Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Stilladsnedtagning

Resumé af Østre Landsrets dom afsagt den 1. juli 2009 af 19. afdeling i ankesag nr. S-3655-08

En ansat i T A/S (stilladsfirma) befandt sig under demontering af et stillads på øverste stilladsdæk i ca. 11-12 meters højde uden at være effektivt sikret mod nedstyrtning, idet gelænderet på stilladsets 3 yderste felter på øverste stilladsdæk var demonteret og nedfiringssted var placeret mellem 4. og 5. dæk.

Den ansatte var udlænding og blev ikke i forbindelse med retssagen afhørt som vidne.

Byretten idømte T A/S en bøde på 50.000 kr. ved dom i december 2008. Byretten lagde vægt på, at det ikke efter bevisførelsen kunne anses for godtgjort, at tiltalte konkret og på fyldestgørende vis instruerede den ansatte forud for arbejdets påbegyndelse, ligesom det heller ikke blev anset for godtgjort at der var ført effektivt tilsyn. Ved bødens udmåling blev det tillagt betydning, at T A/S tidligere var straffet to gange, henholdsvis den 8. oktober 2002 og den 1. maj 2006, for overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen.

Landsretten stadfæstede byretsdommen. Landsretten lagde vægt på, at den ansatte ved Arbejdstilsynets forespørgsel på gerningsdagen ikke vidste hvad ”ramme/hegn” princippet gik ud på og at han oplyste ikke at have fået nogen instruktion vedrørende stilladsnedtagning. Henset hertil, og da det ikke på baggrund af vidneforklaringerne i øvrigt kunne anses for godtgjort, at arbejdsgiveren havde opfyldt sine pligter efter arbejdsmiljølovens kapitel 4 vedrørende stilladsnedtagning, var betingelserne for at anvende arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3 ikke tilstede.