Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Fibertove (tovværk)

At-meddelelse nr. 2.02.6
Marts 1985

Baggrund

  • Bekendtgørelse nr. 43 af 22. januar 1981 om teknisk hjælpemidlers indretning og anvendelse.
  • Bekendtgørelse nr. 401 af 27. juli 1945 med ændringer om indretningen og brugen af mekanisk drevne kraner.
Denne At-meddelelse giver vejledning om anvendelse af fibertove til anhugning ved løfte- og transportopgaver og som bæremiddel i håndtaljer m.v.

Til slut i At-meddelelsen gives nærmere oplysning om forskellige typer af fibertove og deres opbygning.

Fibertove skal anvendes i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser om tekniske hjælpemidler. Ud fra disse bestemmelser stilles efter arbejdstilsynets praksis følgende krav:

Valg af fibertov

Der skal vælges fibertove, der er velegnede til formålet, så de kan anvendes på forsvarlig måde og i overensstemmelse med leverandørens forskrifter.

Ved valg af fibertove skal man være opmærksom på, at kunstfibertove er mere elastiske end naturfibertove.

Fibertove skal være så stærke, at de med den nødvendige sikkerhed (sikkerhedsfaktor) kan bære den størst tilladelige belastning.

Sikkerhedsfaktoren er forholdet mellem tovets mindste garanterede brudstyrke og den størst tilladelige belastning. For fibertove regnes normalt med sikkerhedsfaktor 8.

Brug

Fibertove må ikke overbelastes. De må ikke bruges til løft, hvis man er i tvivl om, at tovenes tilladelige belastning overskrides.

Hold tovene rene og tørre. Grus, jord, sand m.v. virker som slibemiddel under brugen, hvis det trænger ind i kordeler og garn. Rengøring af tove kan ske med rent, koldt vand. Efter rengøring skal tovet hænges op til tørring, elles er der risiko for rådangreb.

Fibertove må ikke udsættes for høje temperaturer eller for unødig skadelig kemisk påvirkning af fx olie, maling, salt, skorstensrøg, udstødningsgas m.v.

Tovskiver skal løbe let, og skivernes rille (sporet) skal være uden gruber og skal passe til tovet.

Tovskivers kanter skal være uden revner og hak, som kan skade tovet, og tovet må ikke løbe skævt ind på skiverne.

Hvis et fibertov er frossent, skal det behandles varsomt for at undgå brud på fibre.

Nyt tovværk leveres som regel i løse ruller (kvejl). Ved udtagningen af tov bør det tages fra den indre tamp i kvejlen, se fig. 1. Når tovet tages ud, skal det sikres, at det drejer med snoningsretningen.

IMG00001 gif

Hvis en hel kvejl skal i brug med det samme, kan man hænge den op, så den frit kan dreje om sin egen akse, og så begynde med den udvendige tamp.

Når et tov skal skydes op i bugter, skal højreslået tov skydes op med solen, mens venstreslået skal skydes op mod solen. 

IMG00002 gif

 IMG00003 gif

Tove, der går over skarpe kanter, bør beskytter med et passende mellemlæg, ellers kan styrken nedsættes med op til 50 %.

Hvis tovværk krydses under belastning, fx når en endeløs strop sanes om en byrde, nedsættes styrken med op 30 %.

Knob og stik nedsætter styrken med op til 50 %. Kunstfibertove er glattere (har mindre friktion) end naturfibertove. Der skal derfor ofte bruges ekstra tørn eller halvstik på kunstfibertove.

Brug så vidt muligt kovs i øjer på tove og altid ved samling af et ståltov og et fibertov.

Et ventre- og et højreslået tov må aldrig kobles sammen i forlængelse af hinanden.

Undgå så vidt muligt længere påvirkninger af stærkt sollys, idet de ultraviolette stråler nedbryder tovet. Det gælder specielt tove, der er fremstillet af kunstfibre.

Til anhugningdsgrej bør ikke anvendes fibertove med mindre diameter end 16 mm. Alt anhugningsgrej (stropper, slings, bændler) skal være mærket med størst tilladelig belastning. Til samling af fibertove må kun benyttes fagmæssig udførte slejsninger eller specielle tovlåse, der sikrer, at samlingen kan holde til mindst 80 % af tovets mindste garanterede brudstyrke uden glidning eller beskadigelse af tovet.

En tovende (tamp) bør altid være forsynet med en besnøring (takling med snor eller isolerbånd) eller endesplejsning for at undgå, at tovet trevler op, se fig. 4 og 5.

IMG00004 gif


  IMG00005 gif

Vedligeholdelse

Fibertove skal holdes i forsvarlig stand efter leverandørens forskrifter.

Ved eftersyn og vedligholdelse af tove er det vigtigt at være opmærksom på de kritiske steder, fx ved tovsamlinger, tovendefastgørelse, og hvor tove går over tromler og tovskiver.

Ved eftersyn bør tovet punktvis åbnes som vist på fig. 6. Tovet skal indvendigt være lyst og rent som nyt tov. Kontroller, om der er bristede garn og opsamlinger af støvpartikler m.v.

 IMG00006 gif

Stropper, der anvendes til anhugning, skal efterses mindst en gang om månenden.

Når et tov ikke er i brug, skal det opbevares på et tørt og luftigt sted.

Kassation

Fibertove skal kasseres når:

  • tovet er blevet beskadiget af skarpe genstande,
  • tovet har en kinke (udtrukket løkke),
  • garnene i en dugt (kordel) er bristet,
  • en dugt har løsnet sig fra det øvrige tov og har dannet en løs løkker eller spiral,
  • tovet er "uldent" på grund af slid,
  • tovet har større brændte mærker på grund af friktion eller anden stærk varmepåvirkning,
  • tovet har punkter eller korte afsnit, hvor tovdiameteren er væsentligt reduceret,
  • et naturfibertov er skadet af råd. Det viser sig ofte som mørke pletter og kan konstateres ved, at man åbner tovet, se fig. 6.

Fibertovets opbygning

Et fibertov er fremstillet af naturfibre eller symtetiske fibre (kunstfibre)

Naturfibre er af manila, sisal, bomuld, kokos eller hamp.

Kunstfibre fremstilles bl.a. af polyamid (nylon, perlon), polypropyler, polyester og polyethylen.

Et fibertov fremstilles ved at sno fibre sammen til garn (kabelgarn). Garnene snos sammen til dugter (kordeler), og endelig snos dugterne sammen til det færdige tov (tovværk, trosse).

Det mest anvendte tov er snoet af tre dugter (kaldes også treslået eller trosseslået), se fig. 7.
 
IMG00007 gif


 

IMG00008 gif

Tovværk snoet af fire dugter kaldes firslået eller vantslået, se fig. 9.

 IMG00009 gif

I firslået tovværk lægges altid et indlæg (hjertet, kalven eller sjælen) i midten for at holde de fire dugter i den rette indbyrdes afstand.

Endvidere kan man sno tre trosser sammen til et såkaldt kabeltov, se fig. 10.

 IMG00010 gif
Fibertove leveres også i flette udførelse.

Erik Andersen