Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Alenearbejde

Vestre Landsrets dom afsagt den 22. december 2000 af 9. afdeling i ankesag nr. S-2579-00

Udskrift af dombogen for Retten i Holsted

Dom afsagt af Retten i Holsted den 11. oktober 2000 - SS 182/2000.

Anklagemyndigheden mod T.

Anklageskrift er modtaget den 16. juli 1999.

T er tiltalt for overtrædelse af lov om arbejdsmiljø, jf. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 497 af 19. juni 1998 § 83, stk. 1, og stk. 2, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde, sidst ændret ved bekendtgørelse nr. 76 af 3. februar 1998 § 57, stk. 2, for overtrædelse af lovens § 60, stk. 1, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelsens § 13, stk. 2 ved som arbejdsgiver at være ansvarlig for, at arbejdet i kiosken A den 6. marts 1999 ikke var planlagt og blev udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig, idet to unge, ansatte B, født den 7. januar 1983, og ansatte C, født den 26. juni 1981, passede butikken alene kl. 20.30, uagtet unge under 18 år ikke må beskæftiges i tidsrummet fra kl. 18.00 til kl. 06.00 på hverdage og fra kl. 14.00 til kl. 06.00 på lørdage, søn- og helligdage, hvorved der var risiko for at de unge blev udsat for vold.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.

Forklaringen er gengivet i retsbogen.

Anklagemyndigheden har påstået tiltalte dømt efter anklageskriftet og anset med en bøde på 20.000 kr. Anklageren har til støtte herfor blandt andet anført, at uanset at tiltalte befandt sig i lejligheden på 1. sal med tæt adgang til butikken så var der ikke tale om et lokale i umiddelbar nærhed af forretningen i stueetagen.

Forsvareren har nedlagt påstand om frifindelse og henvist til, at tiltalte rent faktisk var på arbejde sammen med de to unge. Forsvareren har gjort gældende, at den omhandlede forretning er i 2 plan og også omfatter første salen, hvor der er kontor og privat beboelse. Dette kan sammenlignes med et baglokale, hvor man kan spise og sove. Lokalerne er således i tilknytning til forretningen. Tiltalte har i det hele gjort sig umage for at følge reglerne, hvilket der tillige må tages hensyn til. Endvidere anfører forsvareren, at det må antages at tiltalte må have mulighed for at opnå en dispensation fra reglerne. Der henvises til forretningens beliggenhed på hovedgaden med andre forretninger. Videre henviser forsvareren til at tiltalte indenfor 14-16 sekunder kunne være til stede i forretningslokalet.

Endelig har forsvareren gjort gældende, at bestemmelserne i arbejdsmiljøloven og bekendtgørelsen vedrørende unges arbejde er kommet i strid med bestemmelser fastsat af EU, idet der er gjort forskel på en butik som tiltaltes og butikker i storcentre.

Subsidiært har forsvareren påstået tiltalte anset med en advarsel.

Rettens bemærkninger:

Ved den af tiltalte afgivne forklaring, lægges det til grund, at tiltalte befandt sig i sin lejlighed på 1. sal over forretningen. Det lægges videre til grund, at tiltalte derfra via TV-overvågning kunne se forretningslokalet og de ansatte, ligesom hun på 14-16 sekunder kunne komme til stede nede i forretningslokalet ved tilkald. Uanset dette findes en lejlighed beliggende på 1. sal i forhold til forretningslokalet i stueetagen ikke at kunne betegnes som et lokale i umiddelbar nærhed af forretningslokalet hvorfor tiltaltes anbringende om, at hun på det pågældende tidspunkt var på arbejde sammen med de to unge under 18 år må forkastes. Tiltalte findes herefter skyldig efter anklageskriftet. Herefter og idet de i anklageskriftet anførte bestemmelser kan anvendes ved sagens afgørelse vil tiltalte være at dømme efter anklageskriftet. Straffen fastsættes i medfør lov om arbejdsmiljø § 83, stk. 1, og stk. 2, samt bekendtgørelse om unges arbejde nr. 516 af 14. juni 1996 med senere ændringer § 57, stk. 2, for overtrædelse af lovens § 60, stk. 1, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelsens § 13, stk. 2, til en bøde på 20.000 kr.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal betale en bøde på 20.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen for Retten i Holsted

Tiltalte nægter sig skyldig.

Tiltalte forklarede, at hun den 6. marts 1999 var og fortsat er personlig indehaver af den omhandlede kiosk som hun har haft i ca. 10 år. Det er korrekt, at der, da Arbejdstilsynet kom til stede den 6. marts 1999 ca. kl. 20.30 var to unge i forretningen på henholdsvis 16 år og 17. år. Selv befandt hun sig i sin lejlighed der ligger i umiddelbar forbindelse med forretningen. Fra forretningen er der en lille gang, hvorfra der er en trappe til 1. sal, hvor lejligheden er. Der er en glasdør mellem butikken og gangen. Gangen er privat område og ikke beregnet til publikumspassage. Glasdøren er ikke låst og står for det meste åben. Det skete, at den var lukket. Der er ingen dør foran trappen. For oven ved trappen er der en dør med direkte adgang til hendes køkken/stue. Denne dør er altid åben. Da Arbejdstilsynet kom var hun selv oppe for at spise. I øvrigt har hun sit kontor, deroppe. Der er videoovervågning i forretningen og hun kunne fra sin lejlighed via et fjernsyn se pigerne i forretningen. Fjernsynet kan drejes, så hun kan følge med uanset hvor i lejligheden hun er. Da Arbejdstilsynet kom havde hun været oppe i ca. 10 minutter for at spise. Derefter skulle hun ned for at hjælpe pigerne med at lukke, hvilket skulle ske kl. 21.00. Forinden havde hun også selv været nede i butikken for at hjælpe med at ekspedere.

Udover videoovervågningen er der en knap ved kasseapparatet, som de ansatte kan trykke på, for at tilkalde hende. Det gjorde de f.eks., da Arbejdstilsynet kom til stede. Herudover kunne de blot råbe, hvilket hun også ville kunne høre. Det gør de dog normalt ikke, når der er kunder.

Hun var bekendt med reglerne om, at unge under 18 år ikke måtte arbejde alene på det tidspunkt. Efter hendes opfattelse, var de heller ikke alene idet hun var til stede. Hun har til hjælp med regnskaberne en bogholder, hvorfor hun ikke har så meget kontorarbejde. Når der er unge under 18 år på arbejde, er hun også selv på arbejde i butikken. Selv om hun er det, kan det godt hænde, at hun henter noget ovenpå. Tiltalte forklarer videre, at der kun er et TV i lejligheden. Derudover er der et nede på kontoret, og et i forretningen. Det ovenpå har et særligt program til videoovervågningen og det står på det program, når de unge er på arbejde. Dette er etableret netop af hensyn til disse unge mennesker. Hun bruger det også for at følge med i, om der er travlt, så hun kan gå ned og hjælpe med at ekspedere. Det tager hende ca. 14-16 sekunder at komme fra lejligheden og ned i butikken ved normal gang. Hun har på et tidligere tidspunkt forespurgt HK om det var i orden med to unge under 18 år når hun selv var der. Man svarede, at man også der syntes, at det var mere sikkert, når der var to sammen.

Hun havde dengang 6-7 piger på 16-17 år ansat. Efter Arbejdstilsynets besøg har hun nu også ansat unge over 18 år og hun har ændret systemet. Hun forklarer, at forretningen ligger i gaden X og foreviser en af hende udarbejdet tegning over gaden og forretningens placering.

Tegningen fremlagdes.

Efter besøget fra Arbejdstilsynet har hun søgt dispensation efter forudgående telefonisk at have drøftet det med Arbejdstilsynet. Man tilkendegav at det næsten var umuligt men opfordrede hende til at prøve, hvorefter hun fik nogle papirer. Hun indsendte ansøgning og blev efterfølgende ringet op, hvorunder det blev sagt, at det hun havde skrevet ikke var nok. Hun skulle skrive mere. Hun mente at have fulgt vejledningen hvorfor hun ikke har gjort mere. Hun mener ikke at have fået skriftligt afslag på sin dispensationsansøgning.

Hendes ægtefælle var på daværende tidspunkt lastbilchauffør. Han var hjemme den aften tilsynet var på besøg og også han befandt sig i lejligheden ovenpå. Han hjælper også meget i forretningen.

Hun forklarer videre, at de ansatte går i særlige trøjer, som forretningen indkøber. Personligt går hun i sit eget tøj, også når hun er i forretningen. Forretningen har to store vinduer, der går halvvejs ned. Disse er ikke tildækkede. Herudover er der også en glasdør ud mod gaden, hvorfra man kan se ind og overskue hele forretningen. Forretningen er godt oplyst, ligesom der er godt oplyst udenfor. Hun vil fra lejligheden kunne høre, hvis der nedefra bliver råbt efter hende. Der har været røveriforsøg i kiosken, en gang, hvor der var to piger til stede. Den pågældende havde kun opdaget den ene af pigerne. Da han stod ved kassen og forlangte penge, spurgte den anden ansatte, hvad det var der foregik, hvorefter røveren løb.

Hun havde egentlig forestillet sig, at hun efter Arbejdstilsynets besøg ville have fået en advarsel, men det skete ikke.

Når forretningen lukkes består hendes opgave i at hjælpe med at tage skilte m.v. ind, samt gøre kassen op, ligesom hun til slut låser, når pigerne går. Kasseapparatet bliver løbende tømt for penge, der bliver lagt i en pengeboks. Det er forskelligt, hvor ofte hun tømmer kasseapparatet. Det afhænger af, hvilke ugedage, der er tale om. Det er hendes opfattelse, at hun selv om hun er ovenpå er på arbejde. Hvis hun holder helt fri, er der en person over 18 år til stede i forretningen.

Arbejdstilsynet var der igen ca. 14 dage efter det første besøg, og alt var da i orden.

Tiltalte foreviste billeder fra forretningen, trappen og 1. sal.

Tiltalte forkIarede, at forretningens resultat i 1997 var ca.192.000 kr. og i 1998 215.000 kr.

Endelig forklarer tiltalte, at vagtplanen nu er ændret således at hun selv arbejder alene på de tidspunkter, hvor hun før havde to unge under 18 år. Hun har nu ansat unge også over 18 år. Hun havde også tidligere enkelte unge over 18 år, ligesom både hendes ægtefælle og hendes egne børn har hjulpet til.

Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet.

Forsvareren påstod frifindelse, subsidiært udsættelse på forelæggelse for EF-domstolen.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Holsted, har den 11. oktober 2000 afsagt dom i 1. instans (SS 182/99).

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse af straffen og mere subsidiært forelæggelse for EF-domstolen.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, dog således at der frifindes for tiltalen vedrørende § 83, stk. 2.

Anklagemyndigheden har ønsket at foretage følgende berigtigelser af anklageskriftet:

- før "§ 83," indsættes "§ 82, stk. 1, nr. 1 og 2 og"

- efter "§ 57," indsættes "stk. 1, nr. 2, og"

- efter "§ 60, stk. 1" erstattes "jf." af "og".

Forsvareren har protesteret mod de nævnte ændringer, idet de indebærer en udvidelse af tiltalen fra alene at angå et objektivt ansvar til også at omfatte et uagtsomt forhold.

Politimesteren i Ribe har i telefax af 24. oktober 2000 meddelt følgende:

 "Under henvisning til forespørgsel af d.d. vedrørende kiosken A kan det oplyses, at der den 2. dec. 1999 forøvedes fuld-byrdet røveri mod kiosken med et udbytte på kr. ca. 2.000,00. Gerningsmanden blev anholdt dagen efter. Der ses ikke registreret andre røveri/voldsforhold i tilknytning til kiosken. Det skal dog bemærkes, at kiosken A er belig-gende midt i byens restaurationsmiljø."

I en skrivelse af 25. oktober 2000 fra arbejdstilsynet, hvorved dispensation fra reglen om unges alenearbejde blev afslå-et, til tiltaltes forsvarer er der givet følgende beskrivelse af kiosken:

"...
Kiosken er en del af ejerens privatbolig. Fra kiosken fører en dør ud til et lillerum, benævnt "avis-rummet", hvorfra en dør fører videre ud til et andet rum, benævnt "kontoret". Herfra fører en dør ud til en baggang, hvorfra en trappe fører op til ejerens private beboelse og ind til stue/køkken.
 ..."

Tiltalte har supplerende forklaret, at der ikke er nogen dør mellem kiosken og avisrummet. Dette rum er i virkeligheden en lille "tarm", der er en del af forretningslokalet. Derimod er der en glasdør mellem kontoret og trappen. Denne dør stod åben den 6. marts 1999. Det samme gjorde døren ind til lejligheden. Hun kan høre det meste af, hvad der foregår i butikslokalet, f.eks. samtale med normal stemmeføring. Hendes køkken fungerer som en slags kantine, idet de ansatte må spise der, hvis de vil. I tilslutning til køkkenalrummet er der et edb-rum med forskellige kontorartikler og på 2. sal er der et lagerlokale. Hun har indbragt afslaget på dispensationsansøgningen for et ankenævn.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Som tiltalen er udformet, findes det ikke klart at fremgå, at der udover de objektive straffebestemmelser, tillige påtales en uagtsom overtrædelse af loven og bekendtgørelsen. Den øn-skede berigtigelse vedrørende lovens § 82, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 60, stk. 1, og bekendtgørelsens § 57, stk. 2, findes derfor ikke mod forsvarerens protest at kunne tillades.

Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 13, stk. 2 og 3, findes ikke at være udtryk for forskelsbehandling af forskellige for-mer for virksomheder som ikke bygger på arbejdsmiljøhensyn til børn og unge.

Der findes herefter ikke at foreligge et sådant spørgsmål om anvendelsen af EU-retten herunder rådsdirektiv 1994/33 at der er grundlag for foretagelse for EF-domstolen.

Tiltalte befandt sig på 1. sal adskilt fra butikslokalet, hvor de 2 unge arbejdede, af trappen og kontorlokalet. Tiltalte befandt sig således ikke i et lokale, der stødte umiddelbart op til butikslokalet, og de unge kan ikke anses at have arbejdet sammen med en person over 18 år. Tiltalte har herefter ladet de unge arbejde i strid med bekendtgørelsens § 13, stk. 2, ligesom arbejdet ikke har været tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Tiltalte findes derfor skyldig i overtrædelse af bekendtgørelsens § 57, stk. 2, jf. § 13, stk. 2, og lovens § 83, stk. 1, jf. § 38, stk. 1. Tiltalte frifindes for tiltalen i øvrigt.

Uanset at tiltalte befandt sig i nærheden af butikslokalet og kunne tilkaldes ret hurtigt, blandt andet ved hjælp af en ringeanordning, findes der under hensyn til reglernes almen- præventive funktion ikke grundlag for at fravige udgangspunk-tet, hvorefter bøden for en overtrædelse af arbejdsmiljølov-givningen fastsættes til 20.000 kr. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Det forhold, at sagen har været behandlet ved landsrettens hovedtingsted i Viborg findes ikke at give grundlag for at lade statskassen dække sagens omkostninger for landsretten hverken helt eller delvist.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.