Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Støj

Resumé af Vestre Landsrets dom afsagt den 24. juni 2002 af 5. afdeling i ankesag nr. S-0408-02

Arbejdets udførelse

Støj

Tiltalesubjekt

T personligt ejet virksomhed. Juridisk person. Arbejdsgiver.

Historien

Der blev arbejdet i en smedehal, hvor støjbelastningen var væsentligt over 85 decibel. Arbejdstilsynet havde afgivet påbud til virksomheden om nedbringelse af støjbelastningen til 85 decibel, og om at undgå unødig støjbelastning af de ansatte. Påbudet blev ikke efterkommet.

Tiltalen vedrørte alene den unødige støjpåvirkning.

Sanktion og rettens bemærkninger

Byretten idømte T en bøde på 50.000 kr. Retten fandt det tilstrækkeligt klargjort, at tiltalte er virksomheden som sådan, efter det oplyste om virksomhedens størrelse, karakter og organisation. Straffelovens § 26, stk. 2, kan derfor sidestilles med de i § 26, stk. 1, nævnte selskaber.

Byretten lagde til grund, at der ikke var gjort reelle forsøg på at støjdæmpe ved andre metoder end isolering af selve faldhammeren. Denne indkapsling var ikke udført optimalt indenfor fristen, og arbejdet hermed var stadig ikke afsluttet. En optimal sektionering og støjisolering af alle andre støjkilder sammenlagt med administrative metoder kunne have medført en ikke ubetydelig støjreduktion i hvert fald for andre end hammermanden. Retten fandt endvidere ikke fristen for efterkommelse af påbudet var urimelig. Dette begundes med, at Arbejdstilsynet i mange år før havde forlangt faldhamrene støjisolerede. Med hensyn til bødens fastsættelse lagde retten vægt på, at der ikke forelå en skærpende omstændighed efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1, da det ikke fandtes godtgjort, at der efter den 1. januar 2000 har været konkret fare for høreskader. Derudover fandt retten grundlag for at fordoble straffen på grund af de tidligere forstraffe. Byretten idømte endvidere T tvangsbøder på 10.000 kr. pr. påbegyndt måned.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring af straffen blev forhøjet til 60.000 kr. og kravet om tvangsbøder bortfaldt. Ved strafudmålingen lagde Landsretten til grund, at der forelå en skærpende omstændighed efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1. Landsretten lagde vægt på de målinger af støjniveauet, som Arbejdstilsynet havde foretaget såvel forud for påbudet, som efterfølgende i fristperioden. Landsretten frafaldt kravet om løbende tvangsbøder under henvisning til, at Arbejdstilsynets krav i påbudet var for generelt formuleret.

Anførte straffebestemmelser

AML § 82, stk. 1, og stk. 3, nr. 1, og nr. 3, jf. § 86, og straffelovens § 26, stk. 2.

Anførte overtrædelsesbestemmelser

AML § 38, stk. 1, og § 42, stk. 1, jf. bekg. nr. 801 af 4. oktober 1993 om støjgrænser på arbejdspladsen § 4, jf. § 5.