Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Periodisk eftersyn af elektrisk håndværktøj


Elektrisk håndværktøj skal efterses regelmæssigt efter fabrikantens anvisninger for at sikre, at udstyret er i orden. Det krav gælder uanset, at bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen om periodisk el-eftersyn af transportabelt el-hånd­værk­tøj er faldet væk.

Det var indtil den 1. juli 2017 et krav i stærkstrømsbekendtgørelsen, at el-håndværktøj skulle efterses af en sagkyndig med højst seks måneders mellemrum. For nogle typer el-håndværktøj endda oftere. Bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen er ophævet, men bestemmelserne i bekendtgørelsen om anvendelse af tekniske hjælpemidler gælder stadig. Det betyder, at der fortsat er krav om regelmæssigt eftersyn af elektrisk håndværktøj efter fabrikantens anvisninger samt krav om, at beskadiget håndværktøj skal tages ud af brug.

Reglerne indebærer, at håndværktøj, som udsættes for påvirkninger, der kan medføre beskadigelse, og som derfor kan give anledning til farlige situationer, skal efterses regelmæssigt.

Samtidig er det et krav, at medarbejderne skal være instrueret om, at beskadiget håndværktøj, der kan medføre ulykkes- eller sundhedsfare, skal tages helt ud af drift. Værktøjet må først komme tilbage i brug, når det er repareret og efterset af en sagkyndig.

Eksempler på fejl ved el-håndværktøj

Fejl eller mangler ved elektrisk håndværktøj kan fx være:

  • Manglende aflastning i stikproppen på en forlængerledning eller en forlængerledning i forkert kvalitet.
  • En rundsav, hvor sikkerhedsskærmen ikke svinger korrekt tilbage eller går stramt.
  • En kædesav med slap kæde eller sløvt skær.
  • En defekt sikkerhedsforanstaltning som fx en knækket eller revnet plastafskærmning.

Fejl og mangler kan opstå når som helst. Tjek derfor altid de tekniske hjælpemidler for synlige fejl, inden de tages i brug. Hvis der er fejl eller mangler på udstyret, må det ikke bruges.

Se også

BFA-vejledning om eftersyn af tekniske hjælpemidler (vær opmærksom på, at vejledningen endnu ikke er tilrettet efter de nye regler).