Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

2017 blev året med færrest dødsulykker


3. juli 2018

Arbejdstilsynets årsopgørelse 2017 over anmeldte arbejdsulykker 2012-2017 er offentliggjort. Den viser bl.a., at der i 2017 blev registreret 25 arbejdsulykker med døden til følge. Det er det hidtil laveste antal dødsulykker på et år.

Tallene i den nye årsopgørelse viser desuden, at:

  • Antallet af anmeldte alvorlige arbejdsulykker med mindst 3 ugers forventet fravær er faldet med knapt 10 pct. fra 2016 til 2017 set i forhold til beskæftigelsen. Tallet har ligget næsten konstant fra 2012 til 2016. Det er en del af arbejdsmiljøstrategien 2020 at reducere antallet af alvorlige arbejdsulykker med 25 pct. Dog kan årsopgørelsens tal alene ikke anvendes som indikator for målopfyldelse af 2020-målsætningen, fordi denne bliver opgjort ved samkørsel af flere registre. Den seneste 2020-måling viste en samlet reduktion fra 2011 til 2015 på 15 pct.
  • Antallet af samtlige anmeldte arbejdsulykker er stort set uændret i 2017 sammenlignet med 2016. For 7. år i træk er der blevet anmeldt ca. 42.000 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Set i forhold til beskæftigelsen er antallet af arbejdsulykker faldet med godt 2 pct. fra 2012 til 2017.
  • Risikoen for at komme ud for en arbejdsulykke er større i nogle brancher end i andre. Det gælder bl.a. bygge- og anlægsområdet men også brancherne vand, kloak og affald, slagterier samt politi, beredskab og fængsler.