Bødestørrelser, skærpende omstændigheder og beregning af bøder
Bødestørrelser
Den 1. januar 2012 indføres der differentierede bøder for materielle overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne. For virksomheder med 35-99 ansatte betyder det, at bøderne forhøjes med 75 pct., mens bøderne til virksomheder med flere end 100 ansatte forhøjes med 100 pct. Baggrunden for de nye regler er et ønske om at sikre, at bøderne rammer mere ensartet.
Den mindste bøde, virksomheden kan få, er på 10.000 kr. Den gives for formelle overtrædelser - fx at virksomheden ikke har efterkommet et påbud om lovpligtigt eftersyn af tekniske hjælpemidler eller fordi der ikke er udarbejdet brugsanvisninger for de stoffer og materialer, der bruges i virksomheden. Bøder for formelle overtrædelser forhøjes ikke.
Materielle overtrædelser - fx manglende udluftning ved svejsning, manglende overdækning af rundsav eller arbejde i højden uden rækværk - udløser typisk en bøde på 20.000 kr. Bøden fordobles til 40.000 kr., hvis overtrædelsen har resulteret i dødsfald eller en alvorlig personskade. Bøden forhøjes med 75 pct. for virksomheder med 35-99 ansatte og med 100 pct. for virksomheder med flere end 100 ansatte.
Grove materielle overtrædelser - fx jordudgravning uden sikring mod sammenstyrtning, eksplosionsfare eller asbestarbejde - koster typisk 40.000 kr. i bøde. Bøden fordobles til 80.000 kr., hvis overtrædelsen har resulteret i dødsfald eller en alvorlig personskade. Bøden forhøjes med 75 pct. for virksomheder med 35-99 ansatte og med 100 pct. for virksomheder med flere end 100 ansatte.
Endelig ligger bødeniveauet på mellem 75.000 og 300.000 kr., hvis der er tale om særligt grove overtrædelser - fx manglende sikkerhedsforanstaltninger ved arbejde på vindmøller eller ved brokonstruktioner. Bødeniveauet forhøjes med 75 pct. for virksomheder med 35-99 ansatte og med 100 pct. for virksomheder med flere end 100 ansatte.
Skærpende omstændigheder
Bøden forhøjes med 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed og med 10.000 kr., hvis der er tale om særligt skærpende omstændigheder.
Eksempler på skærpende omstændigheder er, at der er nogen, der er kommet til skade, at virksomheden tidligere har fået påbud om det samme samt at overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.
En særligt skærpende omstændigheder er, at unge under 18 år er kommet til skade eller at der har været risiko for det.
Beregning af bøder
En 22-årig tømrer i en virksomhed med 50 ansatte arbejder på et tag i seks meters højde uden sikring mod faren for nedstyrtning ved tagkant. Der er ikke sket en ulykke, men der var konkret fare for nedstyrtning. Bøden beregnes således:
|
Grundbøde |
20.000 kr. |
|
Fordobling |
0 kr. |
|
Differentiering (75 pct. af 20.000 kr.) |
15.000 kr. |
|
Skærpende omstændigheder |
5.000 kr. |
|
Særligt skærpende omstændigheder |
0 kr. |
|
Bøde til arbejdsgiveren |
40.000 kr. |
En 17-årig arbejdsdreng i en virksomhed med 120 ansatte udfører arbejde i en jordudgravning, der ikke er sikret mod sammenstyrtning. Der sker et jordskred, og arbejdsdrengen omkommer. Bøden beregnes således:
|
Grundbøde |
40.000 kr. |
|
Fordobling |
40.000 kr. |
|
Differentiering (100 pct. af 80.000 kr.) |
80.000 kr. |
|
Skærpende omstændigheder |
0 kr. |
|
Særligt skærpende omstændigheder |
10.000 kr. |
|
Bøde til arbejdsgiveren |
170.000 kr. |
Det er domstolene, der fastsætter bøden i den enkelte sag.