Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Politi, beredskab og fængsel har flest alvorlige arbejdsulykker


Branchegruppen Politi, beredskab og fængsel har flest alvorlige arbejdsulykker pr. 10.000 beskæftigede efterfulgt af branchegruppen Vand, kloak og affald. Det viser Arbejdstilsynets årsopgørelse 2016 over anmeldte arbejdsulykker i 2011-2016, der netop er blevet offentliggjort.

Politi, beredskab og fængsel topper Arbejdstilsynets statistik over flest alvorlige anmeldte arbejdsulykker i 2016, hvor man er sygemeldt i tre uger eller mere. For hver 10.000 beskæftigede kommer 90 personer ud for en alvorlig arbejdsulykke i de nævnte brancher. 

Vand, kloak og affald har 88 alvorlige arbejdsulykker pr. 10.000 beskæftigede efterfulgt af branchegruppen Opførelse og nedrivning af byggeri, der har 86 ulykker. Tallene stammer fra Arbejdstilsynets årsopgørelse, hvor man blandt andet kan se, hvordan anmeldelser af alvorlige ulykker fordeler sig mellem 36 forskellige branchegrupper. I bunden af listen over alvorlige arbejdsulykker er Frisører og anden personlig pleje, hvor der i 2016 skete 7 alvorlige ulykker pr 10.000 beskæftigede. 

10 branchegrupper tegner sig for 64 pct. ulykker

Ser man udelukkende på antallet af anmeldte ulykker i de forskellige branchegrupper, er Døgninstitutioner og hjemmepleje med sine 5.325 arbejdsulykker den branchegruppe, der havde flest anmeldte arbejdsulykker i 2016. Antallet af ulykker i branchegruppen skal ses ud fra, at det er en forholdsvis stor gruppe med ca. 183.000 beskæftigede. Arbejdsulykkerne i døgninstitutioner og hjemmepleje udgør 12,7 pct. af alle ulykker og er medvirkende til, at 10 branchegrupper ud af 36 tegner sig for 64 pct. af alle anmeldte arbejdsulykker. 

På plads nummer to ligger branchegruppen Kontor med i alt 3.369 ulykker i 2016. De mange anmeldte ulykker skal dog også ses i forhold til, at der næsten er ½ mio. beskæftigede i branchegruppen.

Arbejdstilsynets årsopgørelse 2016 kan læses her:

Arbejdstilsynets årsopgørelse 2016 - Anmeldte arbejdsulykker 2011-2016.

Bilag A: Definitioner og forklaringer

Bilag B: Supplerende tabeller