Resultater - Hjemmepleje og døgninstitutioner for voksne
Notatet indeholder en status over resultatet af Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats indenfor Hjemmepleje og Døgninstitutioner for voksne.
Den særlige tilsynsindsats indenfor Hjemmepleje og Døgninstitutioner for voksne er gennemført i perioden den 1. oktober 2007 til den 31. december 2008, og der er i alt besøgt 927 virksomheder.
Generel vurdering af arbejdsmiljøet i branchen
Arbejdstilsynet har gennemført en indsats med fokus på det ergonomiske og det psykiske arbejdsmiljø. Tilsynsmetoden afviger fra det almindelige tilsyn, bl.a. som følge af, at der er brugt lang tid på den enkelte virksomhed, at besøgene er gennemført af tilsynsførende med specifikke kompetencer inden for ergonomi og psykisk arbejdsmiljø og at der er gjort brug af nye værktøjer. Resultaterne viser, at metoden har været velegnet til at konstatere virksomhedernes overtrædelser indenfor det ergonomiske og det psykiske arbejdsmiljø. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at der er givet et stort antal afgørelser inden for såvel det ergonomiske som det psykiske område, og at 60 pct. af de besøgte virksomheder har fået en afgørelse på enten det ene eller det andet område.
På baggrund af besøgene vurderer Arbejdstilsynet, at der på nogle områder er sket en række forbedringer inden for plejesektoren gennem de senere år. Fx har institutionerne i stor udstrækning anskaffet de nødvendige tekniske hjælpemidler, og bygningsmassen er fornyet. På plussiden kan ligeledes nævnes, at der er få problemer med sprogbarrierer, og at en række virksomheder har gode erfaringer med kontrakter mellem institutioner og pårørende samt gode erfaringer med at have fokus på arbejdsmiljø i forbindelse med visitation.
Det er Arbejdstilsynets indtryk, at der generelt er mange forebyggelsestiltag inden for både det ergonomiske og det psykiske arbejdsmiljø, men at der fortsat er problemer. På problemsiden kan der således peges på, at der stadig er udfordringer forbundet med at undgå belastende arbejdsstillinger og med at afsætte den fornødne tid til at tage hjælpemidlerne i brug. Derudover modsvares de bedre fysiske rammer i nogen udstrækning af, at der placeres for mange møbler, hvidvarer mv. i lokalerne, som begrænser pladsforholdene. Der er også sket en udvikling i retning af øget arbejdsmængde og tidspres, hvilket bl.a. tilskrives, at antallet af plejekrævende i plejesektoren er øget. Samtidig er der fortsat problemer omkring håndteringen af vold og trusler fra beboere og pårørende.
Erfaringer fra Arbejdstilsynets møder med kommunerne
Som led i afslutningen af indsatsen har Arbejdstilsynet tilbudt størstedelen af landets kommuner at afholde et møde, og langt størstedelen af kommunerne har taget imod tilbuddet. Både ledelse og medarbejdere fra den pågældende kommune og fra institutionerne har været repræsenteret på møderne. Formålet med mødet var en orientering om resultater, drøftelse af sprednings- og forankringsmuligheder i kommunen og dialog om fremadrettede opmærksomhedsområder. Arbejdstilsynet er generelt blevet positivt modtaget, og møderne var konstruktive og gav anledning til en god dialog. Derudover har kommunerne givet meget positive tilbagemeldinger på Arbejdstilsynets procesvejledning.
Kommunerne har følgende bud på fremtidens udfordringer:
- Rekruttering og fastholdelse af personale, da der er stor personaleomsætning og højt sygefravær
- Instruktion i en verden af vikarer, højt sygefravær og skiftende personale
- Behov for synliggørelse af kommunernes serviceniveau og kvalitetsstandard mhp. forventningsafstemning ledelse, ansatte, borgere og pårørende imellem
- Behov for kompetenceudvikling i fht. borgere med særlige problemer
- Behov for håndtering af, at psykisk syge borgere placeres i hjemmeplejen og på almindelige demensafsnit
- Behov for bedre håndtering af vold
- Flere tunge (både psykisk og fysisk) brugere i plejesektoren giver flere udfordringer
- Mellemledernes arbejdsmiljø
- Ledelseskvalitet
- Fysiske rammer
Hvordan bliver resultaterne brugt fremover?
I sommeren 2009 udkommer en kvalitativ evalueringsrapport, der belyser Arbejdstilsynets og virksomhedernes vurdering af indsatsen.
I efteråret udkommer en kvantitativ evalueringsrapport, der yderligere belyser effekten af indsatsen.
Afgørelser vedr. ergonomi
Antal afgørelser
Der er truffet 995 afgørelser på ergonomiområdet. Afgørelserne er fordelt på 453 forskellige virksomheder. Dvs. at de virksomheder, der har fået afgørelser vedrørende ergonomi, har fået 2,2 afgørelser om ergonomi i gennemsnit. Lidt over halvdelen af de besøgte virksomheder (474 virksomheder) har ikke fået afgørelse på det ergonomiske område.
Afgørelserne er især givet inden for områderne:
- Arbejdsstillinger: 602 afgørelser
- Løft, træk og skub: 359 afgørelser
Der er truffet yderligere 34 afgørelser inden for de øvrige områder.
Derudover er der givet 190 vejledninger vedrørende det ergonomiske arbejdsmiljø.
Afgørelser vedr. psykisk arbejdsmiljø
Der er truffet 498 afgørelser inden for psykisk arbejdsmiljø. Afgørelserne er fordelt på 352 forskellige virksomheder. Dvs. at de virksomheder, der har fået afgørelser vedrørende psykisk arbejdsmiljø, i gennemsnit har fået 1,4 afgørelser om psykisk arbejdsmiljø. Over halvdelen af de besøgte virksomheder (575 virksomheder) har altså ikke fået afgørelse på det psykiske område. Ud af de 498 afgørelser er 31 afgørelser § 21 påbud.
Afgørelserne er især givet indenfor områderne:
- Vold, trusler og traumatiske hændelser: 155 afgørelser
- Stor arbejdsmængde og tidspres: 154 afgørelser
- Høje følelsesmæssige krav: 140 afgørelser
Der er truffet yderligere 49 afgørelser inden for de øvrige områder, herunder ringe kollegial og ledelsesmæssig støtte samt mobning.
Derudover er der givet 305 vejledninger vedrørende det psykiske arbejdsmiljø, hvoraf de 57 vedrører skiftarbejde.
Øvrige afgørelser
Ud over afgørelser vedrørende ergonomisk og psykisk arbejdsmiljø, har indsatsen foranlediget i alt 216 afgørelser samt 71 vejledninger.
Nedenfor præsenteres fordelingen af reaktioner på udvalgte kategorier:
| |
Påbud |
Vejledninger |
| APV |
42 |
11 |
| SiO |
10 |
3 |
| Velfærdsforanstaltninger |
4 |
4 |
| Rygelov |
35 |
0 |
| Hudbelastninger |
1 |
1 |
| Indeklima |
36 |
14 |
| Kemiske og biologiske belastninger |
19 |
8 |
| Støj |
10 |
0 |
| Ulykkesrisici |
34 |
7 |
Der er derudover givet 427 rådgivningspåbud fordelt som følger:
- Alvorlige og komplekse: 230
- Ergonomi tripel: 106
- Mange arbejdsmiljøproblemer: 91
Arbejdstilsynet vurderer, at der er tale om relativt få reaktioner på områderne udenfor det ergonomiske og det psykiske arbejdsmiljø, hvilket tages som udtryk for, at indsatsen har været meget fokuseret.
Læs mere om indsatsen