Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Anvendelse

Østre Landsrets dom afsagt den 8. august 2001 af 9. afdeling i ankesag nr. S-0068-01

Udskrift af dombogen for retten i Faaborg

Dom afsagt af retten i Fåborg den 8. december 2000 - SS 167/2000

Anklagemyndigheden mod T A/S

Under denne sag, der er behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 935, tiltales T A/S til straf for overtrædelse af

1.
lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 (nu lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999) § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 86 og bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995 og bekendtgørelse nr. 832 af 27. november 1998) for overtrædelse af lovens § 45, stk. 1 og bekendtgørelsens § 4 og § 5, stk. 3 (nu § 5, stk. 4) ved at arbejdet på ovennævnte virksomhed den 24. november 1998 blev udført uden at en maskinsaks af mærket Hoan blev anvendt således, at den var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig idet den ansatte A foretog klipningen af smalle tyndpladeemner med maskinen uden at der blev anvendt tilstrækkeligt sikkerhedsudstyr eller taget andre sikkerhedstekniske forholdsregler så som anvendelse af hjælpeværktøj, hvorved ansatte A under udførelsen af arbejdsprocessen læderede højre hånds 2. finger.

2.
lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 (nu lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999) § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 86 og bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3 (ændret ved bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995 og bekendtgørelse nr. 832 af 27. november 1998) for overtrædelse af lovens § 45, stk. 1, og bekendtgørelsens § 4 og § 9, stk. 2, ved at arbejdet på ovennævnte virksomhed den 16. december 1998 blev udført uden at en kantpresse af mærket Ursviken blev anvendt således, at den var sikkerheds-- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig, idet den ansatte B ved maskinen bearbejdede emner med en afstand mellem emne og værktøj på 55 mm ved betjening med fodkontakt, uagtet arbejdsprocessen sikkerheds- og sundhedsmæssigt kun kunne udføres fuldt forsvarlig under anvendelse af tohånds betjente kontakter eller anden lige så sikker fremgangsmåde, hvorved der fremkaldtes fare for skade på den pågældendes helbred.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af produktionschef C. Herom henvises til retsbogen. Der er dokumenteret fotos og påbud af 1. juni 1988 og 8. februar 1992.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på ikke under 50.000 kr. og har anført, at der bør ske fuld sammenlægning af bøder for de to enkeltforhold. Der er henvist til, at der er tale om et i det væsentlige takstreguleret område, og at der flere gange er sket skærpelser på området. Det stemmer bedst med disse skærpelser og med de generelle udtalelser i forarbejderne til lov, at der sker fuld sammenlægning af bøder. Fuld sammenlægning er også i overensstemmelse med praksis fra før den sidste lovændring. Skulle retten ikke ud fra generelle overvejelser for særlovsområdet følge dette synspunkt, er anført, at der i hvert fald efter en konkret bedømmelse bør ske fuld sammenlægning af bøder. Der er henvist til, at der er tale om ligeartede forhold, som er begået med kort tids mellemrum, og at selskabet tidligere har modtaget påbud efter arbejdsmiljølovgivningen.

Forsvareren har anført, at faren efter praksis skal vurderes konkret både med hensyn til karakteren af og risikoen for mulige skader, og at faren i forhold 2 ikke har været så alvorlig, at der er grundlag for isoleret at udmåle en bøde på 25.000 kr. for dette forhold. I øvrigt skal der efter straffelovens § 88 idømmes en samlet straf for begge forhold, hvilket efter ganske overvejende praksis ikke medfører fuld sammenlægning.

Anklagemyndigheden har proceduremæssigt erklæret, at der ikke gøres objektivt ansvar gældende.

Det tiltalte selskab har erkendt sig skyldig, og retten finder efter rpl. § 935 stk. 1 derfor selskabet skyldigt i den rejste tiltale.

Erkendelsen rummer også det skærpende moment, at der har været fare i forhold 2, jf. lovens § 82 stk. 3 nr. 1, 2. led, selv om det proceduremæssigt er anført, at faren efter en konkret vurdering ikke bør begrunde skærpelse. Retten skønner, at faren har haft en sådan karakter, at den omhandles af skærpelsesbestemmelsen i § 82 stk. 3 nr. 1.

Selskabet findes derfor i det hele skyldigt.

Der foreligger to forhold til samlet påkendelse. Efter straffelovens § 88 stk. 1, 1. pkt. skal der herefter udmåles en fælles straf inden for den forskrevne strafferamme. Hvorvidt der inden for strafferammen skal ske fuld sammenlægning eller ej, beror efter retspraksis på et konkret skøn.

Retten finder imidlertid, at man ved udøvelsen af dette skøn må have som hovedreglen, at der ikke sker fuld sammenlægning. Der lægges herved vægt på, at der som udgangspunkt skal udmåles en fælles straf og dermed ikke særskilte straffe, som kan være genstand for sammenlægning, og på sammenhængen til straffelovens § 88 stk. 1, 2. punkt, der omhandler udmåling uden for strafferammen. Der kan kun under særdeles skærpende omstændigheder udmåles en straf uden for rammen og da kun forhøjet med indtil det halve. Retten finder, at dette er udtryk for et hovedprincip om, at der ikke skal ske fuld sammenlægning.

Det kan ikke antages, at der uden lovhjemmel kan udtages hele sagsområder, hvor der generelt skal ske fuld sammenlægning. Der lægges herved vægt på, at det må kræve hjemmel i særloven, hvis straffelovens almindelige regler ikke skal gælde. Der lægges også vægt på færdselslovens § 118 a, hvor der i en særlov - for nylig - er givet særregler om spørgsmålet, hvilket gør det mere nærliggende at anse det for et lovgivningsspørgsmål, hvis der skal gælde særlige regler for hele sagsområder.

Der er ikke i forarbejderne til de love, der i 1990 og 1997 har skærpet straffene på arbejdsmiljøområdet, taget specifikt stilling til sammenlægningsspørgsmålet, hvorfor retten ikke finder, at de tilsigtede skærpelser kan tillægges betydning for sammenlægningsspørgsmålet.

Retten tillægger i det konkrete skøn ikke de gamle påbud til selskabet nogen betydning, jf. princippet i straffelovens § 81. Det tillægges til støtte for fuld sammenlægning betydning, at området i det væsentlige er takstreguleret, og at der er tale om ligeartede forhold. Det tillægges imod fuld sammenlægning vægt, at forholdene er begået inden for et kortere tidsrum, og at der ikke foreligger oplysning om mellemliggende sigtelse. Endeligt tillægges det betydning, at der foreligger generelt gode oplysninger om virksomheden, herunder at det - således som sagen er oplyst - må lægges til grund, at forholdene alene er fremkommet som følge af instruksstridig adfærd hos de medarbejdere, der selv kom til skade eller selv blev udsat for fare.

Under disse omstændigheder findes der efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fravige det antagne udgangspunkt om, at der ikke skal ske fuld sammenlægning.

Straffen fastsættes herefter efter de i anklageskriftet anførte bestemmelser, jf. straffelovens § 88 stk. 1, 1. pkt. til en bøde på 35.000 kr.

Efter sagens udfald og muligheden for alternativ administrativ behandling findes det herefter rettest, at der kun pålægges tiltalte delvise sagsomkostninger.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T A/S straffes med en bøde på 35.000 kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger dog således, at tiltalte kun pålægges halvdelen af forsvarersalæret.

Udskrift af retsbogen for retten i Faaborg

For det tiltalte selskab mødte produktionschef C.
Tiltaltes repræsentant blev gjort bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig.

Produktionschef C forklarede, at han har været produktionschef på virksomheden i 5 år. I denne periode har der ikke været alvorlige arbejdsulykker. Efter episoden i forhold 1 var medarbejderen sygemeldt i 1 dag, hvorefter han kom tilbage. I forhold 1 havde der været et hjælpeværktøj i form af en pind tilstede. Med denne pind kan man holde emnet ind i saksen. I strid med instrukser havde medarbejderen undladt at benytte denne pind. Efter ulykken blev gitteret, der var for højt, sænket efter anvisning fra arbejdstilsynet. Efter sænkningen af gitteret var efter arbejdstilsynets anvisning svejset nogle yderligere stykker på, da det efter sænkningen var muligt at få fingrene ind. Den pågældende medarbejder må ikke længere betjene denne maskine.

Vedrørende forhold 2 forklarede han, at der skulle bruges en 2-håndsudløser, og der var instrukser om, at denne skulle bruges. Den var imidlertid koblet ud af funktion således, at der alene blev benyttet en fodkontakt. Det var medarbejderen, der i strid med instruksen havde sat 2-håndsudløseren ud af funktion. Der er nu etableret et elektronisk lysgitter, der automatisk stopper maskinen, når der kommer ting ind i lysfeltet. Etablering deraf har kostet 70.000 kr. Dette lysgitter er ikke pligtigt, men er ekstraordinært lavet. Virksomheden har sikkerhedsorganisation med sikkerhedsudvalg og sikkerhedsrepræsentanter og benytter aktivt Bedriftssund-hedstjenesten.

Udskrift af Østre Landsrets dombog

Fåborg Rets dom af 8. december 2000 (SS 167/00) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at bøden fastsættes til 50.000 kr.

Tiltalte, T A/S, har påstået stadfæstelse.

Landsrettens bemærkninger:

Udgangspunktet for bødefastsættelsen i en sag som denne er 25.000 kr. for hvert enkelt forhold, jf. Højesterets domme gengivet i UfR 2000.293 og UfR 2000.295. Om den samlede bødestraf, jf. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlæg-ning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb, må afgøres efter en konkret vurdering.

I det foreliggende tilfælde findes den samlede bødestraf for de to forhold at burde fastsættes til 50.000 kr.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret:

Fåborg Rets dom i sagen mod T A/S ændres, således at bøden fastsættes til 50.000 kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.