Bilag 2 - Krav til virksomhedens (produktionsenhedens) egen indsats i forbindelse med erhvervelse af et arbejdsmiljøcertifikat, jf. § 5, stk. 1, nr. 2
Bilag 2 til lov om arbejdsmiljøcertifikat til virksomheder og om statstilskud til virksomheder med certifikat
I. Akkrediteret inspektion
For at erhverve et arbejdsmiljøcertifikat gennem en akkrediteret inspektion skal følgende forhold vedrørende virksomhedens egen indsats være iagttaget:
(De krav, der gør sig gældende for virksomheden, gælder tilsvarende for produktionsenheden).
1. Beskrivelse af virksomhedens arbejdsmiljøpolitik
Virksomheden skal beskrive arbejdsmiljøarbejdet på virksomheden. Beskrivelsen skal som minimum indeholde en bredt formuleret principerklæring fra ledelsen om vigtigheden af arbejdsmiljøet og angive klare grundlæggende mål.
Der skal være tilkendegivelser om grundlæggende pligter og opgaver vedrørende arbejdsmiljøindsatsen for den øverste ledelse, ledelsesstaben, de ansatte og sikkerhedsorganisationen.
2. Arbejdspladsvurdering
Der skal foreligge en skriftlig arbejdspladsvurdering i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
Ved prioriteringen af arbejdsmiljøindsatsen skal virksomheden forholde sig til og (hvor det er relevant) inddrage væsentlige arbejdsmiljøproblemer, jf. bilag 1.
3. Sikkerhedsarbejde
I virksomheder, hvor der skal være en sikkerhedsorganisation, skal denne være etableret i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen. Sikkerhedsorganisationen skal være inddraget i alle relevante opgaver vedrørende arbejdsmiljøforhold.
Sikkerhedsorganisationens medlemmer skal have gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen eller være tilmeldt uddannelsen.
Et medlem af virksomhedens øverste ledelse skal være formand for det øverste udvalg i sikkerhedsorganisationen. Ligeledes skal et medlem af den nærmeste øverste ledelse være formand i relation til de respektive underudvalg i sikkerhedsorganisationen.
4. Andre lovpligtige uddannelser, oplæring m.v.
De ansatte skal have gennemgået andre lovpligtige uddannelser i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen eller være tilmeldt disse. Nyansatte og ansatte, der overføres til andre opgaver, skal have fået den fornødne oplæring og instruktion i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
5. Ulykkesundersøgelser og -forebyggelse m.v.
Anmeldepligtige arbejdsulykker skal være anmeldt og undersøgt i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens krav. Tilløb til arbejdsulykker skal ligeledes undersøges.
Der skal være fastlagt retningslinjer for undersøgelser af arbejdsulykker og tilløb til arbejdsulykker og retningslinjer for iværksættelse af forebyggende foranstaltninger mod gentagelse af arbejdsulykker og tilløb til arbejdsulykker.
6. Brugsanvisninger
Leverandørbrugsanvisninger og arbejdspladsbrugsanvisninger vedrørende CE-mærkede maskiner, stoffer og materialer skal være til stede på virksomheden og være tilgængelige i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
7. Lovpligtige eftersyn
De af virksomhedens tekniske hjælpemidler, der er omfattet af et lovpligtigt eftersyn, skal have gennemgået dette lovpligtige eftersyn i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
8. Bedriftssundhedstjeneste (BST)
Hvis virksomheden er BST-pligtig, skal tiltrædelsesvedtægt med en bedriftssundhedstjeneste være indgået. Tillige skal der være retningslinjer for virksomhedens samarbejde med bedriftssundhedstjenesten i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
9. Arbejdsmiljøgennemgange
Virksomheden skal gennemføre interne arbejdsmiljøgennemgange på virksomheden minimum to gange om året. På virksomheder, hvor der efter arbejdsmiljølovgivningen skal være etableret en sikkerhedsorganisation, skal denne deltage i gennemgangen.
10. Arbejdsmiljøinddragelse i forbindelse med planlægning
Virksomheden skal inddrage arbejdsmiljøforhold ved indkøb, projektering eller ændring af arbejdsprocesser m.v. i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen. Vurdering og inddragelse af arbejdsmiljøhensyn skal indgå så tidligt som muligt.
11. Arbejdsmiljøkrav til fremmede virksomheder, der udfører arbejde på virksomhedens område
Virksomheden skal, hvor det er relevant, udarbejde retningslinjer for information om arbejdsmiljøkrav over for fremmede virksomheder, der arbejder inden for virksomhedens område.
II. Akkrediteret certificering
En virksomhed kan opnå akkrediteret certificering, hvis den etablerer og vedligeholder et system til styring af arbejdsmiljøet. Systemet skal indeholde nedennævnte elementer og udformes således, at det er tilpasset den enkelte virksomhed.
(De krav, der gør sig gældende for virksomheden, gælder tilsvarende for produktionsenheden).
1. Arbejdsmiljøkrav
Systemet opbygges således, at det sikrer, at arbejdsmiljøkravene til virksomheden, som er listet under punkt I, opfyldes.
2. Arbejdsmiljøpolitik
Ud over de krav, der følger af punkt I, nr. 1, skal der i arbejdsmiljøpolitikken være udmøntet konkrete delmål og aktiviteter, der skal gennemføres for at opfylde målene. Arbejdsmiljøpolitikken skal endvidere være udmøntet i forbindelse med andre politikområder, f.eks. indkøbspolitik.
3. Kortlægning, mål og handleplaner
Virksomheden skal gennemføre kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljø og virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. På baggrund af kortlægningen skal der udarbejdes en prioriteret handlingsplan til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.
Ved prioriteringen af arbejdsmiljøindsatsen skal virksomheden forholde sig til og (hvor det er relevant) inddrage væsentlige arbejdsmiljøproblemer, jf. bilag 1.
4. Organisation
Virksomheden skal fastlægge opgaver, ansvar og beføjelser i relation til virksomhedens arbejdsmiljøarbejde. Dette omfatter bl.a. beskrivelsen af virksomhedens sikkerhedsorganisation.
Virksomheden skal udforme og vedligeholde fremgangsmåder for, at kommunikationen mellem de forskellige niveauer og funktioner i virksomheden sikrer, at viden om arbejdsmiljøforhold formidles til og behandles på relevante områder.
5. Uddannelse og træning
Virksomheden skal udforme og vedligeholde procedurer, der sikrer, at relevante behov for uddannelse og træning bliver identificeret, og at medarbejderne opnår de tilhørende sikkerheds- og sundhedsmæssige færdigheder, der er hensigtsmæssige eller krævede for gennemførelsen af deres arbejde.
6. Implementering og drift
Virksomheden skal identificere de funktioner, hvor behovet for planlægning og gennemførelse af aktiviteter har væsentlig betydning for arbejdsmiljøet. Hvor det er relevant for sikring af arbejdsmiljøet, skal der udformes nedskrevne fremgangsmåder.
7. Forebyggelse af ulykker
Virksomheden skal udforme og vedligeholde procedurer for at sikre, at potentielle risici bliver identificeret, og at der tages passende forholdsregler med henblik på at forebygge og håndtere eventuelle ulykker.
I det omfang det er relevant, skal der gennemføres ulykkes- og risikoanalyser. Resultatet af sådanne analyser skal inddrages ved revisionen af handlingsplanen, jf. nr. 3.
8. Lovbestemte krav og andre bestemmelser
Virksomheden skal udforme og vedligeholde procedurer, der sikrer, at eksisterende og nye krav i arbejdsmiljølovgivningen bliver identificeret og efterlevet, og at arbejdet med opfyldelse af kravene bliver integreret i arbejdsmiljøstyringssystemet.
9. Overvågning
Virksomheden skal udforme og vedligeholde fremgangsmåder, der sikrer, at relevante forhold i relation til arbejdsmiljøet løbende bliver overvåget.
Hvor det er relevant, skal der være overvågnings- eller vedligeholdelsesplaner for at sikre, at hjælpemidler, sikkerhedsudstyr, teknisk udstyr og anlæg bliver vedligeholdt og til enhver tid er funktionsdygtigt som foreskrevet.
Overvågning omfatter også vedligeholdelse af kortlægningen.
10. Afvigelser, korrigerende og forebyggende handlinger
Virksomheden skal udforme og vedligeholde procedurer til at håndtere afvigelser og gennemføre korrigerende og forebyggende handlinger.
Afvigelser er hændelser, der afviger fra de fastlagte fremgangsmåder og planer i virksomhedens system til styring af arbejdsmiljøet.
Afvigelser omfatter bl.a. ulykker, hændelser, som kunne resultere i ulykker, og forhold, som kunne medføre arbejdsbetingede skader.
11. Intern audit
Virksomheden skal udforme og vedligeholde procedurer for periodevis udførelse af intern audit af virksomhedens system til styring af arbejdsmiljøet for at
a) undersøge, hvorvidt systemet er udformet og fungerer tilfredsstillende, og
b) undersøge, om forpligtelser i arbejdsmiljøpolitikken og handlingsplanen bliver opfyldt.
Procedurer for intern audit skal sikre, at der sker en effektiv opfølgning.
12. Evaluering
På baggrund af resultaterne af intern audit opdatering af kortlægning, status på handlingsplanen og andre informationer skal arbejdsmiljøstyringssystemet regelmæssigt evalueres for at sikre, at det fortsat er egnet. Evalueringen skal behandle det eventuelle behov for ændringer i politik, mål og handlingsplaner og andre dele af systemet.
13. Registrering og dokumentation
Virksomheden skal, hvor det er relevant, udforme og vedligeholde procedurer, der sikrer, at aktiviteterne i forbindelse med virksomhedens arbejdsmiljøarbejde bliver dokumenteret.