Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Produkter til overfladebehandling af bygninger og konstruktioner

Arbejdstilsynet kan ansøges om en bindende forhåndsbesked om en påtænkt overfladebehandling med malevarer eller malevarelignende overfladebelægninger af bygninger og bygningsdele eller konstruktioner og konstruktionsdele. Der kan fx være etagedæk, broer, master, siloer, spunsvægge og tunneller.

Hvornår gives der bindende forhåndsbesked om produktvalg?

Hvis der er flere forskellige produkter, der lever op til rimelige tekniske krav til overfladebehandlingen som fx holdbarhed, er det arbejdsgiverens pligt at vælge det mindst sundhedsskadelige produkt.

Den projekterende må ikke i et projekt foreskrive brug af et produkt, hvis der er et mindre farligt produkt, der lever op til rimelige tekniske krav til overfladebehandlingen.

En projekterende eller en arbejdsgiver kan opnå en bindende forhåndsbesked til udførelsen af en konkret opgave med et bestemt produkt ved at fremlægge dokumenterede substitutionsovervejelser.

En bindende forhåndsbesked indebærer, at Arbejdstilsynet ikke herefter kan stille krav om substitution til et andet og mindre farligt produkt til den konkrete opgave.

Arbejdstilsynet kan dog stille krav til tilsvarende opgaver, der skal udføres på et senere tidspunkt, hvis der i mellemtiden er kommet nye produkter på det danske eller internationale marked, eller hvis man har fået ny viden om eksisterende produkter.

En bindende forhåndsbesked gives derfor kun for en enkelt fysisk og tidsmæssigt afgrænset opgave. Det betyder, at den bindende forhåndsbesked gøres tidsbegrænset, så den bortfalder, hvis det konkrete arbejde, den vedrører, ikke er færdiggjort inden for to år fra meddelelsen.

Hvornår gives der ikke bindende forhåndsbesked?

Der gives ikke bindende forhåndsbesked:
  • Til brug af giftige eller kræftrisikable stoffer, hvortil der kræves giftmeddelelse efter Miljøministeriets bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
  • Til brug af kræftrisikable stoffer, der er forbudt eller kræver godkendelse efter kræftbekendtgørelsen.
  • Til brug af produkter, som er forbudt efter § 11 i kodenummerbekendtgørelsen.

Sprøjteforbud, anmeldelse og dispensation

En entreprenør, der udfører en opgave, som der er opnået en bindende forhåndsbesked om en konkret overfladebehandling for, hvor produktet er omfattet af sprøjteforbud efter pkt. 4.1 i bilag III i bekendtgørelsen om arbejde om stoffer og materialer, af krav om anmeldelse efter pkt. 5.1 i bilag III i samme bekendtgørelse eller af krav om anmeldelse efter § 34 i kræftbekendtgørelsen, skal ansøge om dispensation fra sprøjteforbudet eller anmelde arbejdet. Der skal i dispensationsansøgningen/anmeldelsen henvises til den givne forhåndsbesked med angivelse af pågældende journalnummer.

Ansøgningens indhold

En ansøgning om bindende forhåndsbesked om produkter til overfladebehandling på bygninger og konstruktioner skal dokumentere nødvendigheden af at bruge de valgte farlige produkter. De tekniske og sundhedsmæssige egenskaber både ved de farlige produkter og ved relevante brugbare mindre farlige produkter skal dokumenteres. Det er ikke nok at dokumentere, hvad et enkelt produkt/malings-system har af tekniske og sundhedsmæssige egenskaber.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

Ansøgeren

  • Navn
  • Adresse
  • Postnr. og by
  • Telefon
  • Telefax
  • E-post
  • Kontaktperson
  • CVR-nr.
  • SE-nummer/-numre

Arbejdet

  • Hvor og hvornår arbejdet er planlagt udført.
  • En teknisk kravspecifikation for opgaven. Kravene til holdbarhed mv. skal være realistiske. Det vil sige, at der ikke må stilles strengere krav end nødvendigt.
  • En udtalelse fra mindst tre betydende leverandører (hvis det er muligt og ellers oplysning om, hvorfor det ikke er muligt) om, hvilke produkter de kan levere med lavest muligt kodenummer, som opfylder kravspecifikationen. Mindst en af leverandørerne bør have et bredt produktsortiment på det pågældende område.
  • Hvilken procedure og hvilket produkt der ønskes brugt til eventuel afrensning, klargøring, grunder/primer, mellemlag og toplag/topcoating, bilagt leverandørbrugsanvisninger for de pågældende produkter.
  • Alternative produkter/systemer til eventuel afrensning, klargøring, grunder/primer, mellemlag og toplag/topcoating, bilagt leverandørbrugs-anvisninger for de pågældende produkter.
  • Hvis der er tale om overfladebehandling på bygninger, skal ansøgningen endvidere indeholde en beskrivelse af eventuelle tekniske mangler, som produkterne i vejledningsskemaerne i At-vejledning C.0.10 om produktvalg til bygningsmalearbejde har i forbindelse med den foreliggende overfladebehandlingsopgave.
Krav til den æstetiske virkning af en overflades beskaffenhed - fx særlig finish og særlig farve - er normalt ikke et acceptabelt krav, ligesom krav om en holdbarhed på 20-30 år heller ikke normalt er acceptabelt.