Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Tagarbejde

Resume af Vestre Landsrets dom afsagt den 15. juni 2000 af 8. afdeling i ankesag nr. S-0507-00

Arbejdets udførelse

Tagarbejde

Tiltalesubjekt

T A/S. Arbejdsgiver.

Historien

To ansatte arbejdede på et fladt tag i ca. syv meters højde med at lægge tagpap og rydde op. Der var stor fare for nedstyrtning, fordi der ikke var sikkerhedsforanstaltninger ved tagkanten, og der var ikke en forsvarlig afgrænsning af arbejdsområdet ud til tagkanten. Herudover var der ikke etableret en forsvarlig adgangsvej til taget.

Sanktion og rettens bemærkninger

Byretten idømte T A/S en bøde på 15.000 kr. Retten lagde vægt på, at der ikke var nogen stor fare, da man ikke arbejdede ved tagkanten, og at det var rutinerede arbejdere. Med hensyn til bødens størrelse fandt retten, at der forelå skærpende omstændigheder, men muligheden for, at denne fare kunne realiseres er så ringe, at der er grundlag for at fravige det nye bødeniveau.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring af bøden blev forhøjet til 60.000 kr. Landsretten lagde vægt på, at den anvendte afmærkning ikke opfyldte kravene i byggepladsbekendtgørelsen til tydelighed og holdbarhed, og at der ikke var afmærket over alt. Ved fastsættelse af bødens størrelse lagde Landsretten vægt på, at den mangelfulde afmærkning af arbejdsstedet trådte i stedet for et rækværk eller anden lige så effektiv sikring langs kanten, og at arbejdet foregik i ca. 7 meters højde, hvorfor der forelå stor fare for nedstyrtning med alvorlig ulykke til følge. Derfor skal straffen tillige fastsættes efter AML § 82, stk. 3, nr. 1. Herudover fandt Landsretten det uden betydning, at de pågældende medarbejdere var erfarne. Endelig lagde Landsretten ved udmålingen af bødens størrelse vægt på de tidligere idømte og vedtagne bødestraffe for tilsvarende overtrædelser.

Anførte straffebestemmelser

AML § 82, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, jf. § 86.

Anførte overtrædelsesbestemmelser

AML § 38, stk. 1, og bekg. nr. 1017 af 15. december 1993 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 23, stk. 1, nr. 1, og § 40.