Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Tagarbejde

Vestre Landsrets dom afsagt den 15. juni 2000 af 8. afdeling i ankesag nr. S-0507-00

Udskrift af dombogen for Retten i Horsens, 2. afdeling

Den 8. februar 2000 blev af Retten i Horsens, 2. afdeling, i sagen SS 97-409/99

Anklagemyndigheden mod T A/S

afsagt dom:

Ved anklageskrift af 11. juni 1999 tiltales T A/S til straf for overtrædelse af

1.
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 62, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, ved at tagarbejdet på byggepladsen A den 23. april 1998 ikke var planlagt og blev udført, så det var sikkerheds- og sund-hedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet 2 ansatte arbejdede med at lægge tagpap på et fladt tag og ryddede op i en højde af ca. 7 meter over det omgivende underlag, uagtet der ikke var sikret tilstrækkeligt mod nedstyrtningsfare nogen steder ved hele tagkanten, og idet der ikke var etableret en forsvarlig afgrænsning af arbejdsområdet, hvorved der var stor fare for nedstyrtning med en alvorlig ulykke til følge.

2.
arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø § 62, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 40, ved at tagarbejdet som beskrevet under forhold 1 ikke var planlagt og blev udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet der ikke var etableret en forsvarlig adgangsvej til taget, da denne kun bestod af 2 løst opstillede stiger, der ikke var fastgjort, ligesom de ikke havde tilstrækkelig længde.

Tiltalte er tidligere straffet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven således:

1992 med en bøde på 15.000 kr.
1994 med en bøde på 10.000 kr.
1994 vedtaget for flere forhold en bøde på 65.000 kr.
1995 med en bøde på 20.000 kr.
1997 vedtaget for et forhold, der medførte personskade, en bøde på 30.000 kr.

Tiltaltes holdning til tiltalen og direktør B's forklaring og en vidneforklaring står i retsbogen.

Bekendtgørelsen § 23, stk. 1, nr. 1, lyder således:

"På tage, hvor der foregår færdsel eller arbejde, skal der alt efter tagets hældning træffes følgende sikkerhedsforanstaltninger:

1) Taghældning under 15°:
Hvor tagkanten er mere end 3,5 meter over det omgivende underlag, skal der langs kanten opsættes rækværk eller anden lige så effektiv sikring, jf. § 25. Hvis tagarbejdet foregår på skridsikkert underlag og under gode vind- og vejrforhold, kan højden hæves til 5 meter. Hvis arbejdet udføres, uden at det er nødvendigt at komme nærmere end 2 meter til tagkanten, kan rækværket erstattes af en tydelig og holdbar markering af arbejdsstedet. Færdsel må ikke finde sted uden for markeringen."

Branchesikkerhedsråd 2, Bygge og anlæg, har i december 1996 udgivet en "Branchevejledning for tagpapdækning". Fra denne citeres:

"Hvis arbejde og færdsel på intet tidspunkt foregår nærmere end 2 meter fra tagkant, er opsætning af værn ikke nødvendig, når der rundt om hele arbejds- og færdselsområdet er opsat en tydelig og holdbar markering. Det kan f.eks. være kegler med lægter, plastkæder eller lignende. Plastbånd og minestrimmel må ikke benyttes, da det ikke opfylder kravet om holdbarhed."

Som man kan se, taler bekendtgørelsen om "tydelig og holdbar markering", medens dens branchevejledning præciserer forskellige ting, blandt andet, at plastbånd ikke må benyttes.

Rettens bemærkninger:

Ad forhold 1: Det må lægges til grund, at arbejdet var så langt fremme, at de 2 baner på ca. 2 meter var lagt langs kanten.

Der har således ikke været krav om "rækværk eller anden effektiv sikring" - men derimod kun om "tydelig og holdbar markering" 2 meter fra kanten.

Det er ikke godtgjort, at de rød-hvide plastbånd, som bruges overalt ved vejarbejde til markering, ikke dur til markering på et tag. Retten og tiltalte er ikke bundet af brancheforeningens vurdering.

Retten må således lægge til grund, at der på de korte sider ikke var markering, og på de lange sider var markering, og at denne var tydelig nok. Men efter de fremlagte fotos finder retten det bevist, at markeringen ikke var holdbar, idet den ikke var fastgjort og strammet op på tilstrækkelig måde.

Tiltalte har således overtrådt den generelle bestemmelse i lovens § 38, stk. 1, og den mere specifikke bestemmelse i bekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 1, og skal derfor idømmes en bøde.

Efter anklageskriftet påståes straf efter lovens § 82, stk. 1. Stk. 3 er ikke nævnt, men anklagemyndigheden gør gældende, at der foreligger skærpende omstændigheder.

Forsvareren har heroverfor anført, at anklagemyndigheden er afskåret fra at påstå, at der foreligger en skærpende omstændighed, fordi der er fremkaldt fare på liv eller helbred, da § 82, stk. 3, ikke er nævnt.

I anklageskriftet er den manglende sikring beskrevet, og der tilføjes: 'hvorved der var stor fare for nedstyrtning med alvorlig ulykke til følge".

Retten finder, at en bestemmelse om strafskærpende omstændigheder ikke skal nævnes i anklageskriftet for at kunne påberåbes. Det er tilstrækkeligt, at den strafskærpende om-stændighed er beskrevet som en del af gerningsindholdet.

Højesteret har da også i en dom fra 3. november 1999 (I 242/1999) statueret strafskærpelse i medfør af § 82, stk. 3, nr. 1 og 2, selv om denne bestemmelse ikke er nævnt i anklage-skriftet.

Retten skal derfor tage stilling til, om der var fare, fordi markeringen dels manglede, dels var mangelfuld.

Retten må fastslå, at der var fare for liv, men ikke stor fare, for man arbejdede jo ikke ved kanten længere, og det var rutinerede arbejdere.

Der foreligger således skærpende omstændigheder, men retten finder, at muligheden for at denne fare skulle realiseres, er så ringe, at der er grundlag for at fravige det nye bødeniveau.

Bøden kan passende sættes til 10.000 kr.

Ad forhold 2: Tiltalte har erkendt dette forhold.

Straffen for dette kan passende sættes til en bøde på 5.000 kr.

Resumé:
Straffen for overtrædelse af de i anklageskriftet nævnte bestemmelser fastsættes til en bøde på 15.000 kr.

Vedrørende sagsomkostninger:
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 80.000 kr.

T a/s havde selv antaget sit forsvar.

I medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, bestemte retten, at det offentlige skal betale 3.000 kr. i salær til advokaten.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T A/S straffes med en bøde på 15.000 kr.

Udskrift af retsbogen for Retten i Horsens, 2. afdeling

Tiltalte var mødt v/direktør B.

Direktør B afgav forklaring.

Ad forhold 1.
Direktør B forklarede, at der på den pågæl-dende arbejdsplads var 2 personer. De har været ansat i 15 - 16 år, og de var fuld fortrolig med arbejdet. I selskabet gør man en del ud af at overholde sikkerhedsbestemmelserne. Der er et sikkerhedsudvalg, og repræsentanterne i dette udvalg har hvert kvartal møder, hvor man drøfter sikkerheden på arbejdspladsen. Der er ca. 10 repræsentanter. Ved hver ansættelse får den nyansatte en vejledning, og han skriver under på, at han har modtaget en sådan. Ligeledes ligger der en sikkerhedsvejledning i alle bilerne. Han selv har ikke været ude at se på arbejdspladsen. Arbejdstilsynet kom der, da de 2 personer havde arbejdet en uges tid derude. Så vidt han ved, var entrepriselederen også derude nogle gange og havde opsyn med tagdækningen og den måde, det foregik på. Han mener, at det er foregået på ganske sædvanlig måde. Først kommer man ud med det materiale, man skal bruge, og herunder er også sikkerhedsrækværket. Sikkerhedsrækværket, som man til dels kan se på foto nr. 1, sættes fast på murkronen. Det er nogle balustre, som skrues med skruetvinge fast i lodret stilling, og på dem lægges nogle tværstolper. De lægges hele vejen rundt, og mens de står der, laver man kanten, idet man lægger 2 baner tagpap hele kanten rundt og op ad murkronen. Når man har lagt det, skal folk ikke længere arbejde derude, og man fjerner derefter rækværket, og i stedet for hænger man en afskærmning op, som forhindrer folk i at komme ud til kanten. I det pågældende tilfælde har man så vidt han ved anbragt noget meget stærkt plastik, rød- og hvidfarvet, og man har anbragt det på gasflasker, paller og lignende.

Efter hans opfattelse har man overholdt sikkerhedsbestemmelserne, idet der blev lavet det korrekte rækværk i starten, og det er først pillet ned, da de 2 baner var lagt, og man ikke længere havde noget at lave helt ude ved kanten, og plastikken sikrer folk i at komme derud.

Direktør B tilføjede, at man er nødt til at fjerne det oprindelige rækværk, for ellers kan man ikke få tagpappet op over murkronen.

Man kan heller ikke anbringe balustrene efter,  at tagpappet er kommet op over murkronen, for så kunne man beskadige tagpappet, når man spænder skruetvingerne.

Ad forhold 2.
Direktør B erkendte dette forhold. Han erkendte således, at de 2 stiger, der fører dels fra gulvet til første sal, dels fra første sal og op til ovenlysvinduet, ikke var fastspændt, og det burde de have været. Han erkender også, at den sidstnævnte stige, altså den, der fører op til ovenlysvinduet, var for lav.

Ad forhold 1 og 2.
Direktør B forklarede mere generelt, at der gennemsnitlig er ansat ca. 100 tagdækkere på årsbasis, men af og til er man oppe på 140 - 160, for arbejdet er noget sæsonbetonet. Man arbejder med ca. 50 arbejdshold, altså et par mand på hvert arbejde. Der indgår ca. 2000 ordrer til firmaet årligt af forskellig karakter, store som små opgaver.

Direktør B præciserede, at det bånd, der var blevet anbragt, og som er blevet vist i retten, er det, man kalder et markeringsbånd. Det tjener kun til at markere, at nu skal man ikke gå længere.

Direktør B forklarede videre, at der altid opstilles, eller i hvert fald altid skal opstilles et rækværk, inden arbejdet begynder. Det sker, at man lader et fremmed firma ordne dette, men det bliver også lavet af hans egne folk. I det sidste tilfælde er det ikke omfattet af accorden, hvis der arbejdes på accord.

Direktør B må erkende, at det nogle gange er sket, at man har arbejdet uden at rejse dette oprindelige sikkerhedsrækværk, altså det, der rejses med balustre, skruetvinger og tværstolper, men han er sikker på, at i dette tilfælde blev det rejst, som det skulle, hvilket jo også fremgår af foto nr. 1, hvor man kan se, at der er rejst sikkerhedsudstyr der, hvor der ikke er murkrone.

Direktør B tilføjede, at efter at sagen blev rejst, da Arbejdstilsynet havde været, har han selvfølgelig kontaktet entrepriselederen, der fortalte, at man er gået fuldstændig korrekt frem, først ved at lave det egentlige stillads ude i kanten og senere at lave markeringsbåndet længere inde, efter at kanten var lavet.

Vidne 1 mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede, at han er konsulent i Arbejdstilsynet. Han kom tilfældigt den 23. april 1999 forbi byggepladsen, og han kunne med det samme se, at afmærkningen på taget ikke var tilstrækkelig. Han syntes, at det var oplagt, at der var en nedstyrtningsfare, så derfor benyttede han lejligheden til at se nærmere på tingene. Det første han opdagede var stigerne, som førte først til første sal og derefter op på taget, ikke var tilstrækkelige. De var ikke spændt fast, og den ene var for kort. Han kom op på taget og så, at der gik 2 mænd og arbejdede. Den ene brændte pap på, og den anden flyttede rundt på nogle materialer. Efter hans opfattelse blev der arbejdet over hele taget.

Vidnet er foreholdt direktør B's forklaring, og han siger hertil, at det kan godt passe, at de 2 yderste baner var lagt på alle 4 sider, men der var ikke tilstrækkelig synlig markering. Et lille stykke var der rækværk, og der hvor der ikke var rækværk, sagde de, at der havde været rækværk, men det var pillet ned, og i stedet for havde man lavet en løsere markering. Der var et rødt/hvidt plastikbånd på sydsiden samme sted, hvor der var et lille stykke rækværk. På vestsiden var der slet ingen markering, på nordsiden var der markering ved et løst liggende reb, der gik hen over nogle paletter. Der var ingen markering på østsiden, og alt det kan man se på de fotos, som han tog. Han mener, at det rød/hvide plastikbånd var spændt ud på papruller, hvilket efter hans opfattelse slet ikke er stabilt nok.

Vidnet tilføjede, at han mener, at den murkrone, der var hele vejen rundt bortset fra det stykke, hvor der var rækværk, var ca. 30 cm. høj.

Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Horsens, 2. afdeling, har den 8. februar 2000 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 97-409/99).

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet i forhold 1, således at det statueres, at der forelå stor fare ved arbejdet, samt skærpelse. Anklagemyndigheden har dog nedlagt påstand om, at det tiltalte selskab frifindes for tiltalen for at have undladt at sikre tilstrækkeligt mod nedstyrtningsfare langs tagkanten.

Tiltalte har påstået frifindelse i forhold 1, og som følge heraf en formildelse af bøden til 5.000 kr.

Anklagemyndigheden har med forsvarerens indforståelse berigtiget tiltalen i forhold 1, således at "jf. § 82, stk. 3, nr. 1," indsættes efter "Arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1,".

Direktør B har supplerende forklaret, at de medarbejdere i det tiltalte selskab, der var beskæftiget med det pågældende arbejde, var i færd med at svejse tagpap på. Medar-bejderne bevæger sig fremad, når de svejser tagpap på. Tagpaprullerne og gasflaskerne transporteres omkring ved hjælp af en sækkevogn.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Ad forhold 1:
Kravet i § 23, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993 om, at der i tilfælde, hvor et rækværk eller anden lige så effektiv sikring ikke er nødvendig, i stedet kan opsættes en tydelig og holdbar markering af arbejdsstedet, må forstås som et krav om, at markeringen er umiddelbart erkendelig for de personer, der udfører arbejde på taget, og om, at markeringen vil være egnet til at bevare sin funktion i hele den periode, arbejdet udføres. De rød-hvide markeringsbånd, der er anvendt i det foreliggende tilfælde, findes ikke at op-fylde kravene til tydelighed og holdbarhed i bekendtgørelsens  § 23, stk. 1, nr. 1. Hertil kommer, at arbejdsstedet ikke var markeret langs i hvert fald en af de korte sider.

Der foreligger derfor en overtrædelse af § 38, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, og af § 23, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993.

Under hensyn til, at den mangelfulde markering af arbejdsstedet trådte i stedet for et rækværk eller anden lige så effektiv sikring langs kanten, og til, at arbejdet foregik i ca. 7 meters højde, har der foreligget stor fare for nedstyrtning med en alvorlig ulykke til følge, hvorfor straffen tillige skal fastsættes efter arbejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at det findes at være uden betyd-ning, at de pågældende medarbejdere var erfarne. Under hensyn til at straffen som nævnt tillige skal fastsættes efter ar-bejdsmiljølovens § 82, stk. 3, nr. 1, og til de tidligere idømte og vedtagne bødestraffe for tilsvarende overtrædelser, findes bødestraffen for de to forhold, der er til pådømmelse, passende at kunne fastsættes til 60.000 kr.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ændres, således at straffen forhøjes til en bøde på 60.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.