Transport af gods

Indsatsen begynder den 1. maj 2008 og slutter ca. 31. december 2009. 

Tilsynene bliver gennemført i et begrænset antal underbrancher i både store og små virksomheder. Der vil være tale om både anmeldte og uanmeldte besøg. Forventningen er, at mindst 250 virksomheder får besøg.

Formålet med indsatserne er at sætte særlig fokus på at få afdækket arbejdsmiljøproblemer inden for det ergonomiske og det psykiske arbejdsmiljø. Tilsynene vil derfor blive tilrettelagt sådan, at der er de bedst mulige betingelser for at konstatere og reagere på netop denne type af arbejdsmiljøproblemer.

Det indebærer:  

  • både anmeldte og uanmeldte besøg
  • længere tilsyn med deltagelse af 1-2 tilsynsførende med de relevante faglige kompetencer
  • gennemførelse af tilsyn på tidspunkter, hvor de belastende arbejdsfunktioner primært udføres
  • brug af Arbejdstilsynets nye værktøjer i form af bl.a. spørgeguides om det psykiske arbejdsmiljø

Ved anmeldte besøg kontakter Arbejdstilsynet virksomheden og anmelder et besøg. Anmeldte besøg begynder som udgangspunkt med et møde. Her redegør Arbejdstilsynet for, at de relevante jobgrupper bliver fulgt på de tidspunkter, hvor de udfører deres arbejde. På fx fragtcentraler bliver det anmeldte besøg suppleret med uanmeldte besøg på de virksomheder, der kører for fragtcentralen på tidspunktet for det anmeldte besøg.

I nogle tilfælde bliver der aftalt en eller flere medarbejdergruppesamtaler. Det sker ud fra en konkret vurdering af, hvilke jobgrupper der er særligt belastede i forhold til ergonomi og psykisk arbejdsmiljø.

Et besøg kan strække sig over flere dage for at få afdækket de relevante arbejdsfunktioner på de rigtige tidspunkter. Arbejdstilsynet foretager en konkret vurdering af tilsynets varighed og omfang afhængig af virksomhedens størrelse.

Følgende brancher er omfattet af indsatsen:

  • Vejgodstransport 
  • Oplagrings- og pakhusvirksomhed  
  • Andre post og kurertjenester  
  • Godshåndtering  
  • Flytteforretninger 
  • Lufttransport af gods  
  • Serviceydelser i forbindelse med luftfart 
  • Indsamling af ikke-farligt affald (fra 1. januar 2009)
  • Indsamling af farligt affald (fra 1. januar 2009)

Fokusområder for indsatsen

Ergonomi:

  • Arbejdsstillinger 
  • Ensidigt belastende arbejde 
  • Løft 
  • Træk & skub 
  • Helkropsvibrationer

 Psykisk arbejdsmiljø:

  • Tidspres og høje krav til opmærksomhed 
  • Vold, trusler, røveri og andre traumatiske hændelser 
  • Skiftende arbejdstider og natarbejde

Velfærdsforanstaltninger er ikke omfattet af indsatsen.

Læs mere: