Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Udgravning

Østre Landsrets dom afsagt den 5. marts 2001 af 4. afdeling i ankesag nr. S-0022-01

Udskrift af dombogen for politisager for Politiretten i Helsingør

Dom afsagt af Politiretten i Helsingør den 12. oktober 2000 - Sagsnr. 2.00388/99

Anklagemyndigheden mod T

Under denne sag tiltales T ifølge anklageskrift af 18. marts 1999 fra politimesteren i Helsingør til straf for overtrædelse af lov nr. 184 af 22. marts 1995, jf. nu lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998, § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 83, jf. § 38, stk. 1, jf. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 19, stk. 1, jf. stk. 2 og § 20, stk. 2 ved den 11. juni 1998 som arbejdsgiver for ansatte A på byggepladsen ved gade B og gade C i byen D, at have undladt at sikre at arbejdet med udgravning til kloakrør var planlagt, tilrettelagt og blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet ansatte A arbejdede i bunden af en udgravning med næsten lodrette sider med en dybde på 2,1 m, ca. 1 - 1,5 m bred, selvom der ikke var truffet foranstaltninger for afværgelse af jordskred, ligesom der ikke var etableret nogen opgang, flugtvej, hvilket bevirkede, at der var overhængende fare for, at ansatte A ved et eventuelt jordskred kunne have pådraget sig skade.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse subsidiært påstand om en mindre bøde efter rettens skøn.

Under sagen er der afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne vidne 1 og vidne 2 begge fra Arbejdstilsynet og politiassistent vidne 3, således som det fremgår af retsbogen.

Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand anført, at det fremgår af vidneforklaringen af vidne 3, at tiltalte havde påtaget sig udgravningen og dermed havde ansvaret for, at den blev udført korrekt. Tiltalte skulle have instrueret ansatte A meget bedre, hvorved den foreliggende faresituation kunne være undgået. Ansatte A’s  arbejde nede i udgravningen kan efter anklagemyndighedens opfattelse ikke siges at være en abnorm handling i forhold til arbejdets udførelse, men er tværtimod en del heraf, og det forhold at ansatte A på trods af vidnet 3’s påbud om ikke at gå ned i udgravningen alligevel gjorde dette, bestyrker antagelsen om, at tiltalte er ansvarlig for arbejdets udførelse, og således ifalder det objektive ansvar som arbejdsgiver.
Om selve udgravningen har anklagemyndigheden anført, at vidneforklaringerne og de optagne fotografier viser, at der var overhængende fare i forbindelse med et muligt jordskred, og at der ikke var etableret nogen flugtvej.

Tiltalte har anført, at han alene havde udlejet en rendegraver med fører og at det var lejeren, en murermester fra Jylland, der havde instruktionsbeføjelsen i forbindelse med udgravningen. Tiltalte har ikke handlet uforsvarligt på nogen måde idet føreren af rendegraveren, ansatte A, havde nøje instruks om alene at betjene rendegraveren og hans beslutning om at gå ned i renden for at grave med en skovl ligger langt udenfor hans tjenesteforhold til tiltalte, således at tiltalte heller ikke af denne grund kan blive ansvarlig. Den bevisusikkerhed der er en følge af, at anklagemyndigheden ikke har ført et nærmere bevis for, hvem der havde ansvaret for udgravningen, må føre til at tiltalte frifindes.

Retten skal udtale:

Retten finder, at det ved sagens afgørelse skal lægges til grund, at tiltalte havde påtaget sig at grave en rende og havde bedt ansatte A, der var ansat hos ham, om at udføre arbejdet. Retten finder ikke at det er en abnorm handling når ansatte A går ned i renden for at grave med en skovl, men at det tværtimod er en del af selve arbejdets udførelse. Renden fremstår ifølge fotografierne og ifølge vidne 3’s forklaring som farlig at arbejde i, idet der var fare for sammenskridning og idet der ikke var etableret nogen sikker flugtvej. Retten finder, at der herved var fare for, at man kunne komme til skade ved at arbejde i renden.

Tiltalte findes herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter lov nr. 184 af 22. marts 1995, jf. nu lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998, § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 83, jf. § 38, stk. 1, jf. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 19, stk. 1, jf. stk. 2 og § 20, stk. 2, til en bøde på 20.000 kr.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T straffes med en bøde på 20.000 kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer på 6.000 kr. med tillæg af moms.

Udskrift nr. 1 af retsbogen for retten i Helsingør

Foreholdt retsplejelovens § 754, stk. 1, jf. § 752, stk. 1, erklærer tiltalte sig villig til at udtale sig.

Tiltalte forklarer, at han kører rendegraver og i sommeren 1998 havde 10 - 12 personer ansat, deriblandt ansatte A. De er 10 - 15 arbejdsgivere, der tilsammen ejer 30 - 40 rendegravere, så de i tilfælde af mangel kan låne/leje hos hinanden. Den 11. juni 1998 var ansatte A på gade B for at arbejde. Han skulle lave gravearbejde til en kloak.

Tiltalte havde ikke selv været der, og han ved ikke, om ansatte A havde været der dagen i forvejen. Dette kan han se på køresedler derhjemme. Ansatte A skulle køre med en rendegraver. Han havde rendegraveren med, da han kom til arbejdsstedet. Firmaet er indlejet, så ansatte A skulle køre på formandens instruktioner. Det er formanden på arbejdspladsen, der fortæller, hvordan arbejdet skal udføres. Man aftaler blot, at man skal være der på et bestemt tidspunkt, så følger nærmere instruktioner på arbejdspladsen. Der bliver betalt en timetakst, og der bliver ikke afgivet tilbud. Tiltalte føler, at han som arbejdsgiver, er ansvarlig for ansatte A, men det, at firmaet er indlejet, betyder, at han ikke er ansvarlig for arbejdet, der bliver udført. F.eks. dækker hans forsikring ikke, hvis der kommer brud på gas eller vandledning. Det er formanden, der bestemmer, hvordan arbejdet skal laves, der har ansvaret. Dette gælder ikke, hvis han har afgivet et tilbud.

Tiltalte vidste ikke, hvor lang tid arbejdet ville tage, hvilket er almindeligt. Når arbejdet er ved at være færdigt, ringer den ansatte og får at vide, hvor han så skal tage hen. Efterfølgende skriver hans ægtefælle regninger ud efter de køresedler, der bliver udarbejdet. Ansatte A viste god vilje ved at hoppe ned i renden. Det havde han ikke pligt til.

Tiltalte erklærer, at han kender en gravekasse, og at han godt ved, at en sådan ikke var på det pågældende sted. Det er formandens ansvar, at den ikke var der. Nogle gange bruges en gravekasse, andre gange ikke. Det afgørende er, hvor langt man skal grave ned. I denne situation hvor der blev gravet 2 meter ned, var det ikke absolut nødvendigt, at der var en gravekasse. Man kunne f.eks. have lavet hullet bredere og med anlæg, d.v.s. skrå sider. Der var lidt anlæg i denne situation, men han ville have lavet væsentlig mere, hvis det var ham, der havde lavet det. Tiltalte erklærer, at han ikke ved, om han var ansvarlig for dette.

Forevist bilag 6, billeder, erklærer tiltalte, at det er svært at se, om det f.eks. er ler, der står bedre end sand.

Som vidne fremstår vidne 1 der behørigt formanet forklarer, at han blev kaldt ud til stedet via kredskontoret efter en anmeldelse fra Helsingør politi på grund af en udskridning. Det var om formiddagen og vejret var tørt. Vidne 3 fra Helsingør politi var til stede samt ansatte A. Vidnet så udgravningen, men de i sagen fremlagte billeder er taget af Helsingør politi. Vidnet kan bekræfte, at billederne viser, hvordan situationen var på daværende tidspunkt. Vidne 3 meddelte, at han havde jaget ansatte A op af udgravningen, og derpå tilkaldt Arbejdstilsynet. I udgravningen så vidnet en håndskovl og fodaftryk. Der var ikke andet dernede. Vidnet kunne se, at jorden ikke var stabil, og at der stadig skete udskridninger. Vejen var asfalteret og asfalten var gravet væk på stedet. Udgravningen var ca. 6 meter lang over hele gade B. Man skulle over på den anden side af vejen for at få fat i en brønd. Vidnet erklærer, at hvis der skal en person ned i en sådan udgravning, skal der være en gravekasse eller anden afstivning. Dette er ikke nødvendigt, hvis der ikke skal personer ned i hullet. Vidnet erklærer tillige, at der på stedet ikke var noget anlæg, idet siderne på udgravningen på siderne var meget lidt skæve. Et anlæg ville kræve, at udgravningen skete med en vinkel på 45 grader ud til siden. Det ville betyde, at der skulle fjernes 10-15 meters asfalt og hullet kunne derfor ikke dække af en jernplade. Risikoen for udskridning er større, hvis der er tung trafik i nærheden. Dette var tilfældet på gade B ned mod industrikvarteret. På et tidspunkt kom der en lastbil for at læsse en gravekasse af. Denne blev dog bedt om at køre væk, da den standsede trafikken. Vidnet standsede arbejdet, så der ikke længere kom folk ned i udgravningen. Han ringede derefter til T og meddelte ham dette. Strømkabler ved brønden ca. 60 - 80 cm fra vejniveau var gravet fri og vidnet forklarer, at ledningsejeren E derfor blev kontaktet. Bilag 4, side 2, skrev vidnet samme dag. Kanterne ved udgravningen var så løse, at afmærkningen ved udgravningen blev foretaget længere  væk. Der var afmærket, da vidnet kom til stede.

Som vidne fremstår vidne 2, der forklarer behørigt formanet, at hun er jurist i Arbejdstilsynet og har skrevet tiltalebegæringen af 3. december 1998. Hun forklarer, at tiltalte som arbejdsgiver havde pligt til at planlægge arbejdet sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt. Derudover havde han pligt til at instruere sine ansatte og føre tilsyn. Arbejdstilsynet har mulighed for efter arbejdsmiljølovens § 77 at nedlægge forbud, i det øjeblik disse betingelser ikke bliver overholdt, og der er betydelig fare. Vidne 2 mener, at T efter det forklarede, er ansvarlig som arbejdsgiver. Det var hans firma, der blev indlejet, og han sendte ansatte A ud på arbejdspladsen, hvilket betyder, at han har et normalt arbejdsgiveransvar.

Anklageren begærer sagen udsat på indkaldelse af vidne 3.

Udskrift nr. 2 af retsbogen for retten i Helsingør

Retsbogstilførsel af 1. februar 2000 af forklaring fra T bliver læst op. T bekræfter, at det er korrekt, hvad der står i retsbogen.

Han forklarer yderligere, at hans firma var indlejet til at foretage udgravning. Det foregik på den måde, at den murermester, der havde entreprisen på pladsen, havde bestilt en rendegraver hos T, og han havde sendt en rendegraver med ansatte A som fører for at udføre grave-arbejde. Der var tale om, at ansatte A med rendegraveren skulle grave renden, men iøvrigt ikke foretage sig noget i selve renden, herunder hverken grave med skovl eller lægge rør. Det er muligt, at renden er blevet gravet før inspektionen fandt sted, det kan tiltalte ikke udtale sig med sikkerhed om. Når ansatte A er gået ned i renden for at grave med skovlen, er det hans eget initiativ, og ikke noget han har pligt til ifølge arbejdsforholdet til tiltalte. Ifølge sit arbejdsforhold skal han alene føre rendegraveren. På pladsen skulle der sænkes en gravekasse ned. Den pågældende murermeter, der havde entreprisen, arbejder normalt i Jylland og havde derfor ikke fået bestilt en gravekasse. Efter telefonisk aftale med tiltalte indvilligede tiltalte i, at der blev bestilt en gravekasse i hans navn. Det var derefter meningen, at den pågældende gravekasse skulle afregnes dem imellem, når regningen fremkom. Det var alene noget, han gjorde for at vise imødekommenhed overfor entreprenøren og ikke, fordi han havde pligt dertil eller lignende. Efter gravekassen var blevet sat ned i hullet, kunne de mennesker, der skulle arbejde dernede komme til. Når arbejdet i renden ikke kan gøres færdigt i løbet af arbejdsdagen, bliver hullet dækket med jernplader, men det er heller ikke noget, han har med at gøre. Udgiften til en gravekasse er normalt 500 kr. om dagen plus transport. Ved længere brug af gravekassen er dagsprisen billigere.

Som vidne fremstår vidne 3, der behørigt sandhedsformanet forklarer, at han som følge af klage fra beboerne i byen D over udgravningerne og støj fra jernpladerne om natten tog ud for at besigtige udgravningen. Han mener, at han ankom om formiddagen. Der var ingen henne ved udgravningen, der var åben. Han gik ind for at finde den, der var ansvarlig for udgravningen. Nogenlunde samtidig hermed kom en  person henimod udgravningen. Vedkommende præsenterede sig som maskinfører for rendegraveren. Vidnet forklarer, at han havde set, der var fodspor i bunden af renden, og han forklarede den pågældende, at han ikke måtte gå ned i renden. Vedrørende selve udgravningen var det sådan, at asfalten var skåret med en maskine, så den stod  skarpt et enkelt sted. De øvrige steder omkring udgravningen var asfalten brækket af, og der var sammenskridninger, således at materiale var kommet ned i bunden af renden, hvilket kan ses på det ene foto. Renden var ca. 210 cm dyb, hvilket illustreres af den målepind, man kan se på fotoet, hvor de hvide og de røde felter er 50 cm lange. Vidnet forklarer, at han gik ind for at tale med den, der måtte have ansvaret på pladsen. Han talte med en murermester fra Jylland. Vedkommende sagde, at han ikke havde noget at gøre med selve udgravningen, idet han havde overladt det til en lokal entreprenør. Vidnet gik herefter tilbage til udgravningen, og han så nu manden, han havde talt med før, nede i udgravningen med en skovl. Vedkommende var så langt nede, at jordoverfladen var over hans hoved. På påbød straks manden at komme op af hullet. Vedkommende kunne kun komme op af hullet ved at stille skovlen op ad siden på hullet, træde op på bladet og derefter træde op på håndtaget på skovlen for så endelig at komme op. Såfremt der havde været en sammenskridning, ville manden ikke have haft nogen som helt mulighed for at komme op. Vidnet præciseres, at asfalten efter vidnets opfattelse formentlig har været skåret hele vejen langs udgravningen, men så brækket af langs det meste af udgravningen under udgravningen.

Vidnet tilføjer, at såvidt han husker, stod gravemaskinen ved siden af hullet, og grabben var ikke sænket ned i hullet da han så føreren af gravemaskinen nede i renden. Han er ikke helt klar over, hvordan  vedkommende, som han så nede i hullet, var kommet  derned.

Vidnet tilføjer videre, at da han så manden i hullet eskalerede sagen, og han tilkaldte vidne 1 fra Arbejdstilsynet. Han foretog derfor ikke nogen nærmere afklaring af, hvem der egentlig var den ansvarlige for, at arbejdet blev udført.

Tiltalte fremstår påny og forklarer, at den gravefører, der havde betjent maskinen havde været ansat hos ham i 5 år, og han ikke havde haft nogen problemer med ham om sikkerhedsmæssige forhold før. Tiltalte forklarer, at han havde drevet virksomhed i 25 år, og det højeste antal ansatte han har haft på et tidspunkt har været 22.

Udskrift af Østre Landsrets dombog

Kriminalretten i Helsingørs dom af 12. oktober 2000 (2.00388/99) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

T har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidne 1, der begge har forklaret i det væsentlige som for byretten.

De i byretten af vidnerne vidne 2 og politiassistent vidne 3 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Det tiltrædes efter bevisførelsen, at der er sket overtrædelse af de bestemmelser, som tiltalen omfatter i overensstemmelse med anklageskriftets beskrivelse af de forhold, hvorunder ansatte A arbejdede.

Det tiltrædes endvidere af de af byretten anførte grunde, at det strafferetlige ansvar herfor pålægges tiltalte.

Efter en samlet vurdering af udgravningens art sammenholdt med at den måde, hvorpå den er udført, dog har fremkaldt fare for ansatte A's liv eller helbred, findes straffen passende at kunne fastsættes til en bøde på 25.000 kr.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret:

Kriminalretten i Helsingørs dom i sagen mod T ændres, således at T straffes med en bøde på 25.000 kr.

-Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.