Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Gennemstyrtningsfare

Vestre Landsrets dom afsagt den 21. juni 2000 af K. afdeling i ankesag nr. S-0133-00

Udskrift af dombogen for Retten i Terndrup

Dom afsagt den 9. december 1999 - SS 230/99.

Anklagemyndigheden mod T.

T er tiltalt for

1)
lov om arbejdsmiljø, jf. nu arbejdsministeriets lovbekendt-gørelse nr. 497 af 29. juni 1998, § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, subsidiært jf. § 83, jf. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 62, stk. 1, subsidiært stk. 2, for overtrædelse af lovens § 38, stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 2, derved at der den 25. maj 1999 blev udført nedbrydningsarbejde på adressen A, uden at dette arbejde var planlagt, tilrette-lagt og blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder uden at der ved arbejde på tagbeklædning, der ikke har den fornødne bæresikkerhed, var etableret passende sikkerhedsforanstaltning mod faren for gennemstyrtning, idet den hos T ansatte specialarbejder vidne 1 udførte arbejde med nedbrydning af et brandhærget tag, stående og gående på ikke bæredygtig eternittagplader, uden at der var truffet nogen form for foranstaltning mod gennem-styrtning, hvilket bevirkede, at vidne 1 styrtede igennem en tagplade og 5 meter ned på et betongulv og kom meget alvorligt til skade, idet han pådrog sig bl.a. svær hjerneskade, lungekvæstelser samt et flertal ribbensbrud,

2)
lov om arbejdsmiljø, jf. nu arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998, § 82, stk. 1, nr. 1 for overtrædelse af § 17, stk. 1 og stk. 2, ved under de samme omstændigheder som beskrevet under forhold 1, at have undladt at sørge for, at den ansatte blev gjort bekendt med de ulyk-kesfarer, der var forbundet med hans arbejde og undlod at sørge for, at den ansatte fik nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde, idet vidne 1 blev sat til at udføre arbejde med nedbrydning af brandhærget og ikke bæredygtig eternit, uden at han blev gjort bekendt med, hvilke ulykkesfarer, der kunne være forbundet med dette arbejde, og uden at han fik nogen form for instruktion i, hvorledes han skulle sikre sig mod disse ulykkesfarer,

3)
lov om arbejdsmiljø, jf. nu arbejdsministeriets lovbekendt-gørelse nr. 497 af 29. juni 1998 § 82, stk. 1, nr. 1, subsidiært jf. § 83, for overtrædelse af § 16 ved under de samme omstændigheder, som beskrevet under sagens forhold 1, at have undladt at sørge for, at der blev udført effektivt tilsyn med, at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet arbejdsgiveren på trods af, at der skulle udføres arbejde på brandhærget og ikke bæredygtig eternit blot forlod arbejdspladsen og hermed undlod at føre tilsyn med, at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af vidne 1, vidne 2 og vidne 3.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger:

Retten lægger til grund, at ulykken skete, fordi forurettede arbejdede fra taget på den tilstødende bygning, og at forurettede pådrog sig alvorlige skader. Det henstår efter de afgivne forklaringer uklart, i hvilket omfang tiltalte pålagde medarbejderne udelukkende at udføre arbejdet fra liften. Imidlertid blev arbejdet udført på anden måde, og retten lægger til grund, at forurettedes og makkerens fremgangsmåde var den helt sædvanlige ved opgaver af denne art. Retten må endvidere lægge til grund, at tiltalte forlod arbejdspladsen inden liften ankom. Retten finder, at tiltalte ved ikke at sikre sig, at hans ordrer om tilrettelæggelse af arbejdet blev fulgt, ved ikke at give en konkret instruks og ved ikke at påse, at arbejdet blev udført forsvarligt har overtrådt de i anklageskriftet nævnte bestemmelser, hvorfor han findes skyldig i overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Straffen fastsættes til en bøde på 25.000 kr., jf. lov om arbejdsmiljø, jf. arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998, § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 62, stk. 1, arbejdsmiljølovens  § 38, stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 2, § 17, stk. 1 og 2 og § 16.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 14 dage.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal betale en bøde på 25.000 kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 14 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Udskrift af retsbogen for Retten i Terndrup

Tiltalte blev gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig.

Tiltalte nægtede sig skyldig.

Tiltalte forklarede, at han driver virksomheden i personligt regi. Virksomheden beskæftiger sig primært med oprydning efter brand- og vandskader, idet hovedparten af opgaverne løses for forsikringsselskaber. Han har drevet virksomheden siden 1996. Før da havde han i en ca. 10-årig periode ledet en virksomhed i samme branche. Han har arbejdet sammen med vidne 1 i omkring 10 år. Opgaven skulle udføres for Alm. Brand. Den gik ud på at fjerne asbestrester efter en brand samt fjernelse af defekte bygningsdele. Oprydningsopgaven omfattede også de omliggende områder. Der var tale om en landbrugsejendom. Der havde været brand i den mellemste af tre driftsbygninger, der lå i en hestesko. Den brandhærgede bygning var den midterste bygning, og der stod kun murene og noget tagkonstruktion tilbage. Han og hans personale ankom til pladsen mellem halv ni og ni. Han forklarede dem opgaven. De to kvindelige ansatte gik i gang med at rydde de omliggende områder for asbestrester, medens vidne 1 og vidne 3 blev sat til at rydde op inde i bygningen, således at der kunne blive plads til den lift, han havde bestilt. Da de pakkede deres grej ud, stillede vidne 1 en stige op af den ene væg, formentlig med den hensigt at fjerne nogle asbestrester, der befandt sig i ca. 3 m højde på en mur. Ejeren af ejendommen kom til og frarådede den fremgangsmåde, idet han sagde, at halvtaget ikke var stabilt. Tiltalte sagde derfor til vidne 1, at han skulle bruge liften til opgaven. Da liften kom, blev den kørt ind i ejendommen, og han sagde til vidne 1 og vidne 3 at alt, hvad der ikke kunne tages fra jorden skulle tages fra liften. Han har ikke sagt til vidne 1, at han ikke måtte gå på taget eller udføre arbejdet fra taget, for det var slet ikke aktuelt, og han havde ikke forudset, at vidne 1 ville kravle op. Han har ikke set ulykken, men går ud fra, at vidne 1 er gået op på taget for at afmontere nogle tagplader, der hang sammen med tilbygningen. Den brandhærgede bygning var ca. to meter højere end de øvrige bygninger. Denne opgave kunne også være udført fra liften, og det gjorde han selv efterfølgende. Han forlod arbejdspladsen ca. en halv time efter at de var kommet, idet han havde andre arbejder i gang. Liften er enmandsbetjent, idet den kan betjenes såvel fra kurven som fra instrument-brættet. Medarbejderne er timelønnede. Han har ikke tidligere været ude for, at hans medarbejdere kom til skade.

Vidne 2 mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede, at en afmontering af tagpladerne med lift ville have krævet, at liften var blevet kørt ind mellem træerne bag bygningen. Selve arbejdsgangen ville have været be-sværlig og langsommelig, idet medarbejderne ville være nødt til at afmontere pladerne en for en indenfor og indimellem fragte dem ned til jorden, idet asbestpladerne hverken må smides eller tabes. Opgaven kunne således være løst fra liften, og en sådan fremgangsmåde var forsvarlig. En anden mulighed var at leje en kran til at løfte selve tagkonstrukti-onen ned og derefter afmontere den på jorden.

Vidne 1 mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede indledningsvis, at han, bortset fra nedsat hørelse, føler sig rask efter arbejdsulykken. Han er begyndt at arbejde hos tiltalte igen.

Han og tiltalte har arbejdet sammen siden 1988. Han er uddannet automekaniker. Tiltaltes virksomhed beskæftiger sig med industri- og skadeservice. Han husker ikke ret meget fra ulykkesdagen. Han kan huske, at de kom ud til pladsen, og at han kørte med de to piger. Han har ingen erindring om, hvor-dan de kom igang med arbejdet, hvordan han kom op på taget og hvorfor. Han går ud fra, at det var fordi han skulle tage plader ned. Han har kun en svag erindring om bygningernes placering i forhold til hinanden. Det sker jævnligt i for-bindelse med arbejdet, at han går på tag. Han husker ikke at have fået særlig instrukser, og han ved godt, hvordan man skal gøre.

Vidne 3 mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede, at han har været ansat hos tiltalte i nogle år. Han er uddannet rørsmed og har hos tiltalte be-skæftiget sig med oprydningsarbejde. Han kan huske, at liften kom om formiddagen efter at tiltalte var kørt. Liften skulle bruges til at fjerne resterne af tagkonstruktionen. Hele denne arbejdsopgave kunne løses fra liften, idet det også var muligt at afmontere boltene fra liften. Han og vidne 1 udførte opgaven i fællesskab. Han selv stod i liften og vidne 1 stod på taget til bygningen ved siden af. Dette tag var ikke brandhærget og så godt nok ud. Den fremgangsmåde de anvendte var helt sædvanlig. Han husker ikke noget specielt om de har fået instruks af tiltalte. Opgaven var given på forhånd. Han erindrer dog, at tiltalte og ejeren talte om, at et andet tag var porøst, og at de ikke skulle gå på det. Han kan ikke huske, at tiltalte sagde, at de udelukkende skulle bruge liften, men han vil ikke afvise at have fået den. Tiltalte var taget afsted inden liften ankom op ad formiddagen. Han husker heller ikke nogen særlig instruks om, hvordan man går på tag. Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor de ikke udførte hele opgaven fra liften, men kan kun sige at de gjorde som de plejede. Hvis tiltalte havde sagt til dem ud-trykkeligt, at de ikke må gå på taget, ville de ikke have gjort det. Både han og vidne 1 vidste, at oprydningsarbejde er farligt. Man forsøger på bedste måde at passe på sig selv, når man arbejder på forskellige arbejdspladser.

Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet.

Forsvareren påstod frifindelse subsidiært rettens mildeste straf.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Terndrup har den 9. december 1999 afsagt dom i 1. instans (SS 230/99).

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Tiltalte og vidnerne vidne 1, vidne 3 og tilsynsførende vidne 2 har i det væsentlige gentaget deres forklaringer i 1. instans. Der er for landsretten endvidere afgivet forklaring af vidne 4.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han generelt har instrueret de medarbejdere, der arbejder på tage, i at sikker-hedsforskrifterne skal overholdes. Han har ikke gjort persona-let opmærksom på, at der skulle udvises særlig forsigtighed ved arbejde på eternittage og ældre tage. Han var bekendt med AT-meddelelse nr. 1.04.1. om nedstyrtnings- og gennemstyrtningsfare på bygge- og anlægspladser m.v. inden uheldet, men han havde ikke gennemgået den med sit personale. Han er sikker på, at han, inden han forlod arbejdspladsen, sagde til vidne 1 og vidne 3, at de ikke måtte gå på tagene. Han forlod stedet inden liften kom. Den var blevet forsin-ket, da chaufføren var kørt forkert.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at tiltalte i de fleste situationer regnede med, at vidnet og hans kolleger selv vidste, hvad der skulle gøres. Måske har de i nogle situationer fået konkrete anvisninger af tiltalte, og så har de rettet sig efter disse.

Vidne 4 har forklaret, at han har været ejer af ejendommen A. Om formiddagen på ulykkesdagen gik han ud og talte med tiltalte og hans medarbejde-re. Han frarådede dem at gå på et halvtag. Han hørte ikke, at tiltalte instruerede sit personale.

Landsretten udtaler:

Ad forhold 2:

Efter de forklaringer, der er afgivet af vidnerne vidne 1 og vidne 3 sammenholdt med tiltaltes egen forklaring, er der ført bevis for, at tiltalte hverken tidligere eller umiddelbart forud for påbegyndelsen af arbejdet den 25. maj 1999 havde sørget for, at vidne 1 var bekendt med de farer, der er forbundet med arbejde på as-besttage og ældre tage, samt hvorledes arbejdet på sådanne ta-ge kan udføres på en farefri måde, jf. Arbejdstilsynets medde-lelse nr. 1.04.1. af januar 1998 om nedstyrtnings- og gennem-styrtningsfare på bygge- og anlægspladser m.v. side 5-6. Tiltalte er derfor skyldig i dette forhold.

Ad forhold 3:

To dommere udtaler:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte havde forladt arbejdspladsen, inden liften var ankommet, og inden vidne 1 havde påbegyndt arbejdet med at nedtage tag-pladerne, samt at han var klar over, at hans medarbejdere skulle udføre arbejde med at nedtage tagplader. Tiltalte er herefter skyldig i den principale tiltale i dette forhold. Disse dommere stemmer derfor for at dømme tiltalte i dette forhold.

En dommer udtaler:

Efter det oplyste lægges det til grund, at tiltalte har sikret sig, at der ville være en lift til stede på arbejdsstedet med henblik på, at arbejdet kunne udføres forsvarligt ved brug af lift, og at han derefter forlod arbejdspladsen. Der er efter bevisførelsen, herunder forklaringer afgivet af vidnerne vidne 1 og vidne 3, ikke grundlag for at fastslå, at der herefter i tiden indtil uheldet skete, var behov for, at tiltalte førte tilsyn med arbejdets udførelse. Denne dommer stemmer derfor for at frifinde tiltalte i dette forhold.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Ad forhold 1:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte havde bestilt en lift, hvor arbejdet skulle udføres fra, og at arbejdet kunne være udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt fra liften. Anklagemyndigheden har derfor ikke bevist, at arbejdet ikke var planlagt og tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen.

To dommere udtaler herefter:

Det lægges endvidere til grund, at tiltalte ikke har instrueret vidne 1 om, at han ikke måtte gå på taget, og om hvorledes liften skulle placeres. Endelig lægges det til grund, at tiltalte forlod arbejdspladsen, inden vidne 1 påbegyndte arbejdet med at nedtage tagpladerne, at dette arbejde blev udført fra det ikke bæredygtige eternittag, og at vidne 1 under dette arbejde styrtede igennem en tag-plade med de skader, der er beskrevet i anklageskriftet, til følge. Arbejdet har herefter ikke været udført sikkerhedsmæs-sigt fuldt forsvarligt, og der har ikke været etableret passende sikkerhedsforanstaltninger mod faren for gennemstyrtning. Disse forhold kan tilregnes tiltalte, jf. straffelovens § 19, og disse dommere stemmer derfor for, at tiltalte er skyldig i denne del af den principale tiltale i dette forhold.

En dommer udtaler herefter:

Tiltalte havde sikret sig, at der med henblik på udførelsen af arbejdet var en lift til stede på arbejdspladsen, og arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at det skulle udføres fra denne lift, og således at der ikke skulle arbejdes på tage, som frembyder fare for nedstyrtning. Arbejdet var dermed planlagt og tilrettelagt, så det kunne gennemføres fuldt forsvarligt, og tiltalte er derfor ikke skyldig i denne del af tiltalen. Da arbejdet imidlertid ikke faktisk blev udført sik-kerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, således at der som anført i tiltalen skete en nedstyrtningsulykke, kan tiltalte straffes efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, jf. § 38, stk. 1. Denne dommer stemmer derfor for at finde tiltalte skyldig i dette omfang, men iøvrigt for at frifinde tiltalte i dette forhold.

Efter stemmeflertallet findes tiltalte skyldig i overtrædelse af lov om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, jf. § 38, stk. 1, vedrørende udførelsen af arbejdet og i overtrædelse af bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 § 62, stk. 1, nr. 1, jf.  § 21, stk. 2, medens tiltalte frifindes i den øvrige del af tiltalen i dette forhold.

Straffen fastsættes efter lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, jf. tidligere lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, nr. 1, for overtrædelse af § 38, stk. 1, og efter § 82, stk. 1, nr. 1, for overtrædelse af § 16 og § 17, stk. 1 og 2, samt efter bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 § 62, stk. 1, nr. 1, for overtrædelse af § 21, stk. 2. Straffen udmåles under hensyn til, at forurettede kom alvorligt til skade, og under hensyn til den skærpelse af bødeniveauet, der er kommet til udtryk ved Højesterets domme af 3. november 1999 i sagerne 242/99 og 320/99, til en bøde på 40.000 kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 20 dage.

Med disse ændringer stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ændres, således at straffen forhøjes til en bøde på 40.000 kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 20 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.