Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Seksuel chikane skal tages alvorligt - også på arbejdspladsen


Der eksisterer mange myter om seksuel chikane på arbejdspladsen, men det, vi ved, er, at seksuel chikane kan opstå på alle arbejdspladser i alle brancher. Både kvinder og mænd udsættes for seksuel chikane og fra 2012 til 2016 har der været en stigning fra 2,8 % til 3,7 % i andelen af medarbejdere, der har oplevet seksuel chikane på arbejdspladsen (Kilde: Fakta om arbejdsmiljø i Danmark).

Seksuel chikane kan have store konsekvenser for dem, det går ud over, og for arbejdspladsen.

Hvis du har oplevet seksuel chikane på din arbejdsplads, kan du ringe til Arbejdstilsynets hotline om mobning og seksuel chikane på 7022 1280. Her sidder vi klar med rådgivning og hjælp til at klage eller håndtere sagen i forhold til arbejdspladsen.

Mulighed for erstatning - når skaden er sket

Hvis man blevet udsat for seksuel chikane på sit arbejdet, og hvis er man blevet syg af det, for eksempel fået en depression, uspecificeret belastningsreaktion eller lignende, kan man være berettiget til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Man kan være berettiget til erstatning:

  • Når man er blevet syg som følge af sit arbejde
  • Når der er årsagssammenhæng mellem det man har været udsat for på sit arbejde og den sygdom man har udviklet, og
  • Når man har fået varige følger og/eller et permanent tab af erhvervsevne som følge af skaden/sygdommen

Hvis man har været udsat for en enkeltstående episode af seksuel chikane, og man er blevet syg af det, er det ens arbejdsgiver, der skal anmelde sagen som en arbejdsulykke. Er man ikke tryg ved at fortælle det til sin arbejdsgiver, kan man få hjælp til at anmelde det som en arbejdsskade af ens fagforening, ens læge eller eventuelt anmelde det selv.

Er der tale om seksuel chikane, der har stået på over en periode, og er man blevet syg af det, er det egen læge, psykiater eller lignende., der skal anmelde det som en arbejdsskade. Er du derfor blevet syg som følge af seksuel chikane på din arbejdsplads, bør du derfor altid oplyse din læge om den seksuelle chikane og de helbredsmæssige symptomer, som du har oplevet i forbindelse hermed, så din læge kan hjælpe dig med at få sygdommen inkl. symptombilledet anmeldt som en arbejdsskade.

Arbejdsgiverens ansvar – vigtigst er det at forebygge

Det er vigtigt at understrege, at arbejdsgiveren ifølge arbejdsmiljølovgivningen har et ansvar for at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen og for at håndtere det rettidigt og relevant, hvis det alligevel opstår. Arbejdsgiver bør løbende undersøge og holde øje med, om der er problemer med seksuel chikane på arbejdspladsen. Det kan arbejdsgiver blandt andet gøre med arbejdspladsvurderinger (APV) og trivselsmålinger i virksomheden.

Det er vigtigt, at arbejdsgiver sikrer, at:

  • ledelsen sender et klart signal om, at seksuel chikane på arbejdspladsen er uacceptabelt
  • de retningslinjer, som virksomheden har – som en del af sin forebyggelse af seksuel chikane følges og tages op
  • medarbejdere og ledelse drøfter konkrete foranstaltninger til at håndtere problemet, hvis det opstår
  • det er nemt at sige fra. Vær opmærksomme på og tal om, hvordan man kan sige fra, hvis ens egne eller en kollegas grænser bliver overskredet
  • seksuel chikane aldrig bliver den enkeltes ansvar, men tages hånd om i fællesskab.