Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Alenearbejde

Østre Landsrets dom afsagt den 24. september 2001 af 13. afdeling i ankesag nr. S-3827-00

Udskrift af dombogen for retten i Odense

Dom afsagt af retten i Odense, 8. afdeling, den 5. oktober 2000 - 8.26691/99
Anklagemyndigheden mod T.

T er tiltalt for overtrædelse af arbejdsministeriets bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø § 60, stk. 1, jf. § 82, jf. stk. 1, nr. 2 og § 13, jf. § 57, stk. 2 i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde som ændret ved arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996, ved som arbejdsgiver den 25. marts 1999 kl. 20.15 i bagerbutikken A, - uagtet, at unge under 18 år på hverdage kun må beskæftiges i tidsrummet mellem kl. 18.00 og kl. 06.00, hvis de arbejder sammen med en person over 18 år - at have ladet vidne 3, født den 15. september 1981, arbejde alene, hvorved der blev fremkaldt fare for skade på hendes liv og helbred.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af vidne 1, vidne 2 og vidne 3. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger:

Efter tiltaltes erkendelse, der stemmer med det i øvrigt foreliggende findes tiltalte skyldig i anklagen.

Straffen fastsættes til en bøde på 10.000,- kr., jf. arbejdsministeriets bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø § 60, stk. 1, jf. § 82, stk. 1, nr. 2 og § 13, stk. 2, jf. § 57, stk. 2 i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde som ændret ved arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996.

Ved bødefastsættelsen er der taget hensyn til at det under sagen er ubestridt, at der den pågældende aften var sket vagtbytte og at dette var imod tiltaltes instruks.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 10 dage.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal betale en bøde på 10.000,- kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 10 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen for retten i Odense

Anklageren berigtigede anklageskriftet, således at § 82, stk. 4 udgår og § 57, stk. 1 ændres til § 57, stk. 2.

Tiltalte blev gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig.

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at to af hans ansatte piger havde byttet, således at en under 18 år stod der efter kl. 18. Han ejer bageriet A. Han bager dagligt i bageriet. Hans kone styrer pigerne, der arbejder i bageriet. Fra bageriet sælges brød, cigaretter, mælk, sodavand, øl, marmelade og lignende. Der er åbent fra kl. 06.00 til kl. 21.00. Han har tre gange haft røveri i butikken, hvorefter han fik videoovervågning. Han kendte reglerne om forbud mod unges arbejde efter kl. 18.00. Han og hans kone havde forbudt de unge at bytte for at undgå, at der opstod problemer med at unge under 18 år arbejdede efter kl. 18.00. Også vidne 3 havde fået dette at vide. Den 5. marts 1999 arbejdede vidne 3 i bageriet. Han lå derhjemme i sengen, og hans kone var også hjemme, fordi de begge var syge. Arbejdstilsynet kontaktede hans kone, hvorefter en af deres naboer kørte til bageriet. Hustruen svarede på Arbejdstilsynets påbud (bilag 4) ved brev af 5. april 1999. Normalt kørte hans hustru til forretningen, når der opstod problemer af ovennævnte karakter, men det kunne hun ikke denne dag, fordi hun var syg. Han gjorde i øvrigt gældende, at han ikke kunne være overalt hele tiden.

Vidne 1 fra Arbejdstilsynet forklarede behørigt formanet, at han var tilsynsførende den 25. marts 1999. Han tog ud til bageriet, idet der blev gennemført en særlig aktion på landsplan. Det blev konstateret, at en ung under 18 år stod i bageriet. Der var lyse lokaler. Der er en bagdør til bageriet. Han kontaktede tiltalte eller dennes hustru. Han afleverede en besøgsmeddelelse (bilag 5). Vidne 3 oplyste, at hun stod i forretningen, fordi hun havde byttet en vagt med en kollega, og at hun sædvanligvis ikke stod alene efter kl. 18.00. Tiltaltes hustru oplyste, at hun kl. ca. 17.30 var blevet informeret om, at vidne 3 stod alene i forretningen efter kl. 18.00.

Herefter fremstod som vidne, vidne 2 der bekendt med vidnefritagelsesreglerne valgte at afgive forklaring, og her-efter forklarede behørigt formanet, at hun blev bekendt med, at vidne 3 stod i forretningen, fordi vidnet ringede til vidne 3s mor omkring kl. 17.45. Det drejede sig om en vagt en af de følgende dage. Hun talte med vidne 3 og sagde, at vidne 3 ikke måtte stå i forretningen. Vidne 3 oplyste, at hun havde byttet med en anden pige - D.

Herefter fremstod som vidne, vidne 3, der behørigt formanet forklarede, at hun den 25. marts 1999 arbejdede i bageriet. Det var ikke hendes vagt. Hun mener, at hun mødte kl. 16.00. Hun vidste, at hun ikke måtte være der efter kl. 18.00. Der skulle en underskrift på, hver gang der blev byttet. På et tidspunkt ringede tiltaltes hustru. Hun husker ikke, hvad de snakkede om.

Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet, og påstod tiltalte idømt straf i form af en bøde på 20.000,- kr.

Tiltalte påstod frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom. 

Udskrift af Østre Landsrets dombog

Odense Rets 8. afdelings dom af 5. oktober 2000 (8.26691/99) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

Tiltalte T har påstået frifindelse, subsidiært stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er gengivet i retsbogen.

De i byretten af vidnerne vidne 1, vidne 2 og vidne 3 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte efter de afgivne forklaringer skyldig efter anklageskriftet.

Uanset at der den pågældende aften var sket vagtbytte i strid med tiltaltes faste instruks til personalet, findes der ikke grundlag for at fravige det sædvanlige bødeniveau på 20.000 kr. for sådan overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Det bemærkes i den forbindelse, at tiltaltes hustru, som "styrer pigerne, der arbejder i bageriet", forud for kl. 18.00 den pågældende dag var bekendt med, at den dengang 17-årige vidne 3 påtænkte at arbejde alene i bageriet til kl. 21.00.

Straffen forhøjes derfor til en bøde 20.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 14 dage.

Thi kendes for ret:

Odense Rets 8. afdelings dom i af 5. oktober 2000 ændres således, at tiltalte T straffes med en bøde på 20.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.