Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Arbejdspladsbrugsanvisninger

Arbejdsgiveren skal udarbejde arbejdspladsbrugsanvisninger (APB), hvis der er medarbejdere, der arbejder med farlige stoffer og materialer.

Arbejdspladsbrugsanvisningen skal handle om den konkrete brug af stoffet/materialet i virksomheden og instruere medarbejderne om, hvordan de skal håndtere det farlige stof/materiale, så der ikke opstår risiko for deres sundhed.

Udarbejdelse af arbejdspladsbrugsanvisninger

Når arbejdsgiveren skal udarbejde sin arbejdspladsbrugsanvisning, kan oplysningerne i leverandørens sikkerhedsdatablad (SDS) lægges til grund for arbejdspladsbrugsanvisningen.

Arbejdspladsbrugsanvisningen kan udarbejdes

  • som en selvstændig brugsanvisning eller 
  • som et tillæg til sikkerhedsdatabladet.

Hvis et stof eller et materiale bruges på forskellige måder i virksomheden, kan det være nødvendigt, at der udarbejdes flere forskellige arbejdspladsbrugsanvisninger.

Opdatering af arbejdspladsbrugsanvisningen

Arbejdsgiveren skal opdatere arbejdspladsbrugsanvisningen, hvis der sker ændringer i brugen af stoffet eller materialet i virksomheden, eller hvis der kommer nye oplysninger om fx farligheden af stoffet eller materialet. Arbejdsgiveren skal også vurdere, om ændringerne betyder, at der er behov for nye eller ændrede sikkerhedsforanstaltninger – og i givet fald indføje dem i arbejdspladsbrugsanvisningen.

Arbejdsgiveren skal bl.a. opdatere arbejdspladsbrugsanvisningen:

  • Hvis leverandørens sikkerhedsdatablad viser, at mærkningen af de stoffer/materialer, som virksomheden modtager, er ændret.
  • Hvis stoffet/materialet skal ommærkes efter CLP-forordningen.

Hvis arbejdspladsbrugsanvisningen er udarbejdet som en selvstændig brugsanvisning, skal virksomheden opdatere punkt 2, 3 og 14, hvis mærkningen af de leverede stoffer/materialer ændres.

Mærkningen i arbejdspladsbrugsanvisningen skal altid stemme overens med mærkningen på stoffets/materialets etiket.

Det er tilladt at opbevare samme materiale i to forskellige beholdere, der er mærket efter henholdsvis Miljøministeriets regler og CLP-forordningen. Husk blot, at hver beholder i så tilfælde skal have sin egen arbejdspladsbrugsanvisning.