Accept af cookies fra arbejdstilsynet.dk

Arbejdstilsynet.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Love

 

Lov om arbejdsmiljøcertifikat til virksomheder og om statstilskud til virksomheder med certifikat

Beskæftigelsesministeriets lov nr. 442 af 7. juni 2001 med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter

Kapitel 1 - Formål

§ 1. Loven har til formål at skabe grundlag for, at virksomheder med ansatte, der er omfattet af lov om arbejdsmiljø, kan få udstedt et arbejdsmiljøcertifikat.

Definitioner

§ 2.
Ved en virksomhed forstås i denne lov en juridisk enhed i form af:

  1. En fysisk person i dennes egenskab af arbejdsgiver.
  2. En juridisk person eller en filial af en udenlandsk juridisk person.
  3. En statslig administrativ enhed.
  4. En amtskommune.
  5. En kommune.
  6. Et kommunalt fællesskab.

§ 3. Ved en produktionsenhed forstås i denne lov:

  1. Den hovedaktivitet, som udøves af en juridisk enhed, der kun har én hovedaktivitet, og hvor al aktivitet udøves på eller fra samme geografiske adresse som den juridiske enheds adresse.
  2. Den enkelte hovedaktivitet, hvis en juridisk enhed har flere hovedaktiviteter, der udøves på eller fra én geografisk adresse.
  3. Den enkelte aktivitet, hvis en juridisk enhed har aktiviteter, der udøves på eller fra flere geografiske adresser.

Stk. 2. Efter denne lov anses byggepladser ikke som produktionsenheder.

Kapitel 2 - Arbejdsmiljøcertifikat til virksomheder

§ 4. Virksomheder med ansatte, der er omfattet af lov om arbejdsmiljø, kan få udstedt et arbejdsmiljøcertifikat, der vedrører enten den juridiske enhed med alle tilhørende produktionsenheder eller en eller flere produktionsenheder.

§ 5. For at en virksomhed kan få udstedt et arbejdsmiljøcertifikat, herunder for en tilhørende produktionsenhed, skal følgende krav være opfyldt:

  1. Virksomhedens eller produktionsenhedens materielle arbejdsmiljø skal være i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens krav, for så vidt angår væsentlige arbejdsmiljøproblemer inden for de områder, der er angivet i bilag 1. Ved væsentlige arbejdsmiljøproblemer forstås problemer, der vil kunne medføre et påbud i henhold til lov om arbejdsmiljø.
  2. Virksomheden eller produktionsenheden skal have opfyldt kravene til dens egen indsats i forbindelse med arbejdsmiljøet, jf. bilag 2.
  3. Virksomheden eller produktionsenheden skal under medvirken af medarbejderne eller deres repræsentanter have besluttet, hvordan den konkret vil arbejde for en rummelig arbejdsplads og et rummeligt arbejdsmarked. For virksomheder eller produktionsenheder med sikkerhedsudvalg, jf. arbejdsmiljølovens § 7, skal beslutningen indeholde mål, en handlingsplan og retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
  4. Virksomheden eller produktionsenheden skal under medvirken af medarbejderne eller deres repræsentanter have besluttet, hvordan den konkret vil arbejde for sundhedsfremme på arbejdspladsen. For virksomheder eller produktionsenheder med sikkerhedsudvalg, jf. arbejdsmiljølovens § 7, skal beslutningen indeholde mål, en handlingsplan og retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
  5. Der skal foreligge dokumentation for dels virksomhedens eller produktionsenhedens indsats for at opfylde kravene i nr. 1-4, dels resultaterne af denne indsats. Det skal i den forbindelse dokumenteres, at medarbejderne eller deres repræsentanter har været inddraget i arbejdet med at opfylde kravene i nr. 1-4. Dokumentationen skal være offentligt tilgængelig i samlet form.

Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om kravene i stk. 1. Arbejdsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om kravene til dokumentationen for, at kravene i stk. 1 kan anses for at være opfyldt, herunder hvordan virksomheder og produktionsenheder med og uden sikkerhedsudvalg, jf. arbejdsmiljølovens § 7, kan dokumentere, at de opfylder kravene i stk. 1.

§ 6. Et arbejdsmiljøcertifikat, der indeholder en bekræftelse på, at virksomheden eller produktionsenheden opfylder alle kravene i § 5, kan opnås enten gennem en akkrediteret inspektion eller en akkrediteret certificering, jf. § 7.

Stk. 2. Virksomheder kan selv vælge, om de vil søge om at få et arbejdsmiljøcertifikat gennem en akkrediteret inspektion eller en akkrediteret certificering.

Stk. 3. Et arbejdsmiljøcertifikat skal fornys hvert tredje år.

§ 7. Akkrediteret inspektion foretages af et inspektionsorgan, mens akkrediteret certificering foretages af et certificeringsorgan. De pågældende organer skal være akkrediteret hertil af DANAK eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan.

Stk. 2. Inspektions- og certificeringsorganer betaler for at blive akkrediteret efter regler fastsat af akkrediteringsorganet.

Stk. 3. Virksomhederne betaler for inspektion og certificering, herunder udstedelse af certifikat.

§ 8. Arbejdsministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om inspektion og certificering og om udstedelse af et arbejdsmiljøcertifikat, herunder regler om offentliggørelse af virksomheder med certifikat.

Kapitel 3 - (Ophævet)

Kapitel 4 - (Ophævet)

Kapitel 5 - (Ophævet)

Kapitel 6 - Ikrafttræden m.v.

§ 24. (Ophævet)

§ 25. (Ophævet)

§ 26. Arbejdsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. (Ophævet)

Stk. 3. (Ophævet)

Stk. 4. (Ophævet)

Stk. 5. (Ophævet)

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.