Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 
Tilføj

Anhugning

At-anvisning nr. 2.3.0.4
Maj 1997
Erstatter: At-meddelelse nr. 2.02.9
September 1985

Indledning

Anhugning skal ske i overensstemmelse med Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1101 af 14. december 1992 om hejseredskaber og spil, hvor § 21 omhandler anhugning.

Denne anvisning giver nærmere retningslinier for udførelsen af anhugning i forbindelse med løft, transport og afsætning af en byrde.

Arbejdstilsynet kræver, at anhugning udføres i overensstemmelse med denne anvisning eller på anden måde, der er mindst lige så forsvarlig.

Anvisningen er udarbejdet af Direktoratet for Arbejdstilsynet.

Område

Anvisningen omfatter alle former for anhugning af byrder, med både mekanisk drevet og hånddrevet udstyr, som udføres på landjorden og om bord på skibe ved lastning og losning.

1. Tilrettelæggelse og instruktion

1.1

Anhugningsarbejdet skal tilrettelægges, så hverken anhugger eller andre udsættes for fare, og hverken hejseredskab eller anhugningsmateriel bliver overbelastet eller beskadiget.

1.2

Der skal være hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt anhugningsmateriel til rådighed.

1.3

Ved store og vanskelige løft kræves normalt detaljeret tilrettelæggelse og ofte brug af specielt anhugningsmateriel. Det gælder fx betonelementer og byrder, der skal vendes i luften, serieløft, det vil sige løft af mange helt ens byrder, og samløft med flere kraner samtidigt.

1.4

Løft af byrder, der i sig selv er farlige, kræver særlige forholdsregler til beskyttelse af de beskæftigede. Det gælder fx varme eller glødende emner, stærkt støvende giftige eller eksplosive stoffer, beholdere med indhold under højt tryk og stoffer, der kan afgive farlig stråling.

1.5

En anhugger skal være fyldt 18 år.

1.6

Anhuggeren skal være instrueret i forsvarlig udførelse af arbejdet. Instruktionen skal være i overensstemmelse med denne anvisning og skal desuden omfatte de særlige foranstaltninger, der kræves ved det enkelte anhugningsarbejde.

2. Almene retningslinier

2.1

Anhuggeren skal følge de givne instrukser og vejledninger. Opstår der tvivl om fx byrdens vægt, anhugningens forsvarlighed eller andre forhold, skal anhuggeren standse arbejdet og rådføre sig med sin nærmeste foresatte eller eventuelt kranføreren. Hvis løftet er påbegyndt, skal byrden sænkes til nærmeste, sikre hvileposition.

Anhugger og kranfører har ret og pligt til at nægte løft, som de nærer betænkelighed ved.

2.2

Anhuggeren skal til enhver tid under arbejdet kunne opnå en sikker kontakt med kranføreren enten direkte eller via signalmand (lugemand), eller eventuelt gennem radio og fjernsyn. Anvender anhuggeren tegngivning med håndsignaler, skal tegnene i fig. 1 benyttes.



Fig. 1.1 Hejs. Fig 1.2 Fir. Fig. 1.3 Hejs langsomt. Fig. 1.4 Fir langsomt. Fig. 1.5 Fir (bør kun bruges ved kortere afstande mellem anhugger og kranfører). Fig. 1.6 Hæv/rejs bom. Fig. 1.7 Fir/sænk bom. Fig. 1.8 Sving venstre. Fig. 1.9 Sving højre. Fig. 1.10 Teleskop ud. Fig. 1.11 Teleskop ind. Fig. 1.12 Hovedhejs. Fig. 1.13 Hjælpehejs. Fig. 1.14 Stop. Fig. 1.15 Hurtigt stop. Fig. 1.16 Denne retning. Fig. 1.17 Signal ikke forstået. Fig. 1.18 Åbne udstyr (grab). Fig. 1.19 Lukke udstyr (grab). Fig. 1.20 Ved store afstande bruges »slikkepinde« til tegngivning.

2.3

Er der flere anhuggere om samme løfteopgave, skal der i forvejen træffes aftale om, hvem der giver tegn til kranføreren. Kranføreren må herefter kun rette sig efter tegngivning fra den udpegede anhugger, se dog bemærkningen om hurtigt stop under fig. 1.

Det er vigtigt, at tegngivningen til kranføreren ikke er til at misforstå og altid er den samme. Derfor skal ovenstående tegn altid anvendes. Tegnet for hurtigt stop kan betragtes som et nødstop og skal derfor altid respekteres af kranføreren, uanset hvem der giver tegnet.

2.4

Ingen må opholde sig på en byrde, der er anhugget og løftet fra underlaget.

2.5

Anhuggere skal bære hovedværn (hjelm), fodværn (sikkerhedsfodtøj) og egnede arbejdshandsker.

2.6

Ved arbejde med farligt gods kan andre personlige værnemidler være påkrævet, fx åndedrætsværn.

2.7

Ved løft, transport og afsæt af byrde, skal der tages hensyn til stærk blæst (vindstyrke).

2.8

Ved anhugning, løft og transport, hvor der ikke medvirker anhugger eller andre på jorden, må ingen befinde sig eller færdes i det område, hvor løftet og transporten foregår, og området skal være forsvarligt afspærret med rækværk eller på anden lignende måde, således at det tydeligt fremgår, at ophold og færdsel inden for området er forbudt, og der skal være foretaget skiltning i nødvendigt omfang.

3. Anhugning af byrden

3.1

Anhugningsmateriel med synlige mangler må ikke benyttes. Hvis anhuggeren er vidende om, at materiellet har været udsat for overbelastning eller stærk varme, må det heller ikke benyttes. Dette gælder også engangsstropper og andet anhugningsmateriel, der følger med byrden.

3.2

En byrde må ikke anhugges, så den under løftet berører hejsetov eller -kæde. Hejsetov eller -kæde må ikke slås om byrden.

3.3

Anhugningsmateriel må ikke overbelastes. Anhuggeren skal være fuldt fortrolig med den mærkning - eventuelt med kode - som oplyser om anhugningsmateriellets størst tilladte belastning.

 Stropvinkel   Hver strop skal kunne bære 
 0-30°  1/2 x Byrdens vægt
 30-90°  3/4 x Byrdens vægt
 90-120°  1/1 x Byrdens vægt
 over 120°  MÅ IKKE BRUGES!!!

Fig. 2

3.4

Anhugningsmateriel må kun bruges til det, det er beregnet til, fx må en pladehage ikke bruges som krog.

3.5

Ved anvendelse af to eller flere stropper af tov, kæde eller bånd skal der tages hensyn til stropvinklen. Se fig. 2.

Stropvinklen må ikke overstige 120 grader.

3.6

Hvis byrden har tydelige fastgøringssteder for anhugningsmateriel, fx øjer eller huller for kroge eller stropper, skal de bruges.

3.7

Angivelse på byrden om anhugning skal følges.

3.8

Anhugning skal udføres, så byrden ikke kan skride, kæntre, komme i farlig svingning eller falde af. Anhugningsmateriel, der bliver slået om byrden, skal sikres (sanses) omhyggeligt, så byrden ikke kan glide.

3.9

Anhugningsmateriel skal beskyttes mod skarpe kanter på byrden.

3.10

Anhuggeren skal fæstne anhugningsmateriellet til krankrogen, så det under løftet ikke kan skride eller hægtes af.

3.11

Der må ikke anhugges i bindsler eller lignende materiel, der kun tjener til at holde byrden sammen.

3.12

Inden der foretages løft, skal anhuggeren kontrollere,
  • at såvel krankrogen som kroge på anhugningsgrejet er forsynet med afhægtningssikring, eller at der anvendes sikkerhedskroge. Undtaget er dog kroge/anhugningsgrej, der anvendes til løft af flydende metal (stålværker og støberier), og til løft og nedsænkning i fx overfladebehandlingsanlæg, samt specielt løftegrej fx til løft af tønder og ilt- og gasflasker. Undtaget er også tvillingkroge på meget store kraner, fx på skibsværfter, forudsat anhugningen udføres omhyggeligt
  • at krankrogen er lodret over tyngdepunktet
  • at stropper, åg og lignende er anbragt rigtigt i forhold til tyngdepunktet
  • at stropper er beskyttet mod eventuelle skarpe kanter
  • at spredningsvinklen for stropper, kædesling m.v. er korrekt.
Inden det endelige løft skal grejet totes (strammes om byrden) ved langsomt løft fri af underlaget for at kontrollere
  • at der er ligevægt
  • at stropperne sidder rigtigt
  • at stropperne ikke sidder i klemme (fisker)
  • at byrden ikke på nogen måde hænger fast i underlaget.

3.13

Vedrørende indretning af anhugningsgrej henvises til gode eksempler på korrekt udført anhugningsgrej i At-meddelelse nr. 2.02.10.

4. Løft af byrden

4.1

Der må kun løftes i byrder, der er fritliggende. Forsøg på at løfte en fastfrosset eller delvis nedgravet byrde kan medføre farlige og helt uberegnelige påvirkninger af hejseredskabet og anhugningsmateriellet.

4.2

Løft skal udføres lodret. Hvis en byrde ikke ligger frit for lodret løft, skal den, inden løftet udføres, på forsvarlig måde anbringes, så den kan løftes lodret. En byrde må ikke med et skråt træk slæbes hen over underlaget inden løftet eller samtidig med, at løftet påbegyndes. Der kan ellers ske overbelastning af hejseredskabet, beskadigelse af anhugningsmateriellet, og en byrde vil meget let, i samme øjeblik den begynder at lette fra underlaget, kunne komme i helt uforudsete svingninger.

4.3

Genstande, der ligger løst på byrden, og som kan falde ned under transporten, skal fjernes inden løft.

4.4

Umiddelbart inden løftet skal anhuggeren sikre sig, at der ikke er personer i farlig nærhed af byrden. Specielt når der er flere anhuggere om samme løfteopgave, skal den anhugger, hvis opgave det er at give tegn til kranføreren, sikre sig, at de andre anhuggere er helt klar af byrden, før han giver tegn til løft.

4.5

Straks efter løftet er påbegyndt, skal anhuggeren sikre sig, at anhugningen er i orden, at byrden er i balance og ikke fisker eller kommer i farlig svingning. Byrden kan ændre form, efter at løftet er påbegyndt, fx sække og løse bundter af stænger. Det kan være nødvendigt at standse løftet, når byrden har sluppet underlaget, og udføre en ekstra sansning eller anden justering af anhugningen.

5. Transport af byrden

5.1

Under hele transporten skal anhuggeren holde øje med byrden og dens anhugning og straks gribe ind på forsvarlig måde, hvis der opstår fejl eller farlige situationer.

5.2

Under byrdens transport skal anhuggeren varsko personer, der kan komme under byrden eller i farlig nærhed af den.

5.3

Hvis byrden transporteres i lav højde, bør anhuggeren følge den under transporten og, om nødvendigt, styre byrden. Er der risiko for, at anhuggeren under transport af byrden kan komme i klemme mellem byrden og faste genstande eller kranens konstruktion, skal der anvendes styreline (se fig. 3).

a2304-3.gif

Fig. 3

6. Afsætning af byrden

6.1

Anhuggeren skal sikre sig, at byrden afsættes sikkert, og at frigøring først sker, når byrden er betryggende anbragt, understøttet og sikret mod væltning.

6.2

Anhugningsmateriellet skal holdes stramt, mens der foretages en nødvendig afstivning af byrden.

6.3

Byrden skal anbringes på en sådan måde, at anhugningsmateriellet kan fjernes, uden at anhuggeren (eller andre personer) kommer i fare, og uden at anhugningsmateriellet lider overlast.

6.4

På områder med skinnekørende anlæg må byrder ikke anbringes nærmere end 0,5 m til de bevægelige dele af de skinnekørende konstruktioner.

6.5

Anhugningssmateriel, som efter brugen skal returneres med kranen, skal ophænges forsvarligt i krankrogen, og anhuggeren skal sikre sig, at det ikke kan fiske.

6.6

Anhuggeren skal straks tage anhugningsmateriel ud af brug, hvis det er blevet beskadiget under brugen.

7. Vedligeholdelse og opbevaring af anhugningsgrej

7.1

Efter brug bør grejet renses omhyggeligt og kontrolleres for fejl og mangler og eventuelt repareres eller kasseres.

7.2

Metaldele, der ikke males, bør indsmøres i olie, især hvis delene opbevares udendørs.

7.3

Anhugningsgrej bør altid opbevares på et tørt og luftigt sted. Undgå så vidt muligt længere tids påvirkninger af stærk sollys på fibertove, især tove af kunstfiber. De ultraviolette stråler nedbryder tovet.

7.4

Når anhugningsgrejet efter brugen er kontrolleret, bør det straks anbringes på sin rette plads, fx på opsatte kroge (se fig. 4) eller reoler, indrettet til opbevaring af grejet. Det giver et godt overblik over grejet, og gør det lettere at vælge korrekt grej til den næste opgave.


a2304-4.gif

Fig.4

7.5

Som afslutning på anhugningsopgaven bør der foretages den nødvendige oprydning, hvor eventuelt kasseret grej straks fjernes, og strøer, kiler og andet hjælpeudstyr anbringes på rette plads.

7.6

Anhugningsgrej bør efterses mindst én gang om måneden og gennemgå et hovedeftersyn mindst hver 12. måned.

Jens Andersen