Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Rød smiley

 Rød smiley

Den røde smiley viser, at virksomheden har fået et forbud eller et rådgivningspåbud.

Sammen med den røde smiley offentliggøres:

  • De arbejdsmiljøemner, der har udløst den røde smiley - fx støj, ergonomi eller arbejdspladsvurdering
  • Den dato, hvor Arbejdstilsynet traf afgørelsen.

 

Smiley'en omfatter virksomhedens juridiske enhed eller den konkrete produktionsenhed, som Arbejdstilsynet har været på tilsyn hos.

Hvor længe bliver den røde smiley vist?

Den røde smiley bliver altid vist på Arbejdstilsynets hjemmeside i mindst seks måneder. Det gælder uanset, om virksomheden har efterkommet forbuddet/rådgivningspåbuddet inden da.

Den røde smiley bliver herefter vist på hjemmesiden, indtil de arbejdsmiljøproblemer, der har udløst den, er blevet løst.

Hvornår bliver den røde smiley fjernet?

Den røde smiley bliver fjernet fra hjemmesiden, når Arbejdstilsynet har fået en tilbagemelding fra virksomheden om,

  • at problemerne er løst, eller
  • at de midlertidige foranstaltninger, der blev påbudt, er gennemført, og at der er iværksat en varig løsning af arbejdsmiljøproblemet.
Den røde smiley bliver dog altid vist på Arbejdstilsynets hjemmeside i mindst seks måneder. Det gælder uanset, om virksomheden har efterkommet forbuddet/rådgivningspåbuddet inden da.

Kan man klage over en smiley?

Smiley'en er kun et symbol, så virksomheden kan ikke klage over selve smileyen. Virksomheden kan dog klage til Arbejdsmiljøklagenævnet over den afgørelse, som har udløst den rød smiley.

Klagen har opsættende virkning. Det vil sige, at virksomheden ikke får en rød smiley på Arbejdstilsynets hjemmeside, før klagefristen er udløbet, og klagen er behandlet.

Klage over et forbud har dog ikke opsættende virkning. Det betyder, at den røde smiley offentliggøres med det samme.