, jo ikke falder lige ned, men kan falde videre ud over den næste kant og helt ned til jorden. Vidne 2 konstaterede, at der i hvert fald var 2 sikkerhedsseler til brug for medarbejderne på pladsen og bekræfter, at medarbejderne havde fået anvisning om at bruge disse seler, men de blev ikke benyttet den pågældende dag.

Rettens bemærkninger;

Det kan som ubestridt lægges til grund, at det tiltalte selskab havde sørget for det fornødne sikkerhedsudstyr på arbejdspladsen og skriftligt indskærpet medarbejderne at anvende udstyret. Det kan ligeledes som ubestridt lægges til grund, at virksomhedens ansatte A, den 4. oktober 2004 på byggepladsen ikke anvendte udstyret under arbejdets udførelse. 

Efter vidne 1’s forklaring var denne ikke som sædvanligt til stede på arbejdspladsen den 4. oktober 2004, og der var således intet tilsyn med medarbejdernes arbejde på taget.

Uanset at det fornødne sikkerhedsudstyr var til stede, og selskabets medarbejdere var instrueret i at anvende det, blev arbejdet - efter de fremlagte fotos og vidne 2’s forklaring - ikke udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvilket tiltalte kunne have sikret sig ved at lade føre det fornødne tilsyn. Tiltalte har derfor handlet uagtsomt og er skyldig i tiltalen.

Straffen fastsættes til en bøde på 30.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 82, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, jf. § 42, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf.. § 21, stk. 1, nr. 1, 1. punktum, jf. § 23.

Thi kendes for ret:

T P/F, skal betale en bøde på 30.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Retten i Viborg

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Dom afsagt den 22. september 2008 af Vestre Landsrets 9. afdeling i ankesag S-1504-08

Anklagemyndigheden mod T P/F

Retten i Viborg har den 11. juni 2008 afsagt dom i 1. instans (SS 725/2006).

Tiltalte har påstået frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Vidne 1 og 2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at han er bestyrelsesformand i det tiltalte selskab. Hans kone er direktør. Der var kun to mand på pladsen, og der er derfor ikke krav om at føre tilsyn. De ansatte skulle lægge strøer ud og skrue dem fast på taget. Man skulle ikke ud til kanten i forbindelse med dette arbejde. Man vil skulle kaste sig ca. 1,8 meter frem, hvis man skal falde ud over terrassen længere nede. Der var ikke behov for faldsikring, hvis medarbejderne ikke gik helt ud til kanten. De havde talt om, at der ikke var brug for liner, men han sagde til de ansatte, at de alligevel skulle bruge linerne. Arbejdet med at skrue strøerne fast varede nok 6-7 timer.

Vidne 2 har supplerende forklaret, at medarbejderen stod helt ude ved kanten, da de kom. Han er ikke enig i målene på tegningen i ekstraktens side 24. Trapezpladerne rager så langt ud, at der højest er ca. 80 cm fra kanten til det lange fald. Han har ikke målt afstanden, men det er hans vurdering. Man kan komme alvorligt til skade, hvis man rammer rækværket på dækket nedenunder. Faldsikringsudstyr skal benyttes, hvis der ikke er andre muligheder, eller hvis arbejdet er af kortere varighed, det vil sige op til 4 timer. I det konkrete tilfælde kunne man have opsat et rækværk, og man burde have benyttet såvel seler som et rækværk. 

Landsrettens begrundelse og resultat:

Arbejdet foregik ved kanten af et tag, der var vanskeligt at færdes på på grund af trapezpladernes form. Afstanden fra kanten af taget til yderkanten af det underliggende dæk er ikke målt op, men det lægges efter bevisførelsen, navnlig de foreliggende fotografier og vidne 2’s forklaring, til grund, at afstanden - sammenholdt med det nævnte om karakteren af taget - betyder, at der ved vurderingen af behovet for sikkerhedsforanstaltninger skal tages hensyn til faldhøjden på 11 meter til det omkringliggende terræn. Det tiltrædes herefter, at der burde have været anvendt faldsikring i form af i hvert fald sikkerhedsliner.

Strafansvaret skal bedømmes efter den arbejdsmiljølov, der var gældende den 4. oktober 2004. Der er således ikke anledning til at tage stilling til betydningen af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3, der trådte i kraft den 28. april 2006.

Det lægges til grund, at der ikke er anvendt faldsikringsudstyr af den ansatte, selv om denne havde fået indskærpet, at det skulle have været benyttet. Dette kan ikke anses som en så abnorm og uforudsigelig handling, at tiltalte som følge heraf kan frifindes, og det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Efter forholdets karakter og tiltaltes tidligere straf for overtrædelse af arbejdsmiljøloven er straffen passende udmålt.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.