Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bekendtgørelse om forretningsorden for Myndighedernes Beredskabskomité i medfør af offshoresikkerhedsloven1

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1199 af 23. oktober 2015

I medfør af § 59, stk. 2, i offshoresikkerhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 1. juli 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1193 af 9. oktober 2015 om Arbejdstilsynets opgaver og beføjelser i henhold til offshoresikkerhedsloven:

§ 1. Beredskabskomiteens medlemmer overvåger de forholdsregler, som henholdsvis operatøren eller ejeren træffer i tilfælde af en større ulykke i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, jf. offshoresikkerhedslovens § 3, stk. 1, nr. 16 og 28, og bistår myndighederne i samordningen af rednings- og bekæmpelsesforanstaltninger. Beredskabskomiteens medlemmer skal herunder medvirke til at

  1. sikre myndighederne fuld indsigt i en større ulykkes forløb og i de foranstaltninger, som henholdsvis operatøren eller ejeren i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter har truffet til imødegåelse af følgerne heraf,
  2. rådgive og informere et ministerudvalg bestående af beskæftigelsesministeren, klima-, energi- og bygningsministeren, justitsministeren, forsvarsministeren og miljøministeren med stedfortrædere på embedsmandniveau (stedfortræderudvalg),
  3. koordinere en eventuel direkte indsats fra myndigheder i udlandet og
  4. bistå ved myndighedernes kontakt med pressen.

§ 2. Beredskabskomiteen træder i virksomhed, når der indtræffer en større ulykke i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, eller der er væsentlig fare herfor.

Stk. 2. Beredskabskomiteen indkaldes herunder ved

  1. ukontrolleret udblæsning eller spild af olie og gas, hvor beredskabet aktiveres,
  2. brand eller eksplosion i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter,
  3. forlis af anlæg eller skader, der sætter eller kan sætte anlægget helt eller delvis ud af funktion,
  4. flyhavari på eller i umiddelbar nærhed af anlæg,
  5. skade på rørledninger eller uheld i forbindelse med rørledningsarbejder,
  6. større gasforgiftningsulykker,
  7. arbejdsnedlæggelser på anlæg i det omfang personer, det omgivende miljø eller anlægget derved udsættes for fare,
  8. drivende genstande og fartøjer, der kan udgøre en fare for anlæg og
  9. andre trusler.

§ 3. Beredskabskomiteen består af en formand og fem medlemmer, der repræsenterer en af følgende myndigheder:

  1. Arbejdstilsynet.
  2. Værnfælles Forsvarskommando.
  3. Justitsministeriet.
  4. Miljøstyrelsen.
  5. Søfartsstyrelsen.
  6. Energistyrelsen.

Stk. 2. Arbejdstilsynet udnævner Beredskabskomiteens formand og næstformand (stedfortræder for formanden). De øvrige medlemmer og disses suppleanter udnævnes af Arbejdstilsynet efter indstilling fra ovennævnte myndigheder.

Stk. 3. Suppleanterne deltager i videst muligt omfang i komiteens møder.

§ 4. Det påhviler de enkelte myndighedsrepræsentanter at formidle de af komiteen vedtagne henstillinger til de respektive myndigheder, om hvilke beslutninger eller foranstaltninger der bør træffes af myndigheden.

§ 5. Beredskabskomiteen træder sammen efter indkaldelse fra formanden. Formanden kan under hensyn til ulykkens karakter bestemme, at mødeledelsen varetages af et af de øvrige medlemmer.

Stk. 2. Beredskabskomiteen skal endvidere indkaldes, såfremt et af medlemmerne fremsætter ønske herom overfor formanden.

Stk. 3. Indkaldelse til møde skal ske skriftligt med mindst syv arbejdsdages varsel. I særlige tilfælde kan indkaldelsen dog ske med kortere varsel.

§ 6. Til varetagelse af sine opgaver skal Beredskabskomiteen holde sig løbende underrettet om udviklingen i udlandet herunder især i de øvrige Nordsølande.

§ 7. Beredskabskomiteen skal udarbejde nærmere retningslinjer for sin virksomhed i en ulykkessituation.

Stk. 2. Retningslinjerne skal herunder indeholde

  1. alarmeringsprocedure for komiteens medlemmer, suppleanter samt for minister- og stedfortræderudvalg,
  2. adresse- og telefonliste på medlemmer og disses suppleanter samt relevante myndigheder og organer,
  3. oplysninger om Arbejdstilsynets tilkaldeordning,
  4. oplysninger om placering af de enkelte offshoreanlæg samt skibe og andre indretninger efter § 2, stk. 2,
  5. retningslinjer for rapportering,
  6. retningslinjer for information af myndigheder og offentlighed,
  7. retningslinjer for samarbejde med offshoreanlæggets henholdsvis operatør eller ejer og
  8. oplysninger indeholdt i eksterne beredskaberplaner om rollefordeling mellem myndigheder, beredskabsorganisationer, koordinatorer og andre agenter i beredskabet, således at samarbejdet er sikret i forbindelse med indsatsen ved større ulykker.

Stk. 3. Retningslinjerne skal løbende opdateres og udbygges i nødvendigt omfang.

§ 8. Formanden skal sørge for, at Beredskabskomiteen jævnligt afholder øvelser med henblik på at efterprøve procedurerne i medfør af § 7.

Stk. 2. Formanden sørger efter behov for orientering af stedfortræder – henholdsvis ministerudvalgets formand for det fornødne samarbejde mellem Beredskabskomiteen og Offshoresikkerhedsrådet og holder Havarikommissionen, jf. offshoresikkerhedslovens § 60, underrettet om forhold af betydning for Havarikommissionens virksomhed.

§ 9. Arbejdstilsynet varetager sekretariatsforretningerne for Beredskabskomiteen og skal sørge for, at de nødvendige lokaler med kommunikationslinjer m.v. er til rådighed for komiteen.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1301 af 19. november 2013 om forretningsorden for Myndighedernes Beredskabskomité i medfør af offshoresikkerhedsloven ophæves.

Arbejdstilsynet, den 23. oktober 2015

Peter Vesterheden/Katrine Krone

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66.