Status for den særlige tilsynsindsats i rengøringsbranchen
Notatet indeholder en status over resultatet af Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats inden for rengøring. De særlige tilsynsindsatser er en del af aftalen om fremtidens velstand og velfærd fra 2006.
Den særlige tilsynsindsats i rengøring er gennemført i perioden 1. september 2008 til den 31. december 2009. Der er i alt besøgt 265 virksomheder.
Generel vurdering af arbejdsmiljøet i branchen
Det generelle indtryk af branchen er, at der er problemer i arbejdsmiljøet i forhold til især det ergonomiske arbejdsmiljø. Det handler primært om problemer i forhold til ”arbejdsstillinger – og bevægelser” samt ”løft, træk og skub”.
Problemer indenfor det psykiske arbejdsmiljø træder ikke i samme grad frem. Inden for det psykiske arbejdsmiljø har Arbejdstilsynet hovedsagelig truffet afgørelser inden for områderne ”stor arbejdsmængde og tidspres” samt ”vold og traumatiske hændelser”.
Afgørelser vedrørende ergonomi
Arbejdstilsynet har truffet 271 afgørelser indenfor ergonomi. Disse fordeler sig således:
- Arbejdsstillinger- og bevægelser: 155
- Løft, træk og skub: 79
- Fysisk anstrengende arbejde: 14
- Ensidigt belastende arbejde: 17
- Øvrige ergonomisk arbejdsmiljø: 6
Der er udover afgørelserne givet 110 vejledninger vedrørende ergonomisk arbejdsmiljø.
De 139 virksomheder, som har fået afgørelser vedrørende ergonomi, har fået 1,94 afgørelse om ergonomi i gennemsnit. 126 af de 265 besøgte virksomheder har ikke fået afgørelse om ergonomi i rengøringsindsatsen.
Eksempler på afgørelser
Nedenfor beskrives konkrete eksempler på områder indenfor ergonomisk arbejdsmiljø, hvor Arbejdstilsynet har truffet afgørelser.
Arbejdsstillinger
Arbejdstilsynet har truffet afgørelser i forbindelse med belastende arbejdsstillinger for rengøringsmedarbejderne. Et eksempel kan være, at arbejdet er planlagt og tilrettelagt, således at rengøringsmedarbejderne gentagne gange i løbet af en arbejdsdag skal vride klude enten i hånden eller ved hjælp af en hånd-eller fodpresse. Disse belastninger af muskler, sener og led i hænder, arme og skuldre kan på sigt bidrage til fysisk nedslidning. Det er muligt at imødegå risikoen som følge af vrid af klude ved at ændre rengøringsmetoderne. Dette kan for eksempel ske ved, at der arbejdes med fugtige moppestykker, som løbende skiftes ud under rengøringsprocessen.
Løft, træk og skub ved manuel håndtering
Arbejdstilsynet har for eksempel truffet afgørelser ift. løft, træk og skub ved manuel håndtering af linnedvogne. Et eksempel er, at linnedvognene ikke er egnet til at køre på det pågældende underlag. Dette medfører, at rengørings-medarbejderne ikke kan styre vognen, og den samtidig skal løftes op over kanter i underlaget. Manglende kontrol over linnedvognen kan medføre sundhedsskadelige belastninger for rengøringsmedarbejderne. Dette kan imødegås ved at sikre, at linnedvognene ikke er lastet for tungt samt, at vognen er forsynet med den rette størrelse hjul, har gode håndgreb samt efterses jævnligt.
Afgørelser vedrørende psykisk arbejdsmiljø
Arbejdstilsynet har truffet 44 afgørelser indenfor psykisk arbejdsmiljø. Disse fordeler sig således:
- Vold og traumatiske hændelser: 21
- Stor arbejdsmængde og tidspres: 17
- Mobning herunder seksuel chikane: 3
- Ringe kollegial og ledelsesmæssig støtte og feedback: 1
- Øvrigt psykisk arbejdsmiljø: 2
Hertil kommer 84 vejledninger vedrørende det psykiske arbejdsmiljø. 56 af disse omhandler vold og traumatiske hændelser.
De 38 virksomheder, som har fået afgørelse vedrørende psykisk arbejdsmiljø, har i gennemsnit fået 1,16 afgørelse om psykisk arbejdsmiljø. 227 virksomheder ud af de 265 har ikke fået en afgørelse om psykisk arbejdsmiljø i rengøringsindsatsen.
Eksempel på afgørelse indenfor psykisk arbejdsmiljø
Arbejdstilsynet har truffet afgørelser i forbindelse med manglende forebyggelse af traumatiske hændelser.
Et eksempel er, at rengøringsmedarbejderen møder ind på arbejdspladsen om morgenen, og der har været indbrud på arbejdsstedet. Det er uvist for rengøringsmedarbejderen, om indbrudstyven stadig er på stedet. Der er ikke retningslinjer for, hvordan hun skal forholde sig, herunder hvem hun skal kontakte.
Manglende forebyggelse af traumatiske hændelser kan medføre en sundhedsmæssig risiko for den ansatte. Udsættelse for utrygge situationer kan på længere sigt give risiko for at medarbejderne udvikler psykiske gener.
Rådgivningspåbud
En del af afgørelserne indenfor ergonomi og psykisk arbejdsmiljø har været omfattet af Bekendtgørelse om brug af autoriseret rådgiver. Dette indebærer, at virksomhederne skal benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver ved løsningen af arbejdsmiljøproblemerne. Arbejdstilsynet har afgivet 70 rådgivningspåbud, som fordeler sig således:
| Reaktionstype |
Antal rådgivningspåbud |
| Ergonomi tripel påbud |
26 |
| Alvorlige og komplekse påbud |
29 |
| Mange arbejdsmiljøproblemer |
15 |
Øvrige områder
Foruden afgørelser indenfor fokusområderne ergonomi og psykisk arbejdsmiljø har indsatsen medført reaktioner indenfor øvrige områder. Disse fordeler sig således:
| Emne |
Afgørelser |
Vejledninger |
| Krav til egenindsats |
55 |
27 |
| Ulykkesrisici |
17 |
10 |
| Kemiske og biologiske belastninger |
12 |
8 |
| Rygelov |
4 |
|
| Indeklima |
2 |
2 |
| Støj |
1 |
3 |
| Hudbelastninger |
16 |
6 |
| Andet og øvrigt |
2 |
5 |
Yderligere information
Arbejdstilsynet har iværksat en ekstern kvalitativ evaluering, der vil belyse effekten af den særlig tilsynsindsats i Rengøring ved interview med virksomheder og tilsynsførende. Evalueringsrapporten forventes at være færdig i oktober 2010.
Læs mere om den særlige tilsynsindsats i rengøring