Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Tilsyn med udenlandske virksomheder

 

Tilsyn med udenlandske virksomheder

Arbejdstilsynet har til opgave at føre tilsyn med, at udenlandske virksomheder overholder den danske arbejdsmiljølovgivning.

Det er endvidere Arbejdstilsynets opgave at kontrollere, at udenlandske virksomheder har foretaget anmeldelse til RUT (Registret for Udenlandske Tjenesteydere), og at anmeldelsen er fyldestgørende og korrekt i forhold til reglerne.

Tilsynet gennemføres på samme måde som i forhold til danske virksomheder, og der bruges samme reaktionstyper, som overfor danske virksomheder. Tilsynet er afgrænset til de aktiviteter, den udenlandske virksomhed har i Danmark.

Arbejdstilsynets tilsyn med udenlandske virksomheder indgår som et vigtigt led i den styrkede myndighedsindsats overfor social dumping.

Aktioner med SKAT og politiet

Arbejdstilsynet gennemfører i 2012 og 2013 en række landsdækkende og lokale aktioner sammen med SKAT og politiet. Under de uvarslede aktioner vil medarbejdere fra Arbejdstilsynet, SKAT og politiet kontrollere forholdene på virksomheder i forskellige brancher over hele landet. Kontrolaktionerne vil også omfatte mindre bygge- og anlægsopgaver i villakvarterer og på andre relevante lokaliteter. De tre myndigheder vil ind imellem aktionerne gennemføre opsøgende aktiviteter over for de udenlandske virksomheder, myndighederne støder på, eller har fået kendskab til gennem anmeldelser. 

Oversigt over aktioner mod social dumping i 2012-13

 Dato  Besøgte brancher  Resultater
7. marts 2012 Bygge og anlæg, det grønne område
og industri
Se resultater
2. maj 2012 Bygge og anlæg, hoteller, det grønne område og industri Se resultater
15. maj 2012 Bygge og anlæg, det grønne område, restauranter, hoteller og rengøring Se resultater
19. sept. 2012 Bygge og anlæg, transport, det grønne område og service Se resultater
2. okt. 2012 Bygge og anlæg og det grønne område Se resultater
28. november 2012 Bygge og anlæg og det grønne område Se resultater
15. januar 2013  Bygge og anlæg, det grønne område og industri Se resultater
 7. marts 2013 Bygge og anlæg, Det grønne område, Service og Rengøring og Industri Se resultater
 23. april 2013 Bygge og anlæg, Det grønne område, Service og Rengøring og Industri Se resultater

Oplysninger om udenlandske virksomheder

Arbejdstilsynet får oplysninger om udenlandske virksomheder, der udfører arbejde i Danmark, fra flere sider:

  • Oplysningerne kan stamme fra RUT, hvor udenlandske virksomheder har anmeldt, at de udfører arbejde i Danmark.
  • Oplysningerne kan fx være indgivet af en borger, faglig organisation eller en anden myndighed, der oplyser om, at en udenlandsk virksomhed (muligvis) ikke har foretaget anmeldelse til RUT, eller at de anmeldte oplysninger er mangelfulde eller forkerte. Der kan samtidig være oplysninger om mulig overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
  • Endvidere kan oplysningerne stamme fra hvervgivere, der kontakter Arbejdstilsynet for at oplyse, at en udenlandsk virksomhed udfører arbejde for dem.
  • Endelig kan Arbejdstilsynet få oplysninger om udenlandske virksomheder, når Arbejdstilsynet som led i det almindelige tilsynsarbejde støder på udenlandske virksomheder, der udføre arbejde.