Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Nedstyrtningsfare

Østre Landsrets dom afsagt den 21. oktober 2005 af 8. afdeling i ankesag nr. S-1183-05

Udskrift af dombogen for retten i Nakskov

Dom afsagt den 18. februar i sag SS 574/2004
 
Anklagemyndigheden mod T ApS
 
Tiltalen og parternes påstande:
 
I denne sag tiltales T ApS i følge anklageskrift af 29. december 2004 for overtrædelse af
 
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 86 og § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, og § 19, stk. 1, og § 21, stk. 1, nr. 2, og § 22, stk. 1, ved at arbejdet med at lægte på taget af en svinestald på Byggepladsen A, den 15. september 2003, kl. 15.30, ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet tre ansatte udførte arbejdet på et tag med 15 graders hældning, tagfod 3 meter over det omliggende underlag, ligesom arbejdet fandt sted i mere end 6 meters højde uden, at der var truffet foranstaltninger, der med sikkerhed kunne standse fald af personer ved tagfod samt gennemstyrtning, hvilket fremkaldte fare for skade på liv og helbred.
 
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
 
Tiltalte har nægtet sig skyldig. 

Oplysningerne i sagen:

Direktør B har forklaret, at selskabet er et anpartsselskab, og han er direktør. Det har han været siden i sommers, men han var også medejer af selskabet forud herfor. P.t. er der 10 ansatte. Oprindeligt var der tale om et tømrerfirma, men nu laver man også glasfiberbadeværelser. Det er korrekt, at der var 6 mand på taget, da Arbejdstilsynet kom til arbejdspladsen den 15. september 2003. På den ene side af taget gik der 3 og satte skiftespær op, og på den anden side gik der 3 mand og satte lægter op.
 
Anklageren oplæste beskrivelsen i sagens bilag 6.
 
Direktør B oplyste, at det er korrekt, at tagfoden var 3 meter over terræn, og at kippen var 7 meter over terræn. Det er ligeledes korrekt, at hældningen på taget var 15 grader. Mod vest stod et rørbukkestillads, der var 2 meter højt. Det havde ikke rækværk, da der ikke er lovgivningsmæssige krav herom. Stilladset var 130 cm bredt og 10 meter langt. Der var således tale om, at der var god arbejdsplads, og man ville stå i en god arbejdshøjde. Stilladset er fuldt ud lovligt. Der er ikke krav om, at stilladset skal afstives. Fra stilladsets top og op til kippen var der 70 cm. Såfremt man faldt, ville det således alene være 70 cm, man ville ryge ned og lande på stilladset. På den anden side var der en brandvæg, og det ville derfor ikke være muligt at falde ned herfra, da man ville ramme brandvæggen i så fald. Dette må være overset af Arbejdstilsynet i forbindelse med inspektionen. Han mener, det ikke er fysisk muligt at rulle på et 15 graders tag, hvor der er 40 cm mellem lægterne, idet man ville kunne gribe fat i lægterne. Stilladset blev flyttet efterhånden, som man nåede frem med arbejdet. Stilladset var opstillet både for at kunne komme op på taget og som sikkerhed mod at falde ned. Vidne 1 fra Arbejdstilsynet sagde da også, i forbindelse med inspektionen, til hans ansatte, at det ikke så særlig slemt ud. På den anden side mod brandvæggen mener han ikke, at det er muligt at falde igennem åsene, således som det er beskrevet i forbuddet. Han påklagede forbuddet til Arbejdsmiljøklagenævnet, men han mener ikke, han har fået noget svar.
 
Som opsamling mener Direktør B således ikke, at det vil være muligt at falde ned fra stilladset på grund af dettes bredde, og fordi der ikke vil være mulighed for at falde ned på et tag, der kun havde en 15 graders hældning.
 
Vidne 1 forklarede, at han er ansat i Arbejdstilsynet, hvor han har tilsyn med virksomheder med henblik på sikring af arbejdsmiljøet. Det var ham, som besøgte Byggepladsen A den 15. september 2003. Han så, at 3 tømrere var oppe på et tag, hvor man var i færd med at opføre en staldbygning. De var igang med at lægte på spærrene. Da han kørte ind på byggepladsen, stod 2 af mændene næsten oppe ved tagryggen. Det er ham, som har optaget de fotos, som er fremlagt i sagens bilag 8. Der var 7 meter op til tagryggen, og fra tagfoden og ned til terrænet var der ca. 2,5 meter. Han mener, at taghældningen var 20 grader, men hældningen var i hvert fald mere end 15 grader. Lige så snart man arbejder i en højde på mere end 5 meter, skal der afskærmes, således at man ikke er i risiko for at falde ned. En sådan afskærmning kan feks. ske med et stillads med rækværk, som er fastgjort til bygningen, således at stilladset ikke vælter, såfremt man lander på det. På byggepladsen var der da også et 2 meter højt stillads, men det var ikke fastgjort til bygningen, og der var heller ikke rækværk på stilladset. Erfaringen siger, at hvis man går på et tag med noget i hånden og falder, vil man begynde at rulle, og man vil ikke nå at kunne gribe for sig. Han bad tømreren om at komme ned fra taget, og de snakkede om hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der skulle træffes. Herefter kontaktede han virksomhedens ejer, og der blev udstedt forbud. Sagen har været i Arbejdsmiljøklagenævnet, som har stadfæstet forbuddet. Når et stillads anvendes som sikkerhed mod at falde, skal stilladset som sagt være fastgjort til bygningen, og der skal være et rækværk. Dette krav stilles ikke, hvis stilladset, der alene er 2 meter højt, kun anvendes til at arbejde på, men det var ikke tilfældet i denne sag, da stilladset blev anvendt som afskærmning mod at falde ned. Det er således vidnets opfattelse, at selv om man ramte stilladset, ville der være en risiko for, at stilladset ville vælte.
 
Vidne 2 forklarede, at han arbejdede på den side af taget, som vendte mod vest. Han var i færd med at oplægge åse. Hvis han faldt ned, ville han blive standset af brandvæggen. Bagefter skulle han lægte, og det gjorde han, da Arbejdstilsynet kom til stede. Han mener ikke, han ville være i stand til at kunne falde igennem taget. Vidne 1  sagde, at der var nogle ting, der ikke var i orden, men han var ikke rystet. De spurgte, om de ville få en bøde, eller om man alene ville få en advarsel, og Vidne 1 sagde, at man alene ville få en advarsel.
 
Vidne 3 forklarede, at han ikke var på taget, da Vidne 1 fra Arbejdstilsynet kom til stede. Det var ham, som mest snakkede med Vidne 1. Vidne 1 sagde, at man alene ville få en advarsel og ingen bøde. Der blev efterfølgende sat et rækværk op på stilladset, og de hævede stilladset 20 cm. Der er tale om et godt bredt murstillads, og der var ikke fare for, at det ville vælte. Det stod godt fast på jorden, og der var ingen steder, man kunne falde ned igennem laget, fordi at lægterne var så korte.
 
Tiltalte er tidligere straffet af betydning for sagen, ved Retten i Vordingborgs dom af 11. april 2003, hvor tiltalte for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001, § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 19 og § 21, stk. 1, nr. 2, og § 22, stk. 1, blev straffet med en bøde på 50.000,- kr. 

Rettens begrundelse og afgørelse:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at den staldbygning, der blev arbejdet på, havde en taghældning på 15 grader, og at tagfoden var 2,5 meter over det omgivne underlag, ligesom der blev arbejdet i en højde af 6 meter. Arbejdet er derfor omfattet af bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001, § 21, stk. 1, nr. 1, således at der inden arbejdets begyndelse, ved tagfoden, skal anbringes stillads, skærm, net eller lign., der med sikkerhed kan standse fald af personer.
 
I den foreliggende sag var anbragt et stillads med en højde på 2 meter, der imidlertid ikke havde rækværk eller var sikret ved boltning til bygningen, således at stilladset ikke kunne vælte. Retten finder derfor ikke at stilladset med sikkerhed ville kunne standse fald af personer, og som følge heraf er arbejdet ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. arbejdsmiljølovens § 38.
 
Som følge heraf findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
 
Straffen fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86 og § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001, § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, og § 19, stk. 1, og § 21, stk. 1, nr. 2, og § 22, stk. 1.
 
Da der endvidere har været fremkaldt fare for liv eller helbred, udmåles straffen også efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.
 
Bøden fastsættes til 30.000,- kr. Ved strafudmålingen er der endvidere lagt vægt på, at tiltalte den 11. april 2003, i Retten i Vordingborg, er dømt for et lignende forhold. 

Thi kendes for ret:

Tiltalte T ApS straffes med en bøde på 30.000,- kr.
 
Tiltalte betaler sagens omkostninger.

Udskrift af Østre Landsrets dombog

Dom afsagt den 21. oktober 2005 af Østre Landsrets 8. afdeling, nr. S-1183-05:
 
Anklagemyndigheden mod T ApS
 
Nakskov Rets dom af 18. februar 2005 (SS 574/2004) er anket af T ApS med påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1, og i øvrigt formildelse.
 
Anklagemyndigheden har frafaldet tiltalen for overtrædelse af § 22, stk. 1, i bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder og har endeligt påstået stadfæstelse.
 
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af Direktør B, Vidne 1, og Vidne 3, der i det væsentlige har kunnet vedstå deres forklaringer i byretten.
 
Direktør B har supplerende forklaret, at han ikke mener, at han i byretten blev afhørt eller dømt for forholdene på bygningens vestside. Det er i øvrigt fysisk umuligt, at folk kan falde ned på taget eller falde igennem mellem åsene på grund af de to bygningers indbyrdes konstruktion. Der var brandmur mellem de to bygninger, og der var lægtet ind under åsene, som det ses på foto 4. På østsiden var der opsat et stillads både af hensyn til sikkerheden og for at få en god arbejdshøjde. Efter at have fået påbud hævede man stilladset mod øst, mens der ikke mod vest blev foretaget noget. Det var umuligt at gøre forholdene mere sikre.
 
Vidne 1 har supplerende forklaret, at han fandt, at der var risiko for fald både mod øst og vest, fordi folkene arbejdede oppe ved tagryggen. Et stillads skal effektivt sikre mod nedstyrtning. Det gjorde stilladset på østsiden ikke. Efter hans vurdering var der risiko for gennemstyrtning på vestsiden, idet man ville kunne rulle ned mellem åsene, falde over brandmuren og direkte ned på halgulvet. Han er enig i, at der var gennemlægtet. Inde i hjørnet var brandmuren ikke så høj, at den ville kunne standse en mand, der kom rullende med en betydelig oparbejdet "energi". Hans indstilling til politiet vedrørte forholdene både på øst- og vestsiden, men han vurderede, at det var farligst på østsiden. Lægter, der er lagt med 40 cm's mellemrum, standser ikke en person, der kommer rullende ned ad taget. Det viser al erfaring fra faldulykker. Det blev på besøgsdagen anført, at der skulle rækværk op ved tagfod både på øst- og vestsiden. Det var ikke ham, der siden var på kontrolbesøg.
 
Vidne 3 har supplerende forklaret, at han i byretten forklarede, at der var kort afstand mellem lægterne. Han var leder på stedet. Der var fire mand, som var ved at lægte mod øst. Åsene gik hen over lægterne, som gik helt ind til brandmuren. De blev kaldt sammen af Vidne 1 på bygningens østside og fik at vide, at de skulle hæve stilladset 20 cm, så kunne de fortsætte. Stilladset var afstivet, og det stod på stabilgrus, hvorfor det ikke kunne vælte. Han mindes ikke, at de sammen var på vestsiden, og der blev intet sagt om forholdene på den side. Der var et kontrolbesøg 8-14 dage efter. Den pågældende gik en runde og forlod herefter stedet.
 
I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frifindes tiltalte for overtrædelse af § 22, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder.
 
Efter bevisførelsen finder landsretten det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der har været en gennemstyrtningsfare. Tiltalte frifindes derfor også for overtrædelse af § 19, stk. 1, i ovenfor nævnte bekendtgørelse.
 
Landsretten tiltræder, at taghældningen, hvor der blev arbejdet, var 15º, og at tagfoden var henholdsvis 3 og 4 meter over underlag, hvorfor arbejdet var omfattet af bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder. Efter bevisførelsen finder landsretten det godtgjort, at der hverken på øst- eller vestsiden ved tagfoden var anbragt stillads, der med sikkerhed kunne standse fald af personer, hvorfor tiltalte findes skyldig i overtrædelse af § 21, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelsen. Da arbejdet ikke er planlagt, tilrettelagt eller udført således, at det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, er § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø også overtrådt.
 
Bødestraffen fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86 og § 38, stk. 1, og efter bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 57, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, stk. 1, nr. 2.
 
Da det findes godtgjort, at der har været fremkaldt fare for skade på liv eller helbred, udmåles straffen tillige efter § 82, stk. 3, nr. 1, i arbejdsmiljøloven.
 
Da anklagemyndigheden alene har anket til stadfæstelse, tiltræder landsretten bødefastsættelsen på 30.000 kr.
 
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom. 

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod T ApS stadfæstes.
 
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.