Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Vejarbejde

Resumé af Vestre Landsrets dom afsagt den 15. marts 2001 af
2. afdeling i ankesag nr. S-2711-00

Arbejdets udførelse

Vejarbejde

Tiltalesubjekt

T A/S. Arbejdsgiver.

Historien

Forhold 1: Flere ansatte arbejdede med udlægning af asfalt på en stærkt trafikeret vej, og de betjente maskinerne fra den side, der vendte ud mod den kørende trafik. Der var ikke opsat trafikværn eller etableret anden form for sikring af de ansatte, og derfor var der fremkaldt fare for, at de kunne blive påkørt. Der var 3 år tidligere afgivet påbud til virksomheden om et tilsvarende forhold.

Forhold 2: Dagen efter arbejdede ansatte samme sted på tilsvarende måde. Der var 3 år tidligere afgivet påbud og dagen før et forbud til virksomheden om et tilsvarende forhold.

Sanktion og rettens bemærkninger

Byretten idømte T A/S en bøde på 45.000 kr. Byretten lagde til grund, at uanset, at T A/S fandt det nødvendigt at fortsætte arbejdet, og at arbejdet blev udført efter de gældende vejregler for afmærkning af vejarbejder, så påhviler der det tiltalte selskab en forpligtelse til at drage omsorg for arbejdets forsvarlige udførelse under overholdelse af arbejdsmiljølovens regler. Ved fastsættelse af bødens størrelse, fandt retten, at der bør henses til, at det tiltalte selskab tidligere tillige har fået pålæg om overholdelse af arbejdsmiljøloven, og at der ved arbejdets tilrettelæggelse var konkret fare for personskade. Retten fandt ikke, at der ved fastsættelsen af bødens størrelse bør ske fuldstændig kumulation, når henses til at tiltalen omhandler samme arbejdsproces over to dage.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at bøden blev forhøjet til 60.000 kr. Anklageren og forsvaren tilkendegav samstemmende i Landsretten, at en enkelt overtrædelse af arbejdsmiljøloven som i dette tilfælde, hvor der tidligere er meddelt et påbud, og hvor der var konkret fare for personskade, bør resultere i en bøde på 30.000 kr. Efter stemmeflertal fandt Landsretten herefter, at der i den foreliggende situation, hvor forhold 2 er begået dagen efter at der blev meddelt T A/S påbud vedrørende arbejdets udførelse, bør der ske kumulation af bøden i de to forhold.

Anførte straffebestemmelser

AML § 82, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, og 2, jf. § 86.

Anførte overtrædelsesbestemmelser

AML § 38, stk. 1, jf. bekg. nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 29.