Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Nedstyrtningsfare - montering af ståltagplader

Resume af Østre Landsrets dom afsagt den 20. december 2011 i ankesag S-1630-11

En ansat i en personligt ejet virksomhed havde arbejdet i ca. 9 meters højde med montering af ståltagplader stående på en betondrager, uden at han var sikret mod nedstyrtning. Han havde ikke ved Arbejdstilsynets besøg været klikket på en opsat stålwire med sin sikkerhedsline. Den ansatte oplyste, at han havde arbejdet med sikkerhedslinen klikket på wiren inden Arbejdstilsynets besøg, men at han det pågældende sted havde klikket sig af wiren, fordi han skulle lægge tagplader på et sted, hvor stakken med tagplader var placeret, hvorfor det var upraktisk at være klikket på wiren. Det blev under sagen oplyst, at den ansatte havde arbejdet på pladsen i 4-5 dage, og at arbejdsgiveren ikke i denne periode havde været på pladsen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvor ejeren af virksomheden var blevet idømt en bøde på 25.000 kr. uden forvandlingsstraf. Tiltalte fandtes ikke at have opfyldt sin forpligtelse til at give den fornødne instruktion om sikkerhedsforanstaltninger. Tiltalte havde endvidere ikke ført tilsyn på den pågældende arbejdsplads. Der var derfor ikke grundlag for at fritage tiltalte fra bødestraffen efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3. Landsretten lagde vægt på den ansattes forklaring, om at han ikke var instrueret i, hvordan han sikkerhedsmæssigt forsvarligt skulle løse problemet med at lægge tagplader på stedet, hvor stakken med tagplader befandt sig. Landsretten antog, at denne situation opstod ofte i forbindelse med lægning af taget, der var en almindeligt forekommende opgave i virksomheden.