Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Tagarbejde

Vestre Landsrets dom afsagt den 3. januar 2001 af 9. afdeling i ankesag nr. S-1583-00

Udskrift af dombogen for retten i Esbjerg

Dom afsagt af retten i Esbjerg den 13. juni 2000 - Sag nr. 6.26192/99

Anklagemyndigheden mod T ApS.

T ApS er tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, jf. § 86, og bekendtgørelse 1017/1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø, § 62, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, for overtrædelse af lovens § 38, stk. 1, og bekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 1, ved som arbejdsgiver at være ansvarlig for, at tagarbejdet den 25. marts 1998 på byggepladsen A, ikke var planlagt og blev udført, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet 2 ansatte, vidne 2 og vidne 3, arbejdede med at lægge tagpap på et fladt tag på et 7 etager højt hus ca. 3 meter fra kanten, uagtet der ikke var sikret mod nedstyrtningsfare nogen steder ved tagkanten, hvorved der var stor fare for nedstyrtning med alvorlig ulykke til følge.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at det tiltalte selskab dømmes efter anklageskriftet, således at selskabet idømmes en bøde på ikke under 40.000 kr.

Det tiltalte selskab har nægtet sig skyldig og har således principalt påstået frifindelse. Subsidiært har det tiltalte selskab indstillet til rettens mildeste dom, således at der i givet fald idømmes en bøde, der er lavere end påstået af anklagemyndigheden.

Til støtte for frifindelsespåstanden har forsvareren henvist til bekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 1, 3. pkt., herunder at den nævnte markering ikke er obligatorisk, samt til at det ville have været farligere at have sat rækværk op end at lade være, jf. herved bekendtgørelsens § 25, stk. 1.

Der er under sagen afgivet vidneforklaring af direktør vidne 1, vidne 2, vidne 3 og konsulent i Arbejdstilsynet, vidne 4. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Der har været fremlagt fotos.

Der er enighed om, at tagkanten på det tag, hvorpå arbejdet er udført, var mere end 5 meter over det omgivende underlag.

Det tiltalte selskab har den 2. februar 1998 vedtaget et bødeforelæg på 15.000 kr. for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og § 23, stk. 1 og § 24 i bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø, ved at noget byggepladsarbejde den 28. april 1997 ikke blev udført, så det var sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet flere ansatte udførte tagarbejde i en højde af 8 meter på et fladt tag, uagtet at der ikke var sikret mod nedstyrtningsfare bl.a. ved tagkanten.

Rettens bemærkninger:

Det kan efter vidne 2's, vidne 3's og vidne 4’s forklaringer lægges til grund, at vidne 2 og vidne 3 udførte tagarbejde, uden at der var iagttaget nogen form for sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til nedstyrtningsfare ved højhusets tagkant.

Retten finder efter vidne 2's og vidne 3's forklaringer, at det kan lægges til grund, at tagarbejdet kunne udføres, uden at det var nødvendigt at komme nærmere end 2 meter til tagkanten. Uanset dette har der efter § 23, stk. 1, nr. 1, jf. § 25 i bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø, været pligt til at træffe sikkerhedsforanstaltninger mod personnedstyrtning fra taget. Retten finder, at sådanne foranstaltninger kunne være truffet bl.a. ved brug af sikkerhedsbælte med line eller ved en behørig markering af arbejdsstedet, idet faren ved etableringen, brugen og fjernelsen af sådanne foranstaltninger ikke var større end den fare, som de skulle afværge.

Der er således sket en overtrædelse af § 23, stk. 1, nr. 1, i den nævnte bekendtgørelse, og tagarbejdet har herefter heller ikke været planlagt, tilrettelagt og udført således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt var fuldt forsvarligt.

Da retten finder, at der foreligger uagtsomhed i forbindelse med overtrædelserne, er det tiltalte selskab med den angivne begrundelse herefter skyldig i tiltalen.

I overensstemmelse med Højesterets domme af 3. november 1999 henholdsvis i sag I 242/1999 og sag I 320/1999 (gengivet i U 2000.293 H og U 2000.295 H), bør udgangspunktet for straffen være en bøde på 20.000 kr. Retten finder, at en fravigelse af dette bødeudgangspunkt i nedadgående retning vil kræve, at der foreligger omstændigheder af helt ekstraordinær karakter. Retten finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder.

Under hensyn til at arbejdet er foregået på et fladt tag, og at det efter vidne 2's, vidne 3's og til dels vidne 4’s forklaringer må lægges til grund, at tagbeklædningen var skridsikker, at arbejdet foregik flere meter fra kanten, og at vejret var tørt og stille, finder retten ikke fuld tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at der ved de skete overtrædelser er fremkaldt fare for liv eller helbred, jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1.

Derimod er det tiltalte selskabs tidligere overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, jf. bødeforelægget af 2. februar 1998, en strafskærpende omstændighed, jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 2.

Straffen, der fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 2, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, samt bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 62, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, findes efter det anførte passende at kunne fastsættes til en bøde på 25.000 kr.

Med hensyn til sagens omkostninger bemærkes, at det tiltalte selskab selv har sørget for sit forsvar.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T ApS, straffes med en bøde på 25.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen for retten i Esbjerg

Direktør vidne 1 oplyste, at det tiltalte selskab nægtede sig skyldig.

Vidne 1 fremstod herefter for at afgive vidneforklaring. Han blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at det er korrekt, at selskabet den 25. marts 1998 udførte arbejde på højhuset på byggepladsen A. Firmaets opgave var at foretage inddækning af en kasse. Vidnet deltog ikke selv i arbejdet den pågældende dag. Firmaet foretager altid en generel orientering til medarbejderne om sikkerhedsreglerne. I forbindelse med det i tiltalen omtalte arbejde foretog vidnet en konkret instruks af de nævnte medarbejdere, vidne 2 og vidne 3. Han sagde til dem, at de skulle tage sikkerhedsliner med i bilen, idet der var mulighed for at benytte linerne, såfremt der blev behov herfor. Vidnet var nemlig fra en tidligere lejlighed bekendt med, at det var muligt at få linerne spændt fast på taget. Selskabet har tidligere haft nogle få arbejdsmiljøsager, men ikke sager af alvorlig karakter. Selskabets omsætning ligger i størrelsesordenen, ca. 10-15 mill. kroner årligt. Der er normalt beskæftiget ca. 12-15 ansatte i selskabet.

Vidne 2 mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at han har været ansat hos tiltalte i ca. 5 år. Det er korrekt, at han og kollegaen, vidne 3, den 25. marts 1998 var beskæftiget på taget af højhuset på byggepladsen A. Deres arbejde bestod i at foretage reparation af en inddækning på en kasse. Der blev herunder påsvejset små stykker tagpap rundt om kassen. Han arbejdede dels fra en luge, dels på selve taget. Taget var beklædt med tagpap, der er skridsikkert. Fra arbejdsstedet var der ca. 3 m til den ene kant og ca. 10 m til den anden. Arbejdet tog ca. 1 time. Arbejdet blev udført uden, at der var blevet opsat rækværk, og uden, at de brugte sikkerhedsliner. Det er ofte farligere at sætte rækværk op end at undlade at gøre det, idet man nødvendigvis må ud til kanten af taget for at sætte rækværket op. I det konkrete tilfælde arbejdede de som nævnt et stykke fra kanten, og det var årsagen til, at der ikke blev sat rækværk op. Med hensyn til sikkerhedslinerne havde de haft linerne med op på taget, men de vurderede - blandt andet under hensyn til, at arbejdet foregik på fladt tag - at det ikke var nødvendigt at bruge linerne. Det er ofte til gene at have liner på, når der arbejdes, og det var det også i det konkrete tilfælde. De havde af deres arbejdsgiver fået at vide, at hvis der var behov for at bruge sikkerhedsliner, var der mulighed herfor, idet der var mulighed for at binde linerne fast. Vidnet mener, at det i det konkrete tilfælde var fuldt forsvarligt at foretage arbejdet uden brug af sikkerhedsudstyr.

Vidne 3 mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at han er udlært tagdækker og har været ansat i det tiltalte selskab siden september 1997. Det er korrekt, at han sammen med sin kollega, vidne 2, den 25. marts 1998 foretog arbejde på et højhus på byggepladsen A. De var i færd med at foretage reparation af en inddækning ved en kasse på taget. Det var vindstille og tørt den pågældende dag. Arbejdet tog ca. 1 - 1 1/2 time. Vidnet var kun kortvarigt, ca. 10 minutter, på taget, idet han ellers stod i en luge op til taget. Afstanden fra arbejdsstedet til den nærmeste kant var ca. 4-5 m. De havde ikke sat rækværk op. Årsagen hertil var, at det var farligere at sætte rækværket op end at lade være, idet de så skulle ud til kanten af taget, hvilket de ellers ikke skulle. De brugte heller ikke andet sikkerhedsudstyr. De havde sikkerhedsliner med i bilen, men vurderede, at der ikke i det konkrete tilfælde var behov for at bruge linerne. Det er nogle gange til gene at bruge sikkerhedsline i forbindelse med arbejdet, og det var det også i det konkrete tilfælde, idet de bl.a. kunne falde i linerne. Forud for arbejdets udførelse havde de fået at vide fra deres arbejdsgiver, at der var mulighed for at spænde en line fast for det tilfælde, at der var behov for at bruge line.

Anklageren begærede konsulent i Arbejdstilsynet vidne 4, afhørt som vidne.

Forsvareren havde ikke bemærkninger hertil.

Vidne 4 fremstod herefter for at afgive vidneforklaring. Han blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at han den 25. marts 1998 tilfældigt kom kørende forbi byggepladsen A. Han konstaterede, at der gik 2 personer og arbejdede på taget af et højhus. Han tænkte, at der foregik noget, som var galt. Han tog derfor nogle fotos, ligesom han gik op på taget for at undersøge sagen nærmere. Han konstaterede, at 2 personer på taget var beskæftiget med påsvejsning af tagpap på taget. Arbejdet, der foregik ca. 3 m fra den ene kant, foregik uden brug af nogen form for sikkerhedsudstyr.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Esbjerg, har den 13. juni 2000 afsagt dom i 1. instans (6.26192/99).

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Anklagemyndigheden har påstået frifindelse for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 2, der ikke er omfattet af tiltalen. Påstanden om skærpelse bygger herefter alene på, at der er tale om en gentagelsessituation i forhold til bødevedtagelsen af 2. februar 1998.

Tiltalte har principalt påstået frifindelse, subsidiært formildelse og mere subsidiært stadfæstelse.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at sikkerhedslinerne var specielt medbragt til dette arbejde. Selskabet har oprindelig udført tagentreprisen, og han kender derfor forholdene på stedet. Efter hans opfattelse ville det have været uhensigtsmæssigt at arbejde med liner på. Der var mulighed for at fastgøre linerne. Man ville dog - uden sikkerhedsline - kunne falde ned, men kun ved et utroligt uheld.

Vidne 3 har supplerende forklaret, at han og kollegaen først inspicerede arbejdsstedet medbringende sikkerhedslinerne. De vurderede imidlertid, at linerne var overflødige. Han opholdt sig selv omkring 2-3 minutter på taget.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, der er anført af byretten, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelsens § 62, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3 og § 23, stk. 1, nr. 1. Det bemærkes herved, at det ikke kan føre til andet resultat, at arbejdet angik en meget begrænset del af tagfladen. I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frifindes tiltalte for overtrædelse af lovens § 82, stk. 3, nr. 2.

To dommere udtaler:

Efter gennemførelsen af lov nr. 379 af 10. juni 1997 er udgangspunktet for bødestraffen 20.000 kr. Under hensyn til den tidligere bøde, der angår et lignende forhold, og som er vedtaget kort forud for det nye forhold, findes bødestraffen at burde fastsættes til 40.000 kr.

En dommer udtaler:

Ved de 2 Højesteretsdomme fra den 3. november 1999 er der som nævnt fastslået, at udgangspunktet for bødeberegningen i en sag som den foreliggende er 20.000 kr. Ved dommene skete der en forhøjelse af bødestraffene fra dette udgangspunkt til 25.000 kr. under henvisning i det ene tilfælde til en indtrådt skade og i det andet til en konkret faresituation og et tidligere påbud. Dommene har således ikke taget stilling til, om det ændrede udgangspunkt for bødeberegningen bør medføre en ændring af hidtidig praksis i tilfælde, hvor der foreligger tidligere bødevedtagelser eller fældende domme over for tiltalte, og denne situation er heller ikke direkte omtalt i forarbejderne til den i 1997 gennemførte lovændring.

I Rigsadvokaten Informerer nr. 24/1999 er de nævnte Højesteretsdomme omtalt. Spørgsmålet om betydningen af tidligere afgørelser er ikke behandlet, men Rigsadvokaten anfører bl.a., at jeg "skal ...... anmode om ...... at der som udgangspunkt nedlægges påstand om en skærpelse af standardbøden med 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed som nævnt i arbejdsmiljølovens § 82 eller som følger af andre forhold i sagen".

I Arbejdstilsynets Direktionsmeddelelse af 12. februar 1998, hvortil der henvises i Rigsadvokatens ovenfor citerede publikation, anføres bl.a.: "Hvis der foreligger skærpende omstændigheder, enten som nævnt i § 82 eller andre, skal der som minimum lægges 5.000 kr. oveni påstanden".

I det foreliggende tilfælde har tiltalte den 2. februar 1998 vedtaget et bødeforelæg på 15.000 kr. for et forhold svarende til det nu påtalte begået den 28. april 1997.

Denne afgørelse bør i overensstemmelse med praksis i disse og andre straffesager betragtes som en skærpende omstændighed, der medfører en forhøjelse af standardbøden, men jeg finder ikke, at forhøjelsen under hensyn navnlig til det foran anførte er bundet af tidligere praksis om bødefastsættelse i gentagelsestilfælde. Under hensyn til på den ene side den relativt korte tid, der er forløbet siden bødeforelægget, og på den anden side den i alt væsentligt formelle karakter af den nu begåede forseelse, stemmer jeg for at fastsætte bøden til 30.000 kr.

Efter stemmeflertallet fastsættes bødestraffen til 40.000 kr. Med denne ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til 40.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.