Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Arbejdstilsynet gav 116 reaktioner på landsdækkende bygge- og anlægsaktion


116 strakspåbud og forbud var, hvad Arbejdstilsynet gav på landsdækkende bygge- og anlægsaktion. Aktionen havde blandt andet fokus på vejarbejde og risikoen for påkørsel fra trafikken.

Manglende sikring mod nedstyrtning fra stiger, tage og stilladser er stadig et gennemgående problem på flere af landets byggepladser. Det viste Arbejdstilsynets landsdækkende bygge- og anlægsaktion, hvor der blev givet 39 reaktioner på manglende sikring mod ned- eller gennemstyrtning – heraf otte så grove, at Arbejdstilsynets skal vurdere, om virksomhederne skal indstilles til politiet til videre strafforfølgelse i form af bøde.

”Vi må konstatere, at manglende sikring mod ned- eller gennemstyrtning stadig er et gennemgående arbejdsmiljøproblem på landets byggepladser. Det er foruroligende og tankevækkende – især når man ved, at fald fra højder og gennemstyrtning hvert år koster menneskeliv,” siger tilsynschef i Arbejdstilsynet inden for bygge og anlæg Lene Teilberg.

Ryd op på byggepladsen

Dårlige adgangsveje, der enten er glatte eller fyldt med huller, samt ledninger, byggematerialer og byggeaffald, man kan snuble over, er ligeledes et velkendt arbejdsmiljøproblem, som Arbejdstilsynet afgav reaktioner på ved aktionen.

”Vi afgav på denne aktion 29 strakspåbud til virksomheder, der ikke sikrer byggepladsen mod fald og snublen. Det er den femte mest udbredte arbejdsulykke i byggebranchen og giver tit langt sygefravær. Det kan let forebygges ved at have gode adgangsveje, der uanset vejret er gangbare og ryddet for byggematerialer,” siger Lene Teilberg.

Fokus på vejarbejderes sikkerhed

Vejarbejdere oplever trafikken som deres største arbejdsmiljøudfordring. Derfor skal der sikres effektivt mod påkørsel fra trafikken. Det kan gøres ved at følge reglerne om skiltning, afmærkning og trafikværn, som ved en del vejarbejde stadig ikke bliver fulgt. Derfor var der ved bygge- og anlægsaktionen fokus på, om der var ordentligt sikret mod påkørsel ved vejarbejde. Og særligt i Jylland fandt Arbejdstilsynet problemer med manglende sikring mod påkørsel af de beskæftigede ved vejarbejdet.

”Vi har afgivet 11 reaktioner på de 19 pladser, vi besøgte. Heraf var to så grove, at vi nu skal vurdere, om virksomhederne skal indstilles til politiet til videre strafforfølgelse i form af bøde. Vi mødte blandt andet tre vejarbejdere, der skulle opsætte helleanlæg uden, at de havde fået instruktion, ligesom der heller ikke var nogen plan for, hvordan skiltene skulle opsættes. De arbejdede på vejen, alt i mens tung lastvognstrafik med høj hastighed passerede ganske tæt forbi vejarbejdet,” slutter Lene Teilberg.

Pressemeddelelse den 14. september