Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bekendtgørelse om fordeling og forrentning af beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring og lov om sikring mod følger af arbejdsskade

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 413 af 24. april 2017

I medfør af § 48, stk. 6, § 51, § 60, stk. 1 og § 88 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. februar 2017, og efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med Finanstilsynet og i samarbejde med erhvervsministeren fastsættes:

§ 1. De beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forskudsvis har udbetalt efter § 48, stk. 6, § 52 og § 54, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, fordeles og forrentes efter reglerne i denne bekendtgørelse. Det samme gælder de beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forskudsvis har udbetalt efter § 5, stk. 6, § 53B og § 74 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Når der i denne bekendtgørelse henvises til § 48, stk. 6, § 52 og § 54, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring gælder henvisningen tilsvarende til § 5, stk. 6, § 53B og § 74 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Stk. 2. En arbejdsgiver, som efter § 88, 2. punktum, i lov om arbejdsskadesikring er fritaget for at afgive risikoen efter loven til et forsikringsselskab, der er meddelt koncession til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, sidestilles i denne bekendtgørelse med et sådant forsikringsselskab. Det samme gælder arbejdsgivere, der er fritaget efter § 74, 2. punktum i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

§ 2. Forskudsvis udlagte beløb efter lovens § 48, stk. 6, § 52 og § 54, stk. 2, fordeles for hvert kalenderår efter reglerne i § 3 på de forsikringsselskaber som tegner arbejdsulykkesforsikringer.

§ 3. Udbetalingerne vedrørende ulykkestilfælde fordeles på de forsikringsselskaber, som dækker disse risici. Det enkelte forsikringsselskabs andel af udgifterne i et kalenderår opgøres som forsikringsselskabets andel af udgifterne i kalenderåret til méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning.

Stk. 2. Ved beregningen af udgifterne efter stk. 1, ses der bort fra den andel, der hidrører fra de ikke forsikringspligtige efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5.

Stk. 3. Ved opgørelsen af erstatningsudgifterne ses der bort fra udgifter efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, § 52 og § 54, stk. 2. Udgifterne opgøres som summen af godtgørelser for mén og engangserstatninger samt hensættelser til dækning af fremtidige løbende erstatninger for erhvervsevnetab, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt i kalenderåret.

§ 4. I marts måned beregner Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et endeligt bidrag svarende til det samlede forskudsvis udlagte beløb i det foregående kalenderår. Bidraget fordeles efter reglerne i § 3, stk. 1.

Stk. 2. Bidragene tillægges et rentebeløb, beregnet på grundlag af den af Nationalbanken opgjorte dag-til-dag pengemarkedsrente. Renten beregnes som halvdelen af den gennemsnitlige rente i det foregående år.

Stk. 3. Meddelelse om de forskudsvis udlagte beløb, det samlede endelige bidrag og den enkeltes andel heraf samt det tillagte rentebeløb udsendes inden udgangen af marts måned. Bidraget skal indbetales senest 14 dage efter meddelelsens dato.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1259 af 12. december 2003 om fordeling og forrentning af beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsskadestyrelsen efter lov om arbejdsskadesikring og lov om sikring mod følger af arbejdsskade ophæves.

Beskæftigelsesministeriet, den 24. april 2017

Troels Lund Poulsen  / Thomas Hjortenberg