Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Uddelingen af fondsmidler


Arbejdsmiljøforskningsfonden har i december 2017 uddelt 28,6 mio. kr. til i alt 13 forsknings- og udviklingsprojekter. Hovedtemaerne for ansøgningsrunden var ’virkemidler i arbejdsmiljøarbejdet’, ’arbejdsulykker’, ’psykisk arbejdsmiljø’, ’muskel- og skeletbesvær’ og det ekstraordinære tema ’epoxy og isocyanater'. Desuden var der et særskilt opslag om en arbejdsmedicinsk udredning.

Projekterne er udvalgt med baggrund i Arbejdsmiljøforskningsfondens strategi for forskning og udvikling 2016-2017, hvor de fire nævnte hovedtemaer indgår.

Fonden modtog i alt 53 ansøgninger til et samlet ansøgt beløb på 126,1 mio. kr.

Det Videnskabelige Arbejdsmiljøforskningsudvalg og Udvalget for Udvikling og Udredning har foretaget en vurdering af den faglige kvalitet i alle 53ansøgninger. Det Strategiske Arbejdsmiljøforskningsudvalg har herefter foretaget en vurdering af de fagligt godkendte ansøgninger efter relevanskriterier. Kriterierne er bl.a. en vurdering af, hvor der mangler viden og udvikling indenfor de prioriterede områder, samt en vurdering af projektets overfør- og generaliserbarhed i relation til den samlede arbejdsmiljøindsats.

Udvalget indstillede 13 projekter til at modtage en samlet støtte på op til 28,6 mio. kr., og beskæftigelsesministeren har efterfølgende godkendt indstillingen. Projekterne omfatter to ph.d.-studier.

Følgende projekter har fået tildelt midler i denne runde:

Virkemidler

”Udredning om mobilisering af forskningsbaseret viden om arbejdsmiljø”, TeamArbejdsliv. Bevilget 1,1 mio. kr.

”Risici og arbejdsmiljø blandt unge på de nye digitale arbejdsmarkeder – et kollaborativt udviklingsprojekt”, AAU. Bevilget 2,1 mio. kr.

”Hvordan forbedres kommunikationen mellem bygherre og arbejdsmiljøkoordinator? – forbedring af fundamentet for sikkerheds- og sundhedsarbejdet på byggepladsen”, TeamArbejdsliv. Bevilget 2,2 mio. kr.

Ulykker

”Senfølger efter elulykker”, AMK Herning. Bevilget 3,0 mio. kr.

”Ulykker og helbred ved fast natarbejde”, NFA. Bevilget 3,2 mio. kr.

Psykisk arbejdsmiljø

”Undersøgelse af gravides arbejdsmiljø og holdninger til sygefravær. Udvikling af intervention for fastholdelse af gravide medarbejdere.”, DEFACTUM. Bevilget 1,0 mio. kr.

”Udvikling af et screeningsredskab for kognitive vanskeligheder hos personer med arbejdsrelateret stress”, AMK Bispebjerg. Bevilget 1,2 mio. kr.

”Folkeskolen i forandring – samarbejdet som ressource”, TeamArbejdsliv. Bevilget 3,2 mio. kr.

Muskel- og skeletbesvær

”Betydning af organisation, ledelse, team og medarbejder for fysiske arbejdsbelastninger og muskelskeletbesvær” NFA. Bevilget 3,0 mio. kr.

”Er repetitivt arbejde årsag til lidelser i hænder, albuer, skuldre og nakke, og fører det til erhvervsskifte og arbejdsophør?”, AMK Bispebjerg. Bevilget 1,8 mio. kr.

”Kan danske dagligvarekæder lære af hinanden i det forebyggende arbejdsmiljøarbejde? Kortlægning af fysisk arbejdsbelastning og omsætning til god praksis”, NFA. Bevilget 3,0 mio. kr.

Epoxy og isocyanater

”Synligt og sikkert arbejde med epoxy: Forebyggelse af eksem med visualisering” AMK Aarhus. Bevilget 3,4 mio. kr.

Arbejdsmedicinsk udredning

”Udredning: Sammenhængen mellem vold og trusler på arbejdet og udvikling af psykisk sygdom (fraset PTSD)”, AMK Bispebjerg. Bevilget 0,4 mio. kr.

Du kan læse mere om de igangværende projekter.

Fonden takker alle ansøgere for den udviste interesse.