Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Nedstyrtningsfare

Vestre Landsrets dom afsagt 29. september 2005 af 9. afdeling i ankesag nr. S-2050-05

Udskrift af dombogen for retten i Esbjerg

Dom afsagt den 13. juli 2005
Anklagemyndigheden mod T A/S
Anklageskrift er modtaget den 4. februar 2005.
Tiltalen og parternes påstande:
T A/S er tiltalt for overtrædelse af
lov om arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, sidst ændret ved lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1 og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, stk. 1, nr. 1 ved at være ansvarlig for at arbejdet den 7. januar 2004 på et tag på byggepladsen Adresse A, ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet to ansatte, Vidne 1 og Vidne 2, under arbejdet med at fjerne is og vand fra et ca. 7 meter højt fladt tag befandt sig helt ude ved kanten, uagtet der ikke var sikret mod nedstyrtningsfare ved tagkanten, hvorved der var fare for nedstyrtning med personskade til følge.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bødestraf på 90.000 kr.

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært strafbortfald med henvisning til straffelovens § 14, mere subsidiært en mindre bøde efter rettens skøn.

Oplysningerne i sagen:

Vidne 3 har blandt andet forklaret, at firmaet T A/S arbejdede på byggepladsen ved Adresse A den 7. januar 2004. De to medarbejdere Vidne 1 og Vidne 2 opholdt sig på et tag for at afværge en nødsituation. De arbejdede ikke på taget. Han ved ikke, om de havde sikkerhedsudstyr på, mens de var på taget. I alle firmaets biler er der det nødvendige sikkerhedsudstyr, bl.a. "yoyo-udstyr" og veste med sikkerhedsliner. Forevist sagens bilag 6, fotos optaget ved Adresse A, forklarede han, at han ikke på billederne kan se, om de to ansatte havde sikkerhedsudstyr på. Han har ikke personligt haft noget med byggepladsen at gøre. Han har stået for skrivebordsarbejdet vedrørende byggeriet. Firmaet arbejdede egentlig på daværende tidspunkt en anden bygning, end den på billederne viste. Grunden til at de ansatte den pågældende dag var på taget, var fordi de var blevet kontaktet af bygherren, som bad om assistance til at stoppe en vandgennemtrængning på det pågældende tag. Det var Vidne 4, der havde talt med bygherren. Han har ikke talt med Vidne 4 om, hvorvidt medarbejderne havde sikkerhedsudstyr på den pågældende dag. Firmaet har årligt 500-600 tagentrepriser, og bruger årligt ca. l mio kr. på sikkerhedsudstyr. Der er en intern regel om, at en ansat i hver bil skal have gennemført et sikkerhedskursus. Vidne 1 er sikkerhedsrepræsentant.

Vidne 5 har blandt andet forklaret, at han er ansat ved Arbejdstilsynet. Den 7. januar 2004 kørte han sammen med en kollega forbi byggepladsen ved Adresse A. De kørte forbi, fordi der tidligere havde været problemer med sikkerheden på pladsen. På afstand kunne de se, at der gik to personer på et tag. De havde ikke sikkerhedsudstyr på. Der var heller ikke opstillet udstyr til at hindre nedstyrtning, eller anden afgrænsning på taget. Personerne gik tæt på kanten. Han kunne ikke se, hvor tæt på kanten de gik, men da han kunne se meget af deres ben, og taget var ca. 7 meter højt, vurderede han, i forhold til den afstand han stod fra bygning, at de gik tæt på kanten. Han tog nogle billeder af folkene på taget. Han stod ca. 100 meter væk, da han tog billederne. Da han og kollegaen kom op på taget, så de, at personerne på taget ikke havde sikkerhedsudstyr på. Der var vand og is på taget. Arbejderne på taget oplyste, at de var på taget for at afværge vandgennemtrængning. De sagde, at de skulle undersøge, om afløbene var stoppet. Afløbene lå meget tæt på kanten. Det er hans vurdering, at der absolut var fare for nedstyrtning ved arbejdet på taget, navnlig fordi taget var glat på grund af is og vand.

Vidne 4 har blandt andet forklaret, at han er ansat som entrepriseleder i T A/S, hvor han har arbejdet i 28 år. Han var entrepriseleder på byggepladsen ved Adresse A, hvor firmaet skulle stå for tagkonstruktionerne. Han havde kontakten til bygherren. Entreprisen skulle løbe over et par måneder. Den 7. januar 2004, hvor han sad på kontoret i By B, blev han ringet op af en person, der sagde at der væltede vand ned på gulvene i en af Adresse A´s bygninger. Han kan ikke huske, om det var en ansat på Adresse A eller bygherren, der ringede. Vedkommende spurgte, om han kunne skaffe nogle håndværkere, der kunne stoppe det. Han kan ikke huske, hvornår på dagen han blev ringet op. T A/S havde færdiggjort deres del af arbejdet på den bygning, hvor vandet trængte ind. Han ringede til Vidne 2 og Vidne 1, der arbejdede et andet sted på byggepladsen. Han bad dem undersøge, om de kunne stoppe vandgennemtrængningen for at begrænse skaderne. Han sagde ikke til dem, at de skulle tage deres sikkerhedsudstyr på. Senere blev han ringet op af Vidne 2 og Vidne 1, der sagde at Arbejdstilsynet var kommet til stede. Han husker ikke præcis, hvad Vidne 2 og Vidne 1 sagde, at Arbejdstilsynet ville. Vidne 2 og Vidne 1 nåede ikke at udbedre skaden, før arbejdstilsynet bad dem gå ned fra taget. Han har efterfølgende fået at vide, at det var et afløb, der var stoppet. Forevist fotos, bekræftede vidnet, at det var det tag, der var problemer med.

Vidne 1 har blandt andet forklaret, at han arbejder hos T A/S. Han er uddannet tagdækker og har arbejdet i firmaet i 12 år. På byggepladsen ved Adresse A var han formand for tagdækkerne. Ud over vidnet selv, arbejdede også Vidne 2 på byggepladsen som tagdækker. Forevist fotos bekræftede vidnet, at det er Vidne 2 og ham selv, der går på taget. Den 7. januar 2004 blev han ringet op af Vidne 4, der bad ham undersøge taget over kantinen, idet der trængte vand igennem taget. På dette tidspunkt arbejdede vidnet og Vidne 2 på et andet tag. De havde tidligere arbejdet på kantinens tag. Han gik sammen med Vidne 2 op på kantinens tag. De kom der op via et trappetårn, der stod ved gavlen. De tog ikke sikkerhedsudstyr på, fordi de ikke skulle arbejde på taget, men blot se, hvad der var galt og hvad for noget grej de skulle bruge. De skulle dog udbedre skaderne, hvis de fandt ud af, hvad der var galt, og hvis de havde haft sikkerhedsudstyr på. De nåede ikke at foretage sig noget på taget, idet Arbejdstilsynet kom efter få minutter. De opholdt sig ca. en ½ meter fra kanten af taget. Der lå en anden bygning foran den bygning, de stod på. Der var ca. tre meter fra den bygning de stod på ned til taget på den anden bygning. Han kan ikke sige, hvor højt det tag var, de stod på. Folkene fra Arbejdstilsynet kom op på taget ad trappetårnet. De skældte ud og sagde, at det var typisk T A/S, at de gik rundt på taget uden sikkerhedsudstyr. Nogle håndværkere fra et andet firma opholdt sig også på taget. De lå ned helt ude ved kanten. Folkene fra Arbejdstilsynet sagde, at han og kollegaen skulle se at komme ned fra taget. De henvendte sig i første omgang kun til ham og kollegaen. Først senere henvendte de sig til folkene fra det andet firma. Det var meget koldt den pågældende dag. Der var is i skotrenden. Han og kollegaen er begge bekendt med, at de skal have sikkerhedsudstyr på, når de arbejder på et tag. Sikkerhedsudstyret lå i deres bil.

Det tiltalte selskab er tidligere straffet for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38 ved

  • Vestre Landsrets dom af 15. juni 2000. Idømt en bøde på 60.000 kr. Bøden fastsat med henvisning til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3. nr. 1.
  • Udenretlig bødevedtagelse af 3. januar 2001. Bøde på 55.000 kr. Bøden fastsat med henvisning til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.
  • Udenretlig bødevedtagelse af 10. august 2001. Bøde på 45.000 kr.
  • Udenretlig bødevedtagelse af 7. maj 2002. Bøde på 40.000 kr.
  • Udenretlig bødevedtagelse af 10. juni 2002. Bøde på 50.000 kr. Bøden fastsat med henvisning til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3. nr. 1.
  • Udenretlig bødevedtagelse af 1. oktober 2003. Bøde på 85.000 kr. Bøden fastsat med henvisning til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.
  • Udenretlig bødevedtagelse af 26. november 2003. Bøde på 55.000 kr. Bøden fastsat med henvisning til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.

Alle sager vedrører medarbejdernes udførelse af arbejde på tage uden anvendelse af sikkerhedsudstyr, eller anden sikring mod nedstyrtningsfare.

Rettens bemærkninger:

Efter de afgivne forklaringer, kan det lægges til grund, at Vidne 1 og Vidne 2 opholdt sig på taget tæt på kanten, uden at anvende sikkerhedsudstyr, og uden at der var sikret mod nedstyrtningsfare ved tagkanten. Det er ubestridt, at taget var 7 meter højt med en hældning på under 15 %.

Efter § 21, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om byggepladsers indretning, skal der på sådanne tage, når der foregår færdsel eller arbejde, træffes sikkerhedsforanstaltninger ved opsætning af rækværk langs kanten, eller anden lige så effektiv sikring, f.eks. skærme, overdækninger, tagstiger, transportable personløftere med arbejdsplatform (lift), sikkerhedsnet eller sikkerhedsbælte med line.

Da arbejdet på taget blev udført uden der var truffet sikkerhedsforanstaltninger som beskrevet i bekendtgørelsen, har arbejdet eller færdselen på taget, uanset det var kortvarigt, ikke været planlagt og tilrettelagt, så det kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvorfor arbejdsmiljølovens § 38 er overtrådt. Det ses ikke at have været forbundet med en sådan fare at etablere og fjerne de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, at dette kan føre til et andet resultat. Uanset medarbejderne færdedes på taget, for at afværge vandindtrængen i bygningen, findes der heller ikke at have foreligget en sådan truende situation, at handlingen kan karakteriseres som udøvelse af nødret efter straffelovens § 14.

Under hensyn til de ovenfor beskrevne omstændigheder omkring medarbejdernes færdsel på taget, herunder navnlig tagets højde, at de opholdt sig tæt på kanten, at der på taget var is og vand, og at der ikke blev anvendt nogen form for sikkerhedsudstyr, finder retten, at der har foreligget en sådan fare for nedstyrtning med en alvorlig ulykke til følge, at straffen tillige fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.

Straffen fastsættes til en bøde på 90.000 kr., jf. lov om arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, sidst ændret ved lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1 og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, stk. 1, nr. 1.

Der er ved bødens fastsættelse lagt vægt på, at virksomheden gentagende gange inden for de seneste år er straffet for fuldstændig identiske overtrædelser af arbejdsmiljøloven, og at der af den på området gældende praksis kan udledes en tendens til, at en overtrædelse som denne straffes med en bøde på 25.000 kr., der forhøjes med 10.000 kr. for hvert fortilfælde.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T A/S skal betale en bøde på 90.000 kr. 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Dom afsagt den 29. september 2005 af Vestre Landsrets 9. afdeling i ankesag S-2050-05
Anklagemyndigheden mod T A/S
Retten i Esbjerg har den 13. juli 2005 afsagt dom i 1. instans (7.219/2005).
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Det er oplyst for landsretten, at tiltalte yderligere er straffet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven ved bødevedtagelse af 12. januar 1996 med 10.000 kr., bødevedtagelse af 30. oktober 1997 med 30.000 kr., dom af 31. marts 2004 med bøde på 5.000 kr. og bødevedtagelse af 19. maj 2005 med 50.000 kr.
Vidne 3, Vidne 5 og Vidne 1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at der ikke var fare for personskade som følge af vandgennemtrængningen, men derimod fare for skade på en gulvkonstruktion. Udbedringen kostede 128.000 kr. Medarbejderne gik op på taget for at konstatere, hvad der var galt. De kunne ikke have anvendt en sikkerhedsline, idet der ikke var noget på taget at fastspænde linen til. Skulle man have anvendt et rækværk som sikkerhedsudstyr, ville faren ved at montere dette have været større, end ved at undlade at montere rækværk.
Vidne 5 har supplerende forklaret, at der er omkring 3½ meter ned fra taget, som medarbejderne gik på, og til det underliggende tag. Medarbejderne oplyste, at det ikke ville tage lang tid at udføre deres opgave. Der var ingen risiko for, at bygningen ville styrte sammen eller risiko for andre personer i bygningen. Man kunne have sikret arbejdet ved at stille et stillads op rundt om bygningen eller ved at anbringe et rækværk med kontravægte på taget. Sikkerhedsliner anvendes kun til kortvarigt arbejde, eller hvor ingen anden mulighed foreligger. Her ville sikkerhedsliner ikke være tilstrækkeligt på grund af det resterende arbejdes omfang med oplægning af tagkassetter og brænding af pap. Det fremgår af foto nr. 3, at der stadig manglede dette arbejde på en del af taget. Såfremt man alene skulle have været på taget for at forhindre vandgennemtrængningen, ville sikkerhedsliner have været tilstrækkeligt. Linen kunne have været fastgjort midt på taget ved hjælp af en øjebolt. Det ville vare nogle minutter at fastgøre en sikkerhedsline, mens det ville vare 2 dage at opsætte et stillads. Der var stor risiko for, at medarbejderne kunne falde ned fra det 7 meter høje tag, hvor der lå is og vand. Medarbejderne stod tæt ved kanten af taget.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at han og hans kollega havde fået at vide, at det væltede ned med vand gennem et tag, som de tidligere havde arbejdet på. De skyndte sig derfor op på taget for at konstatere, hvad der var galt.
Sikkerhedsudstyret - som man havde anvendt under det tidligere arbejde på taget - var taget ned, fordi et andet firma var i gang med at etablere en murkrone på bygningen. Vidnet og hans kollega stod nok kun i 5 minutter ude ved kanten af taget, hvor de kiggede på et afløb. De tog hverken værktøj eller line med op på taget, fordi de ikke skulle arbejde deroppe. Tagarbejdet var ikke færdiggjort. Da de blev kontaktet af Vidne 5 fra Arbejdstilsynet, var de færdige med at besigtige forholdene. De kan godt have sagt til Vidne 5, at de skulle rense afløbet. Vidnet ville så have anvendt en line, mens dette arbejde stod på. En line ville kunne fastgøres på en halv time til tre kvarter, hvis man først skulle ned for at hente linen m.v. Den pågældende dag var det begyndt at tø, og der var lidt is på taget, men vidnet kunne godt komme rundt på taget uden at gå på isen. Vidnet mener ikke, at der var risiko for, at de kunne falde ned fra taget.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Efter Vidne 1 forklaring lægges det til grund, at tiltaltes medarbejdere alene skulle undersøge, hvad årsagen til vandgennemtrængningen var. Denne opgave må anses for arbejde som omfattet af bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1.

Det tiltrædes herefter af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Det bemærkes herved, at tiltaltes medarbejdere med rimelighed kunne have anvendt sikkerhedsline.

Det tiltrædes endvidere, at der efter forholdets karakter af overtrædelse af forskrifter af væsentlig betydning for afværgelsen af risiko for alvorlig personskade sammenholdt med det oplyste om risikoen for skade på bygningen, ikke er grundlag for at anse overtrædelsen for straffri efter straffelovens § 14 eller i øvrigt for anvendelse af straffelovens § 82, nr. 3.
Ved straffastsættelsen må der i skærpende retning lægges vægt på, at tiltalte tidligere er straffet 9 gange med indbyrdes gentagelsesvirkning for tilsvarende overtrædelser af arbejdsmiljøloven, mens der i formildende retning må lægges vægt på arbejdets karakter af en kortvarig undersøgelse af en skadesårsag. Straffen - der fastsættes som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89 - fastsættes herefter til en bøde på 50.000 kr.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ændres, således at bøden nedsættes til 50.000 kr.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.