Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag mv.

Bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag mv.

I medfør af § 56, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013, § 4, stk. 4, i lov nr. 417 af 8. maj 2006 om barselsudligning på det private arbejdsmarked, som ændret ved lov nr. 529 af 11. juni 2012, § 21, stk. 3, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 15. juni 2015, § 9, stk. 11, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, § 85 c, stk. 22, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 832 af 7. juli 2015, § 66, stk. 14, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 13. januar 2016, § 13, stk. 22, i lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 761 af 22. juni 2016, § 80 a, stk. 14, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 468 af 20. maj 2016, som ændret ved lov nr. 1569 af 15. december 2015, § 43 e, stk. 8, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, samt § 3, stk. 4, i lov nr. 613 af 8. juni 2016 om Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede fastsættes efter forhandling med Lønmodtagernes Garantifond og undervisningsministeren samt efter indstilling fra bestyrelserne for Arbejdsmarkedets Tillægspension, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag:

Bidrag mv., der indgår i fællesopkrævningen

§ 1. Følgende bidrag mv. indgår i fællesopkrævningen:

1) Bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring.

2) Bidrag til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. § 18, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

3) Finansieringsbidrag, jf. § 52 p, stk. 7, § 85 c, stk. 10, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 66, stk. 3, i lov om sygedagpenge, § 13, stk. 11, i lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, § 9, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, § 80 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, samt § 45, stk. 3, i barselloven.

4) Bidrag til barselsudligning på det private arbejdsmarked, Barsel.dk, jf. § 4, stk. 1 og 2, i lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked.

5) Betaling for FerieKontos administration af Feriepengeinfo, jf. § 43 e, stk. 1, jf. § 43 d, stk. 3, i lov om ferie.

6) Bidrag til Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede, jf. § 3, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede.

Opkrævning, indbetaling og tilbagebetaling

§ 2. Bidrag mv., der indgår i fællesopkrævningen, jf. § 1, opkræves samlet af Arbejdsmarkedets Tillægspension fire gange årligt.

Stk. 2. Bidragene mv. indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension på følgende tidspunkter:

 
 
Kvartal
 
Forfaldsdato
Sidste rettidige
Betalingsdag 
 
1. kvartal
 
1. juli
 
14. juli
 
2. kvartal
 
1. oktober
 
14. oktober
 
3. kvartal
 
1. januar
 
20. januar
 
4. kvartal
 
1. april
 
14. april

Stk. 3. Falder sidste rettidige betalingsdag efter stk. 2 på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen for betaling til den nærmest følgende hverdag.

Stk. 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan efter forudgående anmodning fra en arbejdsgiver fastsætte en længere tidsfrist for indbetalingen, når særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 5. Hvis en virksomhed hører op eller skifter ejer, skal den hidtidige arbejdsgiver betale bidrag, jf. § 1, nr. 1-4 beregnet på grundlag af samtlige ATP-bidrag vedrørende perioden frem til ophøret eller ejerskiftet, jf. dog stk. 6. For så vidt angår betaling for Feriepengeinfo, jf. § 1, nr. 5, gælder, at såfremt en virksomhed ophører eller skifter ejer, skal den hidtidige arbejdsgiver betale beløb beregnet på grundlag af indberetninger til Feriepengeinfo vedrørende perioden frem til ophøret eller ejerskiftet. For så vidt angår betaling til Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede, jf. § 1, nr. 6, gælder, at såfremt en virksomhed ophører eller skifter ejer, skal den hidtidige arbejdsgiver betale beløb beregnet på grundlag af indberetninger til eIndkomst vedrørende perioden frem til ophøret eller ejerskiftet.

Stk. 6. En arbejdsgiver, der i løbet af et kvartal registreres som afgiftspligtig efter momsloven eller lønsumsafgiftsloven, skal betale et forholdsmæssigt finansieringsbidrag, jf. § 1, nr. 3, svarende til forholdet mellem den afgiftspligtige periode og hele kvartalet, jf. stk. 2. Tilsvarende gælder, hvis en arbejdsgiver afmeldes som afgiftspligtig i løbet af et kvartal.

Stk. 7. Finansieringsbidrag, jf. § 1, nr. 3, som er under 100 kr. i et kvartal, vil ikke blive opkrævet og bortfalder. Opkræves finansieringsbidraget samlet, skal beløbet i 1. pkt. forstås som den samlede sum af finansieringsbidrag.

§ 3. Overskydende bidrag mv., der indgår i fællesopkrævningen, på 300 kr. eller derover tilbagebetales til arbejdsgiveren. Opkræves bidragene samlet, skal beløbet forstås som den samlede sum af bidragene.

Stk. 2. Overskydende bidrag mv. på under 300 kr. modregnes i det følgende kvartals forventede krav på bidrag mv., medmindre arbejdsgiveren anmoder om at få beløbet tilbagebetalt. Er der intet forventet krav på bidrag mv. i det følgende kvartal, tilbagebetales beløbet til arbejdsgiveren.

Stk. 3. Beløb under 30 kr. for et kvartal tilbagebetales kun efter anmodning.

Stk. 4. Ved tilbagebetaling af et overskydende bidrag mv. anvendes de bidragssatser, der blev anvendt ved beregningen af de oprindelige bidrag mv.. Dette gælder også, selvom beregning og tilbagebetaling af det overskydende bidrag mv. først finder sted i et efterfølgende kalenderår.

Betalingsform

§ 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension sender via Nets en samlet opkrævning på bidragene mv. til arbejdsgiverne.

§ 5. En arbejdsgiver, der er tilmeldt et lønservicebureau, kan efter nærmere aftale mellem lønservicebureauet og Nets få overført bidragene mv. til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Arbejdsgiveren kan vælge selv at betale bidragene mv.. Vælger arbejdsgiveren at betale selv, skal pågældende arbejdsgiver aktivt afmelde den automatiske overførsel af bidragene.

Stk. 2. Arbejdsgiveren kan vælge at betale bidragene mv. ved at benytte Nets Betalingsservice, hvorefter beløbet automatisk overføres til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 3. Arbejdsgiveren kan vælge at betale bidragene mv. ved at benytte Elektronisk indbetalingskort. Dette sker ved, at arbejdsgiveren tilmelder sig via sin Netbank.

Stk. 4. De arbejdsgivere, der er undtaget fra lov om Offentlig Digital Post, jf. denne lovs § 5, stk. 4, får tilsendt et brev med et indbetalingskort fra Arbejdsmarkedets Tillægspension via Nets.

Stk. 5. Arbejdsgiveren har ansvaret for rettidig betaling af bidragene mv.. Hvis et brev med et indbetalingskort, jf. stk. 4, ikke er kommet frem eller er bortkommet, kan arbejdsgiveren få et nyt ved henvendelse til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 6. Arbejdsgiveren kan ikke kræve særskilt kvittering fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Morarenter

§ 6. Sker indbetaling af AES-bidraget, jf. § 1, nr. 1, ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren fra forfaldsdagen betale renter med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i lov om renter ved forsinket betaling.

Stk. 2. Sker indbetaling af AUB-bidraget, jf. § 1, nr. 2, finansieringsbidraget, jf. § 1, nr. 3, bidraget til Barsel.dk, jf. § 1, stk. 4, betaling for administration af Feriepengeinfo, jf. § 1, nr. 5, og betaling af bidraget til Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede, jf. § 1, nr. 6, ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af bidraget med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Inddrivelse, henstand og eftergivelse

§ 7. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for bidrag mv. og renter.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling samt eftergive bidrag mv. og renter, når særlige omstændigheder taler herfor.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan vedrørende Barsel.dk modregne overskydende bidrag og morarenter i forfaldne bidrag og morarenter, samt i for meget udbetalt lønrefusion.

Kontering og afregning

§ 8. Arbejdsmarkedets Tillægspension overfører indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og Barsel.dk.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension overfører ligeledes indbetalte finansieringsbidrag til Beskæftigelsesministeriet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering), og Lønmodtagernes Garantifond. Indbetalte beløb for administration af Feriepengeinfo overføres fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til FerieKonto. Arbejdsmarkedets Tillægspension overfører indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede.

Stk. 3. Betaler arbejdsgiveren ikke det fulde opkrævede beløb, jf. § 2, konterer Arbejdsmarkedets Tillægspension det samlede indbetalte beløb forholdsmæssigt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, Finansieringsbidrag, Barsel.dk, Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede og FerieKonto i forhold til bidragenes størrelse. Konteringen skal stille de omfattede ordninger lige, så der er en procentvis lige stor dækning af ordningernes krav på bidrag.

Stk. 4. Eventuelle konstaterede tab ved den samlede bidragsopkrævning mv., jf. § 2, fordeles efterfølgende af Arbejdsmarkedets Tillægspension til de enkelte ordninger og FerieKonto, herunder de enkelte bidrag i finansieringsbidrag, i forhold til de udækkede fordringers størrelse.

Stk. 5. Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender et tilsvarende konteringsprincip i forhold til de enkelte bidrag i finansieringsbidrag, jf. § 1, nr. 3.

Forældelse

§ 9. Arbejdsmarkedets Tillægspensions krav på bidrag og renter forældes efter reglerne i lov om forældelse af fordringer.

Forskellige bestemmelser

Klageadgang

§ 10. Afgørelser, der er truffet af Arbejdsmarkedets Tillægspension, om opkrævning og indbetaling mv. af bidrag mv., der indgår i fællesopkrævningen, kan inden 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for ATP m.m.

Ikrafttræden mv.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 6 af 8. januar 2015 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen har virkning for bidragsperioder efter 1. juli 2016.

Stk. 4. Første opkrævning og indbetaling efter reglerne i denne bekendtgørelse sker med forfaldsdag 1. januar 2017.

Beskæftigelsesministeriet, den 29. juni 2016

Jørn Neergaard Larsen

/ Andrew Crichton