Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Fræsemaskine

Udskrift af dombogen fra Retten i Hillerød

Dom afsagt den 2. maj 2007

Anklagemyndigheden mod T
 
T er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1 og stk. 2, jf. § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, jf. § 38, stk. 1 og § 45, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004, § 23, stk. 1, nr. 1 jf. stk. 2, jf. § 9, stk. 2, ved den 27. marts 2006 på byggepladsen beliggende Adressen A, at have anvendt en fræsemaskine af type TS.110.SAC uden dette foregik på en sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig måde, idet en ansat, Vidne 2, arbejdede med fræsning af lister på fræseren, uden at maskinens beskyttelsesudstyr i form af et fremføringsagregat blev anvendt efter hensigten, hvilket bevirkede, at Vidne 2 kom til skade. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
 
Vidne 1 der den 17. januar 2007 mødte ved fuldmagt, forklarede til retsbogen, at det fornødne udstyr var til stede, men at det ikke blev anvendt af arbejdstager. Tiltalte nægtede sig således skyldig i den foreliggende tiltale. Tiltaltes ægtefælle er den, der ved mest om firmaets drift. Vidne 1 mødte igen den 25. april 2007 ved fuldmagt, og forklarede yderligere, at han har været snedkermester i ca. 30 år. Den pågældende dag var Vidne 2 alene på værkstedet og han skulle lave nogle lister til sig selv. Det nødvendige udstyr var til stede ved maskinen, men Vidne 2 brugte det ikke.
 
Vidne 3 har til retsbogen den 25. april 2007 forklaret, at han kom til stede på byggepladsen den pågældende dag. Ved maskinen lå der nogle lister, som var ved at blive bearbejdet. Han og en kollega så maskinen igennem, og der var fremføringsruller, der virkede. Fremføringsrullen virkede på den måde, at den førte listen forbi det farlige sted, så den der betjente maskinen ikke kunne komme i kontakt med fræseren. Foreholdt billede 18 bekræftede vidnet, at det var den maskine, han havde besigtiget. Der var kommet en lovændring sidste forår. Der har været fremlagt Arbejdstilsynets skrivelse af 31. marts 2006.

Rettens bemærkninger:

Det er ubestridt, at fræsermaskinen ikke blev benyttet med fremføringsagregat. Denne anvendelse af maskinen var ikke i overensstemmelse med de arbejdsmiljøretlige forskrifter for anvendelse af sådanne maskiner. Herefter, og da der i bemærkningerne til lov nr. 300 af 19. april 2006s ikræfttrædelsesbestemmelse var anført, at loven finder anvendelse på overtrædelser begået efter ikræfttrædelsen den 1. januar 2006, senere ændret til 28. april 2006, finder retten tiltalte skyldig i den rejste tiltale. Da der ved den ukorrekte brug af fræsermaskinen skete personskade, fastsættes straffen som nedenfor bestemt. Straffen fastsættes til en bøde på 25.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1 og stk. 2, jf. § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, jf. § 38, stk. 1 og § 45, stk.1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal betale en bøde på 25.000 kr.
 
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen fra Retten i Hillerød

Anklagemyndigheden mod T
 
Vidne 1 forklarede, at det fornødne udstyr var til stede, men at det ikke blev anvendt af arbejdstager. Tiltalte nægtede sig således skyldig i den foreliggende tiltale. Tiltaltes ægtefælle er den, der ved mest om firmaets drift. Vidne 1 forklarede yderligere, at han har været snedkermester i ca. 30 år. Den pågældende dag var Vidne 2 alene på værkstedet og han skulle lave nogle lister til sig selv. Det nødvendige udstyr var til stede ved maskinen, men Vidne 2 brugte det ikke.
 
Vidne 3 forklarede behørigt formanet, at han kom til stede på byggepladsen den pågældende dag. Ved maskinen lå der nogle lister, som var ved at blive bearbejdet. Han og en kollega så maskinen igennem, og der var fraføringsruller, der virkede. Fremføringsrullen virkede på den måde, at den førte listen forbi det farlige sted, så den der betjente maskinen ikke kunne komme i kontakt med fræseren. Foreholdt billede 18 bekræftede vidnet, at det var den maskine, han havde besigtiget. Der var kommet en lovændring sidste forår. Dokumentation fandt sted. Sagen blev procederet.
 
Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet. Tiltalte havde lejlighed til at udtale sig. Retten optog sagen til dom, der afsiges den 2. maj 2007 kl. 13.00, hvilket de mødende fik at vide, ligesom tiltalte blev orienteret om ankeregleme. Sagen udsat.
 
Retten hævet.