Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Vejarbejde

Vestre Landsrets dom afsagt den 15. marts 2001 af 2. afdeling i ankesag nr. S-2711-00

Udskrift af dombogen for retten i Aalborg

Dom afsagt den 6. oktober 2000 af retten i Aalborg, 10. afdeling - SS 10.25330/00

Anklagemyndigheden mod T A/S.

Ved Politimesterens anklageskrift af 22. juni 2000 tiltales

T A/S

til straf for overtrædelse af

1.
Lov om arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 § 82, stk. 1, nr. 1 og stk. 3, nr. 1 og nr. 2, jf. § 86, for overtrædelse af § 38, stk. 1, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 62, stk. 1, jf. stk. 3, for overtrædelse af § 29, ved at der den 29. juni 1999 på adressen A, i B kommune, blev udført arbejde med betjening af maskinerne under udlægning af genbrugsasfalt, uden at arbejdet var planlagt, tilrettelagt og blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder uden at der ved arbejdet på vejen med risiko for påkørsel var truffet foranstaltninger, der effektivt sikrede de beskæftigede, idet flere af de i selskabet ansatte udførte arbejde med betjening af maskinerne fra den side der vendte ud mod den kørende trafik på den stærkt trafikerede vej, uden at der var opsat trafikværn eller etableret anden form for sikring af de ansatte, hvorved der blev fremkaldt fare for, at de ansatte kunne blive påkørt af den kørende trafik med skade på liv eller helbred til følge, på trods af at Arbejdstilsynet den 19. juni 1996 afgav påbud om tilsvarende forhold,

2.
lov om arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 § 82, stk. 1, nr. 1 og stk. 3, nr. 1 og nr. 2, jf. § 86, for overtrædelse af § 38, stk. 1, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 62, stk. 1, jf. stk. 3, for overtrædelse af § 29, ved at der den 30. juni 1999 på adressen A, i B kommune, blev udført arb-ejde med betjening af maskinerne under udlægning af genbrugsasfalt, uden at arbejdet var planlagt, tilrettelagt og blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder uden at der ved arbejdet på vejen med risiko for påkørsel var truffet foranstaltninger, der effektivt sikrede de beskæftigede, idet flere af de i selskabet ansatte udførte arbejde med betjening af maskinerne fra den side der vendte ud mod den kørende trafik på den stærkt trafikerede vej, uden at der var opsat trafikværn, eller etableret anden form for sikring af de ansatte, hvorved der blev fremkaldt fare for, at de ansatte kunne blive påkørt af den kørende trafik med skade på liv eller helbred til følge, på trods af at Arbejdstilsynet den 19. juni 1996 afgav påbud om og den 29. juni 1999 nedlagde forbud mod fortsat arbejde under tilsvarende forhold.

Det tiltalte selskab har nægtet sig skyldig.

Der er afgivet vidneforklaring af direktør vidne 1, vidne 2, vidne 3 og vidne 4. Herom henvises til retsbogen.

Rettens bemærkninger:

Efter bevisførelsen finder retten det bevist, at arbejdet den 29. og 30. juni 1999 blev fortsat, uden at der blev ændret fremgangsmåde efter de anvisninger som blev givet af medarbejdere fra Arbejdstilsynet. Retten finder efter de afgivne forklaringer og de fremlagte fotos det bevist, at arbejdet blev udført med en betydelig risiko for, at der opstod skade på liv eller helbred. Med hensyn til de af det tiltalte selskab påberåbte omstændigheder vedrørende nødvendigheden af at fortsætte arbejdet, og at arbejdet blev udført efter de gældende vejregler for afmærkning af vejarbejder, finder retten, at der, uanset om disse omstændigheder foreligger, påhviler det tiltalte selskab en forpligtelse til at drage omsorg for arbejdets forsvarlige udførelse under overholdelse af Arbejdsmiljølovens reg-ler.

Retten finder, at der ved fastsættelse af bødens størrelse bør henses til, at det tiltalte selskab tidligere tillige har fået pålæg om overholdelse af Arbejdsmiljøloven, og at der ved arbejdets tilrettelæggelse var konkret fare for personskade. Retten finder ikke, at der ved fastsættelsen af bødens størrelse bør ske fuldstændig kumulation, når henses til at tiltalen omhandler samme arbejdsproces over to dage.

Straffen fastsættes efter lov om Arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998, § 82, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, nr. 1 og nr. 2, jf. § 86, for over-trædelse af § 38, stk. 1, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. decem-ber 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 62, stk. 1, jf. stk. 3, for overtrædelse af § 29 til en bøde på 45.000 kr.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T A/S skal straffes med en bøde på 45.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen for retten i Aalborg

Som vidne fremstod direktør vidne 1, der blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at han har været ansat ved det tiltalte selskab siden 1991. Han blev direktør i april 1999 og enedirektør 1. januar 2000. Han har ikke noget konkret kendskab til arbejdsopgaven på adressen A. Generelt påtager virksomheden sig opgaver i henhold til tilbud, hvorefter der afholdes et møde, hvor arbejdets tilrettelæggelse aftales, herunder trafikafviklingen. Man er i virksomheden bekendt med de rele-vante bestemmelser for udførelse af vejarbejder. Det er usædvanligt, at der foreligger gravetilladelse. Han har kendskab til det tidligere påbud fra 1996 og bemærker, at dette afstedkom, at maskinerne blev forsynet med en bøje med gult blink og påmonteret "slikkepind".

Forsvareren foreviser fotos heraf, der fremlagdes.

Anklageren bemærker, at det af foto, bilag 19, ikke fremgår, at slikkepind er påført.

Nærmere afhørt af forsvareren bemærker vidnet, at han mener, at opgaven blev udbudt i licitation. Han husker ikke, om der blev holdt møder med medarbejderne efter påbudet i 1996, men bemærker, at der forud for hver sæson bliver afholdt informationsmøder, hvilket også var tilfældet i foråret 1999. Arbejdet foregår således, at en maskine opvarmer asfalten, der derefter af en anden maskine raspes af og blandes med eventuel yderligere asfaltmateriale, hvorefter blandingen kommer bagud af maskinen og pålægges som vejbelægning ved hjælp af et såkaldt strygebræt, der kan reguleres i højde og bredde. Det er således nødvendigt for arbejdsprocessen, at 2 mand betjener strygebrættet således, som det fremgår af fotos bilag 19. Det er herunder nødvendigt, at den ene person kontrollerer, at maskinen nedlægger asfalt foran strygebrættet på maskinens midte. Der bliver derfor behov for, at medarbejderne en del af tiden, måske 10 % anvender deres opmærksomhed på denne proces.

Anklageren foreholder, at det tilsyneladende af bilag 7 fremgår, at virksomheden i forbindelse med tilbagemelding vedrørende påbudet i 1996 har oplyst, at denne arbejdsproces ikke vil forekomme.

Yderligere afhørt af forsvareren forklarer vidnet, at der blev taget kontakt med virksomheden efter at Arbejdstilsynet havde beset forholdene den 29. juni 1999. Det blev herunder oplyst, at der skulle være en frizone ud mod kørebanen på 1 meter. Hvis dette skulle etableres, var det nødvendigt at lukke vejen. B kommunes tekniske forvaltning fik forelagt problemet og kunne ikke give tilladelse til, at vejen blev lukket. Der blev truffet foranstaltning til, at der blev opsat flere kegler.

Som vidne mødte vidne 2 der blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede

ad forhold 1
at han er ansat som konsulent hos Arbejdstilsynet. Det var tilfældigt, at han sammen med en kollega kom forbi arbejdspladsen. Der blev optaget fotos, som fremlagt under sagen som bilag 19. Det fremgår heraf, at der omkring kl. 13.30 blev arbejdet på begge sider af maskinen også ud mod trafikken. Vidnet kan ikke sige, over hvilket tidsforløb fotos er optaget, men der gik en vis tid. De konstaterede således, at den medarbejder, der gik på den side af maskinen, der vender ud mod trafikken, gik frem og tilbage. Det blev vurderet, at der var tale om en farlig situation, idet medarbejderen var udsat for risiko for påkørsel. Der skulle have været opsat markering i form af kegler længst ud mod trafikken, således at der kunne etableres en frizone på en meter hen til medarbejderens arbejdszone, der minimum burde være en halv meter fra maskinen. Skillelinien mellem frizonen og arbejdszonen, skulle markeres med en snor opsat på kegler. Den samlede strækning fra maskinen og til de yderste kegler ville således minimum andrage 1 1/2 meter. Vidnet husker ikke, om der var hastighedsbegrænsning, men det var nødvendigt at trafikken blev afviklet med reduceret hastighed. Det er vidnets vurdering, at der var en betydelig fare for påkørsel, hvorfor der straks blev nedlagt forbud mod arbejdets fortsæt-telse, således som det fremgår af bilag 5 og 6. Vidnet bemærker, at han havde en samtale med formanden vidne 3, der blev vejledt om, hvordan arbejdspladsen kunne sikres i overensstemmelse med det ovenstående. Det var vidnets forståelse, at vidne 3 ville finde en løsning. Han nævnte ikke, at det var umuligt at efterkomme arbejdstilsynets krav. Vidnet har set tilbagemeldingen bilag 7 samt bilag 22. Sidstnævnte er netop udtryk for, hvad han talte med vidne 3 om. Vidnet og kollegaen blev ikke på stedet for at se, hvad der skete, men vendte tilbage dagen efter. Vidnet husker ikke, i hvilket omfang der var opsat kegler, udover hvad der fremgår af fotos.

Nærmere afhørt af forsvareren præciserer vidnet, at forbudet gik ud på, at arbejdet ikke måtte fortsættes, forinden der var sikret mod påkørsel ved opstilling af kegler samt kegler på snor. Han overvejede ikke, om efterkommelse af forbudet ville indebære, at adressen A nødvendigvis skulle lukkes, medens arbejdet stod på.

ad forhold 2
forklarede vidnet, at han dagen efter sammen med en kollega indfandt sig på stedet, hvor de som bilag 18 fremlagte fotos blev optaget. Der var tale om et kontrolbesøg. Det viste sig, at arbejdspladsen fortsat ikke var sikret. Han husker ikke, om der var hastighedsbegrænsning. Der var kun opsat en række kegler. Medarbejderen gik ud mod trafikken uden at der var etableret frizone. Det blev vurderet, at medarbejderen derved var udsat for betydelig fare. De talte med vidne 3. Han ved ikke, om der var opsat flere kegler. Det er vidnets vurdering, at der næppe ville have været plads til forbikø-rende trafik, hvis der var blevet etableret en arbejdszone og derudover yderligere en fri-zone, idet der nok kun vil være yderligere 2 meter vejbane tilbage, hvilket ikke muliggjorde passage af f.eks. busser. De opholdt sig på stedet mellem 30-45 minutter.

Anklageren dokumenterer bilag 10.

Vidnet bemærker, at keglerne var de på fotos viste. Hans vurdering var, at der var 20 meter mellem disse. Der blev ikke foretaget afskridtning. Der kan have været tale om kortere afstand.

Som vidne mødte projektleder vidne 4, der blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at han igennem 30 år har været ingeniør i B kommunes afdeling for teknik og anlæg. Han kender således de lokale trafikforhold og ved, at arbejdet var et slidlagsarbejde. Han var ikke selv involveret i forbindelse med aftalen om arbejdet. Adressen A har en brede på ca. 10 meter, og ramperne en bredde på ca. 7 meter. Han har ingen erindring om en telefonsamtale den 30. juni med T, men han vil dog på ingen måde udelukke, at en samtale kan have fundet sted, uden at han kan huske det.

Forevist fotos bilag 19 og forespurgt om trafikafvikling efter hans vurdering ville have været muligt, hvis der uden for maskinen skulle være en trafikfri zone på 1 1/2 meter, oplyser vidnet, at dette næppe umiddelbart vil kunne lade sig gøre med trafik i begge retninger, men der kunne have været foretaget andre trafikale tiltag, såsom Iysregulering, omkørsel, eller at arbejdet var henlagt til at blive foretaget om natten. Det vil sige, hvis der skulle ske trafikomlægning, indebar det som en nødvendighed, at arbejdet skulle udføres uden for normal arbejdstid. I givet fald kunne entreprenøren have henvendt sig til vejmyndighederne og gjort opmærksom på det opståede problem, hvorefter man i fællesskab kunne have fundet en løsning. Det er næppe sandsynligt, at der kunne blive tale om at lukke denne strækning i dagtimerne. En ansøgning ville også medføre, at vejmyndig-hederne skulle tage kontakt til andre myndigheder og give varsel, hvorfor det under alle omstændigheder måtte påregnes, at der ville gå mindst 4-5 dage. Det er vidnets opfattel-se, at kommunen som bygherre må forlade sig på, at T har afgivet tilbud og afpasset dette, således at arbejdet kunne gennemføres uden videre vejreguleringsforanstaltninger. I det omfang en forudsætning herom hos entreprenøren brister, er risikoen for den bristende forudsætning ikke bygherrens eller vejmyndighedens, men entreprenørens.

Yderligere udspurgt af anklageren om vidnets rolle ved varetagelse af funktioner som vejmyndighed, forklarer vidnet, at han vurderer en ansøgning i lyset af, om denne vil give trafikmæssige problemer eller ville kunne gennemføres uden problemer for trafikkens afvikling. Hvis en ansøger anmoder om at få et arbejdsområde på 6 meter, må vid-net forudsætte, at ansøgeren selv drager omsorg for at arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt inden for dette område. Det sker imidlertid også, at vidnet må give afslag og eksempelvis reducere afstanden til 3 meter. Han må også her alene foretage afvejning af hensyn til trafikken og forudsætte, at ansøgeren drager omsorg for, at kravet efter eksempelvis arbejdsmiljøloven også kan tilgodeses på et reduceret areal.

Nærmere adspurgt med henvisning til bilag 18, det bagerste fotos, om der i givet fald kunne have været ansøgt om at anvende cykelstien, forklarer vidnet, at han inden retsmødet i dag har gennemgået sagen, og at det ikke ses, at der er rettet henvendelse herom. Han vil ikke afvise, at trafikken kunne have været ledt op på cykelstien, men dette ville i så fald kræve en sagsbehandling, der ville have taget en vis tid af timer eller dage.

Som vidne mødte formand vidne 3, der blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Han forklarede, at han som formand havde den daglige ledelse over det hold på ca. 10 mand, der udførte opgaven på adressen A. De fleste på holdet havde erfaring. Arbejdsgangen er således, at de kører fra tidlig om morgenen, og indtil de er fær-dige, idet en bane helst skal laves færdig ad gangen. Maskinen står således ikke stille fra de starter om morgenen og til de slutter om aftenen. Den 29. juni 1999 kom 2 personer fra arbejdstilsynet og påtalte, at der var røg og manglende afspærring, idet der skulle være en frizone og 2 sæt kegler, der markerede zonerne. Han mener ikke, der blev sagt noget om, at det ene sæt kegler skulle være forbundet med snore. Efter at folkene fra ar-bejdstilsynet var gået, gik han rundt og snakkede med sine folk og henstillede, at de ikke opholdt sig på den side af maskinen, der vendte ud mod trafikken, mere end højst nødvendigt. Han ringede hjem, men da maskinen ikke bare kunne stoppe fortsatte arbejdet. Næste morgen satte de flere kegler op. Han fik at vide hjemmefra, at der havde været kontakt med B kommune, der ikke ville gå med til at spærre vejen.

Vidnet forevises bilag 18 og forklarer, at nogle trafikanter listede op på cykelstien for at komme forbi. Der var tale om forbikørsel i skidtgang. Han mener at hastighedsbegræns-ningen var 60 km/t.

Forevist bilag 8 bemærker vidnet, at han er bekendt med denne. Han bemærker dog, at han ikke har læst, at markeringskeglerne skulle anbringes med en afstand på mindre end 6 meter.

Forevist fotos, bemærker vidnet, at han er enig i, at markeringspælene er anbragt i en større indbyrdes afstand end 6 meter.

Forevist foto 19, hvor bussen passerer, henviser vidnet til, at der på maskinen over kosten ses et gult markeringsblink, der medfører, at bussen skulle holde en vis afstand ved- passage af maskinen.

Yderligere afhørt af anklageren forklarer vidnet, at han ikke kan huske, om han den 29. juni d.å. udtrykkeligt sagde, at arbejdstilsynet havde nedlagt forbud. Han husker, at han fik besked om at køre videre. Han erkender, at arbejdets fortsættelse både den 29. og 30. juni, skete i strid med det nedlagte forbud.´

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Aalborg, 10. afdeling, har den 6. oktober 2000 afsagt dom i 1. instans (SS 10.25330/00).

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at der udmåles en bøde på 60.000 kr.

Det tiltalte selskab har påstået formildelse.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Anklageren og forsvareren har samstemmende tilkendegivet, at en enkelt overtrædelse af arbejdsmiljøloven som i dette til- fælde, hvor der tidligere er meddelt et påbud, og hvor der var konkret fare for personskade, bør resultere i en bøde på 30.000 kr.

To dommere udtaler herefter:

I hvert fald i den foreliggende situation, hvor forhold 2 er begået dagen efter, at det tiltalte selskab blev meddelt påbud vedrørende arbejdets udførelse, bør der ske kumulation af bøden i de to forhold, og vi stemmer derfor for at fastsætte bø-den til 60.000 kr.

En dommer udtaler:

Under hensyn til, at overtrædelsen i forhold 2 er konstateret under et kontrolbesøg dagen efter Arbejdstilsynets mundtligt meddelte påbud af 29. juni 1999, finder jeg ikke, at bøden bør udmåles som fuldstændig kumulation. Jeg stemmer herefter for at stadfæste byrettens dom.

Efter stemmeflertallet udmåles straffen, der for så vidt angår overtrædelse af de nævnte bestemmelser i arbejdsmiljøloven nu fastsættes i medfør af lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, til en bøde på 60.000 kr.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ændres, således at bøden forhøjes til 60.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.