Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Efterkommelse af rådgivningspåbud om plan for sikkerhed og sundhed

En bygherre, der har fået påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed til at bistå sig med at efterkomme påbud om manglende eller mangelfuld plan for sikkerhed og sundhed, skal indgå en skriftlig aftale med en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret til at rådgive på det fysiske område.

Se listen over rådgivningsvirksomheder, der er autoriserede på det fysiske område.

Bygherren må ikke bruge sin egen rådgiver til at efterkomme rådgivningspåbuddet. Det vil sige, at bygherren ikke må bruge en rådgivningsvirksomhed, der hører under den samme juridiske enhed som den, der har fået påbuddet.

Tilbagemelding om aftale med rådgivningsvirksomhed

Bygherren skal senest seks uger efter, at han har modtaget rådgivningspåbuddet, melde tilbage til Arbejdstilsynet, at han har indgået en aftale med en autoriseret rådgivningsvirksomhed.

Tilbagemeldingen kan ske digitalt på OnlineAt eller på den blanket, som bygherren modtog sammen med rådgivningspåbuddet. Tilbagemeldingen skal indeholde oplysninger om rådgivningsvirksomhedens navn, adresse og CVR-nummer.

Aftale med rådgivningsvirksomhed

Det skal indgå i aftalen med rådgivningsvirksomheden, at rådgiveren skal udarbejde en redegørelse, der beskriver:

  • Hvordan påbuddet om plan for sikkerhed og sundhed samt rådgivningspåbuddet er efterkommet.
  • Hvilke initiativer, der er taget for at forebygge manglende eller væsentlige mangler i skriftlig plan for sikkerhed og sundhed.

Det er forskelligt fra bygherre til bygherre, hvor mange timers rådgivning, der er behov for. Derfor er der ikke faste regler for, hvor mange timer rådgivningen skal vare. Bygherren skal bruge så megen rådgivning, som der er behov for i den konkrete sag.

Efterkommelse af påbud

Rådgivningsvirksomhedens opgave er at bistå bygherren med rådgivning om, hvordan han kan efterkomme påbuddet om plan for sikkerhed og sundhed.

Når arbejdsmiljøproblemerne er løst, skal rådgiveren udarbejde en redegørelse til bygherren om rådgivningsforløbet.

Bygherren skal, hvis Arbejdstilsynet beder om det, kunne dokumentere, at rådgivningsvirksomheden har bekræftet, at både påbuddet og rådgivningspåbuddet er efterkommet.

Rådgivningsvirksomhedens redegørelse skal være tilgængelig for alle beskæftigede på byggepladsen og for Arbejdstilsynet i hele byggeperioden.

Tilbagemelding om efterkommelse af påbud

Bygherren skal senest en uge efter fristen for at efterkomme rådgivningspåbuddet melde tilbage til Arbejdstilsynet, at arbejdsmiljøproblemet er løst.

Tilbagemeldingen skal ske digitalt på OnlineAt eller på den blanket, som bygherren modtog sammen med rådgivningspåbuddet. Tilbagemeldingen skal indeholde oplysninger om, hvordan rådgivningspåbuddet og påbuddet om plan for sikkerhed og sundhed er efterkommet.

Bygherren skal endvidere i tilbagemeldingen bekræfte, at han kan dokumentere, at rådgivningsvirksomheden i sin redegørelse har bekræftet, at begge påbud er efterkommet.

Manglende tilbagemelding om efterkommelse af påbud

Hvis Arbejdstilsynet ikke modtager en tilbagemelding om, at påbuddene er efterkommet, eller hvis tilbagemeldingen er mangelfuld, kan Arbejdstilsynet foretage et kontrolbesøg.

Vi vil her vurdere, om rådgivningspåbuddet er efterkommet, herunder om den konkrete løsning er tilstrækkelig, og om rådgivningspligten er opfyldt.

Det kan få retlige konsekvenser for bygherren, hvis vi vurderer, at rådgivningspåbuddet eller påbuddet om plan for sikkerhed og sundhed, ikke er efterkommet.

Klage

Bygherren kan klage over påbuddene til Arbejdsmiljøklagenævnet. Klagen skal indsendes til Arbejdstilsynet og være modtaget inden fire uger efter, at virksomheden har modtaget påbuddene.

Klage over et strakspåbud har ikke opsættende virkning. Det betyder, at strakspåbuddet skal efterkommes, selv om virksomheden klager.

Klage over et rådgivningspåbud har opsættende virkning, hvis klagen er modtaget inden fristen. Det betyder, at bygherren ikke behøver at rette sig efter rådgivningspåbuddet, mens klagen bliver behandlet.

Læs også