Ordbog

Her kan I finde forklaring på nogle af de ord, der oftest bruges i forbindelse med Probas og Produktregistret.

Branchekode:
Når I skal anmelde til Produktregistret, skal I beskrive, hvilke faggrupper der bruger produktet. I skal altid beskrive branche(r) i tekst, men må gerne supplere med en branchekode Danmarks Statistiks Erhvervskode, NACE-kode.
 
Funktionskode:
Når I skal anmelde til Produktregistret, skal I i tekst beskrive, hvad produktet bruges til. Men I må gerne supplere med en kode for funktionen, som kan findes her Produktregistrets kode for funktion.

Grænseværdi:
Grænseværdi udtrykker værdien for stoffets gennemsnitskoncentration i løbet af en otte timers arbejdsdag, men omfatter også korttidsværdier og loftværdier. Loftværdi betyder, at grænseværdien ikke på noget tidspunkt må overskrides. Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om grænseværdier for stoffer og materialer

Materiale:
Sammensætning af to eller flere stoffer, herunder biologiske materialer.

Probas:
Probas er et elektronisk system til at anmelde stoffer og materialer (produkter) til Produktregistret i Arbejdstilsynet. 
 
Produkt:
Kan være et stof eller et materiale, som opbevares i egen emballage, med eget handelsnavn og egen fremstiller/leverandør/importør.

Produktregistreringsnummer (Pr-nr.):
Det nummer, som et produkt får tildelt, når det er blevet registreret i Produktregistret.

Rammer:
I kan anmelde produkter, som ligner hinanden, under samme produktregistreringsnummer i en rammeanmeldelse.

Der er bestemte kriterier for, hvornår produkter kan registreres under samme produktregistreringsnummer og udgøre en ramme. Produkterne skal:

  • Tilhøre en sammenhørende gruppe, en produktserie, fx forskellige nuancer i en farveserie
  • Have samme anvendelse og funktion
  • Kemisk ligne hinanden, det vil sige, at de kun adskiller sig
     - ved få alternative komponenter, fx pigmenter, eller/og
     - ved variationer i koncentrationen af de enkelte indholdsstoffer, eller/og
     - ved variation i de fysiske egenskaber
  • Have samme faremærkning
  • Hvis der er tildelt kodenummer, have samme kodenummer
  • Have samme kemisk-toksikologiske egenskaber.
REACH:
REACH er EU's nye samlede kemikalielovgivning, der erstatter mere end 40 tidligere EU-regelsæt. REACH står for Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals. Det er en meget omfangsrig og kompliceret forordning, der giver pligter for kemikaliehåndteringen gennem produktionskæderne, det vil sige både for producenter af stoffer og brugere af stoffer og kemiske produkter. REACH er grundlæggende baseret på enkeltstoffer. Læs mere om REACH på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Specifikke varer:
Enkelte varer i en ramme, fx forskellige nuancer i en farveserie.

SPIN:
SPIN er en database med ikke-fortrolige oplysninger om kemiske stoffer fra hvert af de nordiske landes produktregistre. SPIN står for Substances in Products in the Nordic Countries. Oplysningerne omfatter antal produkter og mængder fordelt på brancher og produkttyper. SPIN er oprettet af Nordisk Kemikaliegruppe under Nordisk Ministerråd og opdateres en gang om året. De nordiske produktregistre har et tæt samarbejde med hinanden, men udveksler ikke anmeldte oplysninger. Læs mere om SPIN her.

Stoffer:
Grundstoffer og deres forbindelser. 

Toldtariffer:
Når I anmelder et produkt, skal I oplyse toldtariffen, også kaldet KN-koden (Den Kombinerede Nomenklatur). Koden gør det muligt at sammenholde og supplere Produktregistrets data med oplysninger fra bl.a. Skat og Danmarks Statistik, der indsamler varedata med KN-kode for de fleste varer. 

Vare:
Kan være et stof eller et materiale, som opbevares i egen emballage, med eget handelsnavn og egen fremstiller/leverandør/importør.