Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Nedstyrtningsfare

Vestre Landsrets dom afsagt 16. oktober 2007 af 4. afdeling i ankesag nr. S-1618-07

Udskrift af dombogen for Retten i Viborg i sag nr. SS 884/2007

Dom afsagt den 9. juli 2007
 
Anklagemyndigheden mod T ApS
 
T ApS er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. dagældende stk. 3, nr. 1, nu jf. stk. 4, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 22, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse § 30, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved at arbejdet med udlægning af isoleringsmateriale den 21. april 2006 på byggepladsen Adressen B, ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet en ikke nærmere identificeret ansat mand, der var udlejet som arbejdskraft til tiltalte af Firma A, i forbindelse med udførelsen af arbejdet, sad på hug på en hanebjælke ca. 2,7 meter over terræn, uden at der var truffet nogen form for foranstaltninger til sikring mod nedstyrtningsfaren, hvorved der var fremkaldt fare for personskade.
 
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 25.000 kr.
 
Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Vidne 1 har forklaret, at han er direktør og anpartshaver i det tiltalte selskab. Selskabet beskæftiger sig især med udvikling og udlejning af ejendomme, men ikke på det håndværksmæssige plan. Arbejdet på Adressen B, var et projekt, der vedrørte ombygning af ejendommen, og det tiltalte selskab stod for ombygningen. Der er ikke ansatte i selskabet. Arbejdet blev ligesom i andre projekter udført af udefra kommende arbejdskraft, og tiltalte hyrede forskellige håndværkere til at udføre underentrepriserne. Der er ikke nogen, der har hovedentreprisen. Firma A stod bl.a. for tømrerentreprisen, og det var tiltalte, der havde engageret selskabet. Det var vist hans byggeleder, Vidne 2, der havde hørt om Firma A. Vidne 2 skulle koordinere de forskellige håndværkere, kontrollere arbejdet og den slags ting. Det isoleringsarbejde, der blev udført, var der fast pris på. Firma A havde flere entrepriser, både nedbrydning, malerarbejde, tagarbejde med videre. Firma A beskæftigede polske arbejdere. Der var indgået skriftlig aftale med Firma A. Han tør ikke sige, om der var en sjakbajs blandt de polske håndværkere, men han ved, at Vidne 3 på et tidspunkt har været på byggepladsen. I øvrigt var arbejdet jo planlagt på forhånd. Selve udførelsen kontrollerede Vidne 2. På byggepladsen var der mellem 2 og 4 polske arbejdere. Byggeriet varede omkring et halvt år. Vidne 2 var ansat i Firma B, ikke i det tiltalte selskab. Firma B er et ejendomsselskab, han har. Det var tiltalte, der ejede bygningen og stod for projektet. Det var også tiltalte, der havde indgået aftalen med Firma A. Vidne 2 var til stede på byggepladsen hver dag. Aflønningen af de pågældende polske medarbejdere stod Firma A for, og tiltalte fik så en faktura fra firmaet. Det fremgår af kontrakten, at han skulle levere værktøj og materialer, resten skulle Firma A selv stå for. Vidne 2 skulle som sagt kontrollere, at arbejdet blev udført rigtigt, men var ikke i den forstand leder for de polske arbejdere. Det sikkerhedsmæssige må være op til den entreprenør, som leverer arbejdskraften til tiltalte. Det fremgår af kontrakten. Tiltalte havde ikke noget ansvar herfor. Han har ikke drøftet det sikkerhedsmæssige med Firma A, og det gør han heller ikke med nogen af sine andre underentreprenører. Det sikkerhedsmæssige må være Vidne 3s ansvar, og hun indfandt sig på byggepladsen en gang om ugen. Han har selv på et tidspunkt indfundet sig på byggepladsen og instrueret i, hvad der skulle laves, men har ikke blandet sig i det sikkerhedsmæssige. Der var stillads til rådighed uden om bygningen. Der var ikke sikkerhedsliner på byggepladsen ham bekendt, heller ikke sikkerhedsnet. Af andre underentreprenører havde han VVS-firmaer, malere, jord og beton, kloak med videre. Selve udførelsen af det arbejde, Firma A skulle stå for, har han ikke blandet sig i. Han interesserede sig kun for det færdige resultat, så det har været op til Firma A selv. Vidne 3 var arbejdsgiver for de polske arbejdere. Man kunne godt have sat et rullestillads op og udført arbejdet herfra, men normalt vil man blot sætte rækværk op. Man kunne også have afdækket med brædder. Problemet er, at de to kviste faktisk er skåret ud for tidligt, for egentlig er der loft over det hele, og problemet er fremkommet ved, at man i forbindelse med, at man har etableret kvisten har skåret ud.
 
Vidne 4 har forklaret, at han og en kollega, begge ansat i Arbejdstilsynet, indfandt sig på den pågældende byggeplads på Adressen B. Ved indgangen mødte de en polak, som viste ham hen til en anden, der hed Vidne 2. Han og kollegaen gennemgik sammen med Vidne 2 byggepladsen. Det var en større ejendom, der var under renovering. Der var opsat stillads, men der skete også meget inde i huset, herunder opsætning af gipsplader, døre og vinduer, ligesom der var ved at blive pålagt isolering af spærene indvendig i huset. Der var nogle huller i loftet, og ved et af hullerne var en mand i gang med at lave isoleringsarbejde. Den pågældende stod på en bjælke, en spærfod, og var ved at banke en anden bjælke på plads oppe under taget, 2,7 meter over gulvet. Den pågældende kunne falde igennem hullet, så han bad Vidne 2 foranledige arbejdet stoppet og medarbejderen kaldt ned. Han meddelte straks et påbud om, at der skulle sikres mod nedstyrtning. Det var en polsk arbejder, så han fik aldrig navnet på den pågældende. Der var også andre polske arbejdere til stede. Vidne 2 var vist en slags arbejdsleder, men ikke chef i det firma, hvor de polske arbejdere var ansat. Vidne 2 fortalte, at de polske arbejdere var lejet ind via et firma, der hed Firma A. Han afgav vist i alt 4 påbud, som blev rettet til T ApS, fordi han fik oplyst, at der var tale om indlejet arbejdskraft. Nogle dage efter ringede han til Firma A, hvilket var forbundet med noget besvær. Det nummer, der var i systemet, viste sig at tilhøre en blomsterbutik. Den, der tog telefonen, kendte ikke noget til firmaet. Vidne 2 fortalte, at han havde ansvaret for at forklare, hvordan arbejdet skulle udføres, og det var også Vidne 2, der sørgede for, at den sikring, han påbød, blev etableret, så Vidne 2 fremtrådte som arbejdsleder. I den konkrete situation kunne man have sikret på forskellige måder: Med en sele, hvilket dog ville være forbundet med nogen vanskelighed i den konkrete situation, dække hullerne over, mens arbejdet blev udført eller lave rækværk. Det var hans fornemmelse, at Vidne 2 ikke helt vidste, hvad der skulle ske på byggepladsen, også i relation til det påbud vedrørende asbest, han meddelte. Han spurgte Vidne 2 vedrørende ansættelsesforholdet til polakkerne, og Vidne 2 henviste her til Vidne 1 som øverste chef for arbejdet. Vist dagen efter talte han med Vidne 1, og enten Vidne 2 eller Vidne 1 nævnte Firma A. Han fandt telefonnummeret på firmaet i krak. I almindelighed vil man stile påbuddet fil den virksomhed, som aflønner den pågældende medarbejder, men ved indlejning er der særlige regler for, hvem der har ansvaret. Det var hans opfattelse, at de polske medarbejdere blev aflønnet af Vidne 1.
 
Vidne 2 har forklaret, at han var ansat af Firma B som byggeleder. Han skulle tage sig af byggepladsen på Adressen B, hvor han skulle sørge for, at de fornødne materialer var til rådighed for håndværkerne og lignende. Han var også med til at instruere håndværkerne. På byggepladsen var der både danske, tyske og polske håndværkere. De fleste danske arbejdere var ansat af eksterne firmaer, de tyske var ansat i T ApS, og de polske var lejet hos et firma. Han havde været med til at skabe kontakten. Firma A, var et, han og Vidne 1 erfarede om fra en avis. I annoncen blev der tilbudt polske håndværkere. Han ringede og talte med Vidne 3, som fortalte, at der var tale om uddannede tømrere og murere. Vidne 3 sørgede udelukkende for at finde håndværkerne i Polen og var ikke selv håndværksuddannet. Hun var heller ikke byggeleder. Vidne 3 kom ca. en gang om ugen for kontrollere timesedlerne, som blev skrevet på polsk. Vidne 3 sørgede for aflønning af de polske medarbejdere, men havde ikke noget med det sikkerhedsmæssige at gøre, og det var Firma A, der stillede alle materialer til rådighed. Kommunikationen foregik på tysk. Aftalen med Vidne 3 var, at de blot skulle fortælle, hvor mange folk de skulle bruge, så skulle Vidne 3 nok skaffe dem. Noget blev udført til fast pris, andet var på timeløn. Der var hovedsageligt ham, der sørgede for, at tingene kørte, som de skulle, men Vidne 1 kom også nogle gange. Han snakkede hver dag med de polske medarbejdere, som typisk var gået i gang inden han kom, og i øvrigt også arbejdede, når han gik samt om lørdagen. Han og Vidne 1 gav instruktioner om, hvordan arbejdet skulle laves. Vidne 1 kom nok omkring hver 14. dag, og de talte også i telefon sammen. Han og Vidne 1 instruerede i de sikkerhedsmæssige forhold. Vidne 3 fungerede nogle gange som tolk i den sammenhæng, men havde intet kendskab til den danske arbejdsmiljølovgivning. De polske arbejdere var i gang med at gøre klar til nogle kviste. Der var nedefra skåret huller i loftet, og der var så adgang til loftsrummet via stige. Den pågældende medarbejder stod på hanebjælken i ca. 2,7 meters højde, og der var ikke noget stillads opstillet. Han fandt i samarbejde med arbejdstilsynets repræsentant ud af, at der kunne ske afskærmning, så man ikke kunne falde ned i hullet. Det var forud blevet vurderet, at en sådan afskærmning ikke var nødvendig. Til dagligt var det ham, der foretog vurderingen af, hvad der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og der var stor forskel på den danske og den polske arbejdsmiljølovgivning. Der var mange ting, der måtte påtales, og det gjorde enten han eller Vidne 1. I den sammenhæng fungerede Vidne 3 mest som oversætter og vidste ikke meget om arbejdsmiljøforhold. Han fandt efterfølgende ud af, at ikke alle af de polske medarbejdere var faglærte. Flere af dem var tjenere. De pågældende var vist ansat i et firma i Polen, som Vidne 3 så indgik aftale med. Firma A er Vidne 3s firma, men de pågældende var ikke ansat heri. Det var T ApS, som udbetalte kontraktsummen til Firma A, som vist beholdt 20% selv. En overgang betalte Vidne 3 selv penge til de polske arbejdere, andre gange skete det via det polske selskab, de var ansat i. Firma A kunne ikke bestemme, hvorledes arbejdet skulle udføres. Det var Vidne 1s afgørelse, for Firma A vidste ikke noget om byggeri. Der var ikke en egentlig leder blandt de polske arbejdere. Vidne 3 var typisk til stede to-fire gange om måneden og havde som sagt kun en tolkerolle. Han og Vidne 1 stod for det sikkerhedsmæssige. Han havde vurderet, at det pågældende arbejde ikke var farligt, for der var ikke så langt ned og meget at tage fat i. Han er efterfølgende blevet afskediget af Firma B.
 
Vidne 3 har forklaret, at hun har haft tilknytning til Firma A, men firmaet eksisterer ikke længere. Det var et firma, som havde indgået en aftale med et polsk firma om udstationering af håndværkere i Danmark. I Danmark var det hende, der stod for firmaet. Hun var formidler mellem danske firmaer og et polsk firma. Hun skulle sørge for, at medarbejderne havde ordentlige vilkår i Danmark, fik deres løn og den slags ting. Hun er blomsterdekoratør og har ingen håndværksmæssig uddannelse. Hun var altid bedst tilpas med, at de polske håndværkere arbejdede steder, hvor der var danske driftsledere til stede. Ellers ringede hun til det polske firma for at få råd og instrukser. I relation til tiltalte, var der tale om arbejde med renovering af en større bygning. For hvert stykke arbejde er der indgået en aftale som i sagens bilag 10. Hun var ikke med ude og føre tilsyn, for hun kender intet til byggeri og kontrollerede heller ikke, om arbejdet blev udført ordentligt. På Adressen B var det vist en, der hed Vidne 2, som var daglig leder. Hun stillede blot arbejdskraft til rådighed og udbetalte ikke løn. Hun skrev en regning til tiltalte, og kontaktsummen blev sendt til det polske firma, som aflønnede de polske medarbejdere på byggepladsen. Nogle gange kom hun på byggepladsen flere gange om ugen, andre gange sjældnere. Hendes rolle var at tolke. Det var typisk Vidne 2, der ringede og bad hende komme og forklare de polske arbejdere, hvordan opgaverne skulle udføres. Det var den eneste rolle, hun havde. Hun havde ingen forstand på sikkerhedsforhold, men på et tidspunkt har de snakket om, at medarbejderne skulle have sikkerhedssko på. Hun har aldrig instrueret de polske medarbejdere i sikkerhedsforhold og regnede med, at det var arbejdslederen, der gjorde det. Hun havde også en aftale med det polske firma herom. Hun stillede ikke udstyr eller materialer til rådighed, men formidlede blot arbejdskraften. Efter afslutningen af byggeriet på Adressen B, har hun ikke indgået tilsvarende aftaler.  Firma A blev oprettet i april 2006 og blev forsøgt afmeldt et halvt år senere. Efter toldvæsenets anvisninger har hun dog beholdt sit CVR-nummer, men der er ingen aktiviteter i firmaet. Firma A formidlede arbejdskraft til byggerier og havde ikke selv ansatte. Aftalen mellem Firma A og T ApS var vist nok til fast pris. Kontrakterne vedrører et bestemt stykke arbejde. Hun vil ikke betegne sig som entreprenør og har ingen maskiner. Hun troede, de polske håndværkere var faguddannede, men det viste sig efterfølgende, at det ikke var tilfældet. Selve arbejdet på byggepladsen blev styret af driftslederen. Det havde hun intet med at gøre. Der var vist ikke nogen af de polske arbejder, som havde status af leder, formand eller lignende. Firma A blev aflønnet ved, at hun fik 20% af kontraktsummen.

Rettens begrundelse og resultat:

Efter den forklaring, der er afgivet af Vidne 4, sammenholdt med det meddelte påbud og de optagne fotos og forklaringen fra Vidne 2, finder retten det bevist, at en ikke nærmere identificeret polsk arbejder udførte arbejde på en hanebjælke i 2,7 meters højde, uden at der var truffet foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Dette var en overtrædelse af bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder, § 22, stk. 1, hvilket også må anses ubestridt af tiltalte.
 
Tiltalte har særligt begrundet frifindelsespåstanden med, at selskabet ikke var arbejdsgiver for den pågældende person, men havde indgået en underentreprenøraftale med Firma A, som efter tiltaltes opfattelse havde ansvaret efter arbejdsmiljølovgivningen.
 
Det må imidlertid efter forklaringerne fra Vidne 2 og Vidne 3 lægges til grund, at Firma A alene formidlede kontakten til de polske arbejdere, som i det hele arbejdede efter anvisninger og instrukser fra Vidne 2 og tiltaltes direktør, som også førte tilsyn og kontrol med de polske arbejdere på byggepladsen. Den fremlagte aftale mellem tiltalte og Firma A, sidstnævntes registrering som byggefirma og den omstændighed, at tiltalte ikke direkte aflønnede de polske medarbejdere, ændrer ikke herved. Den pågældende polske medarbejder må efter det anførte anses udlejet til eller på anden måde stillet til rådighed for tiltalte, jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse, ifølge hvilken en virksomhed, der beskæftiger personer, hvis arbejdskraft er udlejet eller stilles til rådighed af en fremmed virksomhed, har pligt fil at sørge for, at arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
 
Ifølge arbejdsmiljølovens § 86 kan der pålægges selskaber efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Strafansvaret forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at tiltaltes byggeleder Vidne 2 og Vidne 1 ikke havde draget omsorg for, at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt som krævet i bekendtgørelsens § 21, stk. 1. Tiltalte er herefter skyldig efter tiltalen.
 
Bøden, der fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. dagældende stk. 3, nr. 1, nu jf. stk. 4, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 22, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse § 30, stk. 1, nr. l, jf. § 21, fastsættes på baggrund af risikoen for personskade til 25.000 kr.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T ApS straffes med en bøde på 25.000 kr.
 
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret:

T ApS har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
 
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
 
Vidne 1, Vidne 4, Vidne 2 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
 
Vidne 1 har supplerende forklaret, at det var hans personlige ejendom på Adressen B, der skulle ombygges. Det var Vidne 2, der kontaktede Firma A, som kun leverede arbejdskraften. Normalt har håndværkerne deres sikkerhedsudstyr med. Vidne 2 har ikke instrueret dem i sikkerhedsmæssige spørgsmål, men har påtalt, hvis han under sit tilsyn så noget, der ikke var i orden. Han tror også, at han selv en enkelt gang har påtalt et kritisabelt forhold. Vidne 2 skulle koordinere arbejdet mellem de enkelte firmaer, der deltog i ombygningsarbejdet. Firma A havde en selvstændig entreprise ligesom f. eks. VVS-entreprenøren og el-entreprenøren. Firma A fik aconto afregning hver 14. dag. Han ved ikke, hvor ofte Vidne 3 var på arbejdspladsen. Der lå rækværk på pladsen, så der blev i løbet af få minutter sat rækværk op ved hanebjælken. T ApS havde antaget hans selskab Firma B ApS til at styre byggeriet.
 
Vidne 4 har supplerende forklaret, at det var hans indtryk, at Vidne 2 var byggepladsleder. Vidne 2 instruerede de syv polske arbejdere, som han talte tysk til, om, hvordan de skulle udbedre de forhold, der blev påtalt af arbejdstilsynet. Vidne 2 oplyste, at han var ansat i T ApS, og at de polske arbejdere var indlejet arbejdskraft fra Firma A. Han fik at vide, at Firma A betalte løn til arbejderne. Vidne 1 har telefonisk over for vidnet bekræftet, at han havde indlejet arbejderne fra Firma A.
 
Vidne 3 har supplerende forklaret, at Firma A var hendes firma. Firma A har formidlet arbejdskraft fra Polen til Danmark. Firma A indgik skriftlig aftale med Firma B om hvert enkelt arbejde, der skulle udføres. Hun var på arbejdspladsen cirka hver anden dag, men udelukkende som tolk for Vidne 2. Hun havde intet med byggearbejdet og heller ikke med sikkerhedsspørgsmålene at gøre. Hun tolkede også for Vidne 2, når han gav instrukser om sikkerhedsmæssige spørgsmål. Hun modtog betaling fra T ApS og overførte derefter et del af beløbet til Polen, hvor lønningerne blev udbetalt til arbejderne. Hun har kun set Vidne 1 på byggepladsen én gang, og det var ved arbejdets begyndelse. Hun formidlede 6 arbejdere til den pågældende arbejdsplads. De var alle faglærte.
 
Vidne 2 har supplerende forklaret, at han ikke havde overvejet at sige noget til den håndværker, der arbejdede på loftet. Vidne 1 var på pladsen ca. hver 14. dag og herudover havde de telefonisk kontakt 2-3 gange om ugen om arbejdet på pladsen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at det tiltalte selskab er fundet skyldig som sket.
 
Ved udmålingen af straffen må det tillægges betydning, at det tiltalte selskab ikke har ført tilstrækkeligt effektivt tilsyn med arbejdet på loftet. Med denne bemærkning og i øvrigt med samme begrundelse, som byretten har anført for strafudmålingen, tiltrædes det, at straffen er fastsat som sket.
 
Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.
 
T ApS skal betale sagens omkostninger for landsretten.