Notatet indeholder en status over antallet af afgørelser afgivet i forbindelse med Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats indenfor Hotel og Restauration. Denne status suppleres desuden med eksempler på, hvad der kan ligge til grund for de afgørelser, som er truffet i forbindelse med indsatsen.
Den særlige tilsynsindsats indenfor Hotel og Restauration er gennemført i perioden den 1. oktober 2007 og afsluttet den 31. december 2007. I perioden er der besøgt ca. 90 virksomheder.
Afgørelser vedrørende ergonomi i forbindelse med den særlige tilsynsindsats i Hotel og Restauration
Antal afgørelser
Der er afgivet 200 afgørelser på ergonomiområdet, hvilket svarer til, at virksomhederne i gennemsnit har fået mere end to afgørelser, når de har haft besøg af Ar-bejdstilsynet.
Afgørelserne er især afgivet inden for områderne:
- Arbejdsstillinger - ca. 69 afgørelser
- Løft, træk og skub - ca. 109 afgørelser
- Andre områder - ca. 22 afgørelser
Eksempler på afgørelser
Nedenfor beskrives konkrete eksempler, hvor Arbejdstilsynet har truffet afgørelser på områder indenfor ergonomisk arbejdsmiljø.
Arbejdsstillinger:
Indretning af reception, herunder edb-arbejdspladser
I flere tilfælde har Arbejdstilsynet truffet afgørelse i form af påbud ift. uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og bevægelser forbundet med skranke/skærmarbejde og telefonbetjening. Et eksempel herpå har været i forbindelse med arbejde i receptioner, hvor der ved skranken/arbejdsbordet ikke var mulighed for at hvile arme og hænder foran tastaturet efter behov. Der var ikke tilstrækkeligt arbejdslys, samt bordpladen var ikke placeret tilstrækkeligt højt over gulvet, således at der var plads til benene under bordet. Derudover var det ikke muligt at indstille bordhøjde efter individuelle behov, da flere personer arbejdede ved samme arbejdsplads.
Bordhøjde i køkkener
Et eksempel er, at der i forbindelse med arbejdet ved køkkenborde ikke er taget hensyn til de variationer, der er i de ansattes højde og kropsdimensioner. Køkkenborde er indstillet i fast arbejdshøjde, sådan at de ansatte arbejder i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger.
Gulvvask på store gulvarealer
Arbejdstilsynet har truffet afgørelser i form af påbud i forbindelse med gulvvask af større fri gulvarealer med minimoppe, hvor manuelle vrid fører til unødig fysiske belastninger og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. I forbindelse hermed er det vurderet, at minimoppe ikke var et egnet teknisk hjælpemiddel.
Løft, træk og skub:
Håndtering af fustager, sække, kødpakker, grøntkasser o.lign.
Gentagne løft, træk og skub af tunge og uhåndterbare genstande, fx på trapper er eksempler på områder, hvor Arbejdstilsynet har truffet afgørelser i form af påbud. Det omhandlede manuelhåndtering i form af både tunge enkeltløft og bæring.
Et eksempel her kan være bæring af fustager fra palle til fustagerum, hvor løft foregik i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og med en hånd.
Skub af linnedvogne, minibarvogne mv.
Arbejdstilsynet har besøgt hoteller, der udfører housekeepingopgaver mm. Arbejdstilsynet har kunnet konstatere, at transport af minibarvogn, linnedvogn medførte, at arbejdet ikke blev udført sundheds- og sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, da vognene var for tunge. Endvidere har det kunnet konstateres, at tæpper har medvirket til at øge belastningen for medarbejdere grundet rullemodstand.
Løft af fondgryder
Løft af fondgryder eller gryder med tungt indhold er et af de områder, hvor Arbejdstilsynet har truffet afgørelser i form af påbud. Et eksempel herpå er håndtering af gryde med kogende vand. Håndteringen foregik i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, der var risiko for skoldning, samt der var risiko for uventede belastninger, idet løftet af gryden blev foretaget af to personer.
Anretning til konferencer (borde, stole, podier etc.)
Arbejdstilsynet har truffet afgørelse i form af påbud ift. tunge løft ved anretning til konferencer, fx borde, stole, service, podier mv.
Et eksempel her kan være håndtering af podier, hvor medarbejdere løfter uhåndterbare og tunge dele i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger.
Afgørelser vedr. psykisk arbejdsmiljø ifm den særlige indsats i Hotel og restauration
Antal afgørelser
Der er afgivet 30 afgørelser inden for psykisk arbejdsmiljø, hvilket svarer til, at der i gennemsnit er givet en afgørelse til hver tredje virksomhed.
Afgørelserne er især afgivet inden for områderne:
- Stor arbejdsmængde og tidspres - ca. 11 afgørelser
- Vold, trusler og traumatiske hændelser - ca. 16 afgørelser
- Andre områder - ca. 3 afgørelser
Eksempler på afgørelser
Nedenfor beskrives konkrete eksempler på områder, hvor Arbejdstilsynet har givet afgørelser indenfor psykisk arbejdsmiljø.
Stor arbejdsmængde og tidspres:
Værelsesrengøring, arbejde i køkkener
Arbejdstilsynet har afgivet flere afgørelser indenfor stor arbejdsmængde og tids-pres, hvilket blandt andet er sket i ifm. værelsesrengøring og opvask i køkkener. Et eksempel på, hvornår Arbejdstilsynet har reageret kan være, at et arbejde er kende-tegnet ved stor arbejdsmængde med tidsfrister, der skal nås kombineret med mange afbrydelser og akutte opgaver samt, at medarbejderne har uklare og modsatrettede krav i arbejdet. Der er utilstrækkelig afgrænsning i arbejdsopgaverne, som resulte-rer i samarbejdskonflikter med andre personalegrupper.
Vold, trusler og traumatiske hændelser:
Receptioner, risiko for røveri
Et eksempel på, hvor der er truffet afgørelser ifm. vold, trusler og traumatiske hændelser kan være ved arbejdet i hotelreceptioner, hvor der mangler retningslinjer for, hvordan ansatte og ledelse forholder sig ifm. tyveri og røveri. Det kan være manglende retningslinjer for psykisk førstehjælp / efterbearbejdning af røveri og overfald samt alenearbejde som forværrende faktor.
Læs mere om den særlige tilsynsindsats i Hotel og Restauration