Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Støvsuger til byggebranchen – hvad skal jeg vælge?


Støv fra byggepladser kan indeholde kræftfremkaldende partikler, derfor anbefaler Arbejdstilsynet altid at anvende en CE-mærket støvsuger støvklasse H af typen ”dust extractor”.

Det kan være svært at gennemskue støvsugerleverandørers vejledning om køb af støvsugere til byggepladser, og man kan derfor let komme til at træffe det forkerte valg. Der er byggevirksomheder, som har fået påbud fra Arbejdstilsynet, fordi de har anvendt en forkert støvsugertype, som ikke beskytter medarbejderne tilstrækkeligt, fortæller Byggeriets Arbejdsmiljøbus. Virksomhederne er ærgerlige over, at de ikke har fået den rette vejledning, da de købte en støvsuger, som viser sig ikke at kunne anvendes til formålet. Det kom frem på et møde mellem støvsugerleverandører, Byggeriets Arbejdsmiljøbus og Arbejdstilsynet. Mødet havde til formål at få klarhed over, hvilke støvsugere der er bedst egnet til byggebranchen.

Kell Guldager Petersen fra Arbejdstilsynet forklarer, at støv på byggepladser ofte består af en blanding af mange fraktioner og kan indeholde kræftfremkaldende stoffer fx respirabelt kvarts, træstøv, gammel mineraluld og metalstøv fra slibning i forbindelse med svejsning.

”Støv på byggepladsen skal imødegås, der hvor arbejdet foregår. Det gør det med effektivt processug på boremaskine, mejselhammer, rundsav eller andre værktøjer og ved arbejdsopgaver, som producerer støv. Det er også vigtigt at anvende en egnet støvsuger til almindelig rengøring – dvs. en støvsuger med den rigtige klassificering i forhold til opgaven,” forklarer Kell Guldager Petersen.

Lige som andre maskiner, der bliver brugt på byggepladsen, skal støvsugere være CE-mærket og som minimum opfylde de relevante standarder. For støvsugere er den relevante standard DS/EN 60335-2-69 fra 2012. Standarden klassificerer støvsugerne i tre støvklasser L, M og H-klasse. 

Det fremgår af standarden, at H-klasse (Høj fare) skal benyttes ved kræftfremkaldende og patogen (sygdomsfremkaldende) støv.

Standarden opdeler herudover støvsugerne i to typer rettet mod rengøring og processug. Støvsugere indrettet til processug kaldes i standarden ”dust extractors”, og skal være indrettet med kontrolanordning for utilstrækkelig funktion af suget. Støvsugere som alene anvendes til rengøring kaldes i standarden for ”vacuum cleaners”. Det betyder, at en støvsuger til processug som udgangspunkt også kan anvendes til rengøring, mens en støvsuger til rengøring ikke er egnet til processug. 

Støvsuger - hvad skal jeg vælge?

Mange bygge-og anlægsvirksomheder bruger deres støvsugere til blandet arbejde og både som processug fx ved boring og til rengøring. Derfor anbefaler Arbejdstilsynet at bruge H-klasse støvsugere af typen ”dust extractor”, fordi de kan anvendes til alt arbejde på byggepladsen.

H-klasse støvsuger (dust extractor) er det sikre valg, da den kan anvendes i de fleste sammenhænge

Byggeriets Arbejdsmiljøbus oplyser, at de nu vil tage initiativ til, at leverandører og distributører, herunder byggemarkeder m.m., af støvsugere vejleder byggefirmaerne ud fra ovenstående anbefaling. Så vi får den højeste grad af sikkerhed i forhold til støv.

Læs mere om emnet i BFAs vejledning om Støv på Byggepladsen