Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Bilag 3 - Kontrol

Kontrol skal udføres af certificeret sagkyndig virksomhed, jf. § 24, og i henhold til nedenstående minimumskrav samt efter fabrikantens eller elevatorinstallatørens anvisninger for kontrol.

For elevatorer og lignende maskiner i skakt samt for rulletrapper og -fortove er der supplerende krav, der fremgår af afsnit B henholdsvis afsnit C.

A. Generelle krav
B. Supplerende krav til elevatorer og lignende maskine i skakt
C. Supplerende krav til rulletrapper og -fortove

A. Generelle krav

Ved kontrol af elevator, rulletrappe og lignende maskine skal det kontrolleres, at

  1. elevator, rulletrappe og lignende maskine kan benyttes sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt,
  2. ryddeligheden på opstillingsstedet er tilfredsstillende,
  3. at der ikke er foretaget ændringer i opstillingen af elevatoren, rulletrappen eller den lignende maskine,
  4. elevator, rulletrappe og lignende maskine kun udsættes for de påvirkninger, den er beregnet til,
  5. der ikke konstateres skader eller mangler, som nødvendiggør en reparation,
  6. sikkerhedsanordninger, der ikke er nævnt under afsnit B og C, fungerer tilfredsstillende,
  7. kommunikations- og alarmanlæg fungerer tilfredsstillende,
  8. skilte og mærkning er intakte, og
  9. datoen for periodisk inspektion ikke er overskredet, jf. § 33.

B. Supplerende krav til elevatorer og lignende maskiner i skakt

Ved kontrol af elevator og lignende maskiner i skakt skal det kontrolleres, at

  1. etage- og stoldøres sikkerhedsmæssige funktioner er virksomme,
  2. standsningsnøjagtighed er korrekt,
  3. lys i skakt og rum for maskineri er tilstrækkelig,
  4. bæretov er forsvarligt (efterses mindst hver 12. mdr.),
  5. der ikke forekommer utætheder af betydning for sikkerheden, og at der ikke er oliespild omkring anlæg,
  6. fang og hastighedsvagt er funktionsdygtig (efterses mindst hver 12. mdr.), og
  7. særlige funktioner, fx brandmandselevatorer, er virksomme.

C. Supplerende krav til rulletrapper og -fortove

Ved kontrol af rulletrapper og -fortove skal det kontrolleres, at

  1. stop-/nødstopknapper og kontakter virker,
  2. håndlister er sikkerhedsmæssigt forsvarlige, herunder at disse er tilspændt korrekt, er uden skader, har forsvarlige sikkerhedsafstande, at sikkerhedsanordninger ved håndlisteindløb fungerer o.l.,
  3. balustre, afdækning og lignende er intakte,
  4. kamplader ved ind- og udløb samt tilhørerende sikkerhedsanordninger er intakte og virksomme, og
  5. inddækning, paneler, kassetter m.v. er intakte.