Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Nedstyrtningsfare - Flere arbejdsgivere

Resumé af Vestre Landsrets dom afsagt den 29. maj 2001 af 3. afdeling i ankesag nr. S-2609-00

Arbejdets udførelse

Samarbejde mellem flere arbejdsgivere
Nedstyrtningsfare

Tiltalesubjekt

1. T1 A/S. Arbejdsgiver.
2. T2 A/S. Arbejdsgiver.

Historien

T2 A/S udførte antennearbejde på T1 A/S’s bygning.
T2 A/S’s ansatte fjernede under arbejdet nogle riste på bygningens udvendige balkon, og ved arbejdstids ophør efterlod de åbningerne uden sikring mod, at personer kunne falde ned.

En af T1 A/S’s ansatte gik efterfølgende om natten ud på balkonen for at foretage kontrolarbejde. Under dette arbejde faldt han igennem åbningen og blev dræbt.

T1 A/S og T2 A/S havde ikke samarbejdet om at skabe sikre arbejdsforhold for de beskæftigede på arbejdsstedet. Hverken T1 A/S eller T2 A/S havde informeret hinanden om det arbejde, der skulle foregå. I den forbindelse havde T1 A/S heller ikke underrettet sine ansatte om ulykkesrisiciene ved T2 A/S’s arbejde.

Sanktion og rettens bemærkninger

Byretten idømte T1 A/S og T2 A/S hver en bøde på 25.000 kr. Retten lagde til grund, at det i sig selv indebærer en væsentlig risiko for uheld at forlade et usikret arbejdssted, og at der derfor må stilles særligt strenge krav til den sikkerhedsmæssige planlægning. Retten lagde endvidere til grund, at arbejdet på den midlertidige fælles arbejdsplads ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet de tiltalte selskaber ikke i tilstrækkelig grad samarbejdede om sikre arbejdsforhold, hvilket fører til, at afdøde ikke blev gjort bekendt med nedstyrtningsrisikoen.

Byretten fandt ikke grundlag for undtagelsesvis at forhøje bøderne ud over beløbene på 25.000 kr.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at bøden til hver af de tiltalte blev forhøjet til 50.000 kr. Ved straffens udmåling lagde Landsretten ulykkens alvorlige følge til grund.

Anførte straffebestemmelser

AML § 82, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, jf. § 86.

Anførte overtrædelsesbestemmelser

T1 A/S: AML § 17, § 20, og § 38.
T2 A/S: AML § 20, og § 38.