Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Truck

Østre Landsrets dom afsagt den 21. august 2003 af 21. afdeling i ankesag nr. S-3009-02

Udskrift af dombogen for retten i Odense

Dom afsagt den 20. juni 2002 af Retten i Odense, 7. afdeling, i SS 7.00237/02

Anklagemyndigheden mod T A/S

Politimesteren har rejst tiltale mod T A/S til straf for overtrædelse af

lov om arbejdsmiljø § 86, jf. § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 45, stk. 1, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 4 og § 9, stk. 1, jf. § 5, stk. 1 og 2, ved den 11. oktober 2000 på adressen A som arbejdsgiver at have været ansvarlig for, at anvendelsen af en gaffeltruck ikke foregik sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt og til de arbejdsfunktioner, den er beregnet til, idet en ansat vidne 1 stående på en bøjle bag på gaffeltruckens mast/gaffeltårn skulle overvåge et løft, hvilket bevirkede, at han under nedsænkning af gaflerne fik begge fødder i klemme og kvæstet i truckens tårn, med brud på begge fødders første tå til følge.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på ikke under 25.000 kr.

Det tiltalte selskabs forsvarer har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om idømmelse af en mindre bøde end påstået af anklagemyndigheden.

Under domsforhandlingen har direktør B, der er direktør for selskabet, afgivet forklaring, ligesom vidne 1, vidne 2 og tilsynsførende vidne 3 har afgivet vidneforklaring.

Tiltalte har bl.a. gjort gældende, at undladelsen af tiltalerejsning efter arbejdsmiljølovens § 83 udgør en tiltalebegrænsning, der medfører, at selskabet ikke kan dømmes på objektivt grundlag, samt at den af den ansatte begåede overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne i øvrigt er af så ekstraordinær og abnorm karakter, at der ikke bør pålægges selskabet bøde.

Rettens bemærkninger:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at den ansatte vidne 1 kravlede op på gaffeltrucken som beskrevet i anklageskriftet, hvilket udgør en overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 45, stk. 1, og af reglerne i bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 4 og § 9, stk. 1, jf. § 5, stk. 1 og 2, samt at han under udførelsen af opgaven med at få nogle fastklemte kasser fri fik fødderne i klemme. Således som sagen foreligger oplyst, findes det ikke godtgjort, at han herved pådrog sig tåbrud som beskrevet i anklageskriftet.

Da der som anført er begået en lovovertrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til selskabet, kan der pålægges tiltalte strafansvar, jf. straffelovens § 27, stk. 1, og arbejdsmiljølovens § 86. Det findes uden betydning, at der ikke er rejst tiltale efter arbejdsmiljølovens § 83.

Efter den praksis, der er fastlagt bl.a. ved Højesterets domme af 3. november 1999, findes det ikke at kunne fritage tiltalte for strafansvar efter arbejdsmiljølovens § 86, at der ikke fra ledelsens side er udvist uagtsomhed med hensyn til overholdelsen af arbejdsmiljøforskrifterne. Endvidere findes overtrædelsen, der er begået som led i udførelsen af den ansattes arbejdsopgaver, ikke at være af så abnorm eller ekstraordinær karakter, at dette i sig selv kan bevirke, at der ikke pålægges tiltalte straf.

Ved udmålingen af bødens størrelse finder retten imidlertid, at der bør tages hensyn til, at truckførerne både på kurser og i virksomheden nøje er instrueret i den rette brug af en truck og herunder har fået indskærpet, at man under ingen omstændigheder må foretage en handling som i nærværende sag, samt at selskabets ledelse har foretaget, hvad der med rime-lighed kan forlanges med hensyn til instruktion og tilsyn.

Idet der efter det således anførte findes at være grundlag for at fravige udgangspunktet på 25.000 kr. for bøder ved overtrædelser af denne karakter, fastsættes bøden efter arbejdsmiljølovens § 86, jf. § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 45, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 4 og § 9, stk. 1, jf. § 5, stk. 1 og 2, til 15.000 kr.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T A/S straffes med en bøde på 15.000 kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen for retten i Odense

Direktør B, der erklærede sig villig til at afgive forklaring, forklarede, at selskabet beskæftiger sig med salg af nye plasticflasker og derudover har en egentlig lagerfunktion for bryggerierne, hvorfra man modtager øl, vand og andre varer, som efter opbevaring bliver sendt med lastbil ud til aftagerne både i ind- og udland. Både vidne 1 og vidne 2 er beskæftiget både som lagerarbejdere og som truckførere. De to har været ansat i virksomheden fra 1995 og 1996 og er to af virksomhedens bedste folk, og de har begge certifikat. Vidnet overværede ikke uheldet, men hørte, at de to skulle til at afslutte arbejdet med at tømme en trailer. Vidnet blev ringet op på sin mobiltelefon om det skete og kørte straks til virksomheden. Man må selvfølgelig ikke klatre på en truck. Grunden til, at han havde været oppe på trucken var, at taget på en trailer skulle løftes, da noget var kommet i klemme. Der var tale om en almindelig firkantet trailer til lastbil. Vidnet kørte straks ud på skadestuen, hvor han kunne konstatere, at skaderne ikke var så alvorlige som først antaget, og herefter kørte han straks tilbage til adressen A, hvor Arbejdstilsynets repræsentant havde været, men nu var taget af sted igen. Da han talte med den pågældende telefonisk, blev det fra Arbejdstilsynets side udtalt, at der havde været tale om almindelig tankeløshed fra de ansattes side, og at det skete var uforklarligt, men Arbejdstilsynet værdsatte, at virksomheden havde anmeldt det så hurtigt, og man ville lægge et godt ord ind for virksomheden, hvis der blev tale om bøde. Vidne 1 havde ikke fået noget brud på sine tæer. På adressen A har fem truckførere deres arbejde med at stuve og pakke, og hver af de ansatte har sit ansvar. Virksomheden anvender nye trucks, der alle er CE-mær-ket, og firma C står for vedligeholdelse af køretøjerne. Vidnet kommer hver morgen ud på virksomheden. Vidne 2 har gennemgået sikkerhedsuddannelsen på kursus i 1998 betalt af virksomheden.

Som vidne var mødt vidne 1, der behørigt formanet forklarede, at han på uheldstidspunktet havde været ansat på virksomheden i 4 år og var beskæftiget med at tømme en trailer. Da to kasser var kommet i klemme, kravlede han op på den truck, der blev ført af vidne 2. Han vidste, at vidnet kravlede derop. Man må ikke klatre på en truck, da det er farligt. Dette var han fuldstændig klar over, og det er noget, som både han og de øvrige ansatte har fået indskærpet både på kursus og i virksomheden. Da vidne 2 begyndte at sænke gaflerne, fik vidnet fødderne i klemme, idet de blev bøjet forover, og en tå blev brækket og nogle negle blev revet af. Han kom straks på skadestuen, hvorfra han blev sendt hjem og vist var sygemeldt i 6 dage, da han havde ondt efter det skete. Trailertaget var hævet til max., hvorfor man ikke kunne få det mere op. Vidnet løste problemet på en dum måde. Han har ikke noget erstatningskrav. Han gik hjemme ca. en uge og havde bandager på tæerne. Han er fortsat ansat i virksomheden.

Som vidne var mødt vidne 2, der behørigt formanet forklarede, at han er truckfører i virksomheden og også dengang arbejdede sammen med forrige vidne. Vidnet var ved at tømme en trailer for ølkasser. Det foregår på den måde, at man tager 4 paller ad gangen. Da han trak pallerne ud, hang de bageste kasser fast i presenningen. Dette opdagede vidne 1, der sprang op på vidnets trailer og ville løfte taget på traileren. Lastbilen havde tabt luften, hvilket var grunden til, at kasserne hang fast. De fik løftet kasserne fri, hvorefter vidnet bakkede ud og begyndte at sænke gaflerne. Vidne 1 stod på tårnet og fik fødderne i klemme, men vidste ikke, at han stod lige netop det sted, men var selvfølgelig klar over, at han stod deroppe. Man på ikke kravle på en truck, og de gjorde det ellers aldrig i virksomheden. Begge har truckcertifikat og begge har derudover på virksomheden fået at vide, at man ikke må gøre noget sådant. Han indså straks, at det var dumt gjort og et udslag af tankeløshed. Man skulle have tilkaldt en chauffør, som kunne have fået pumpet køretøjet op. Vidnet er sikkerhedsrepræsentant og deltog i sikkerhedskursus i 1998.

Som vidne var mødt tilsynsførende vidne 3, der behørigt formanet forklarede, at han blev tilkaldt til virksomheden den 11. oktober 2000 og foretog besigtigelse på stedet straks efter. Der var tale om en fuldstændig forkert anvendelse af en gaffeltruck, og på truckførerskolen bliver det slået fast med syvtommersøm, at man ikke må kravle op på trucken. Kun hvis man anvender en godkendt mandskabskurv, hvor den bruges til løft af personer. Han konstaterede, at materiellet på virksomheden var i orden.

Udskrift af Østre Landsrets dombog

Odense Rets 7. afdelings dom af 20. juni 2002 (SS 7.00237/02) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

Tiltalte har ved domsforhandlingens begyndelse påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Der er under landsrettens behandling af sagen afgivet vidneforklaring af kredsfuldmægtig vidne 4, Arbejdstilsynet.

Vidne 4 har forklaret, at arbejdsmiljølovens § 83 ikke er indstillet anvendt af Arbejdstilsynet i denne sag, idet Arbejdstilsynet i lighed med andre sager, hvor der efter tilsynets opfattelse foreligger tilregnelse, anser selskabets ansvar for at følge af arbejdsmiljølovens § 86, jf. straffelovens § 27.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Da anken ikke er rejst af tiltalte, finder landsretten, at tiltaltes først under domsforhandlingen for landsretten nedlagte påstand om frifindelse skal afvises.

Det tiltrædes, at der kan pålægges selskabet strafansvar efter arbejdsmiljøloven § 86, jf. straffelovens § 27, stk. 1, da der foreligger en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere af selskabets ansatte.

Det begåede forhold kan ikke anses for at være et så usædvanligt led i selskabets aktiviteter, at der er grundlag for at fravige de retningslinier for bødestraffens fastsættelse, som er fastlagt blandt andet ved Højesterets domme af 3. november 1999 (UfR 2000.293 og 295).

På denne baggrund, og da der opstod skade på person, findes straffen, der fastsættes efter de i dommen citerede bestemmelser, herefter at burde forhøjes til en bøde på 25.000 kr.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod T A/S ændres, således at T A/S straffes med en bøde på 25.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.