Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

 

Alenearbejde

Vestre Landsrets dom afsagt den 1. november 2000 af KB. afdeling i ankesag nr. S-1239-00

Udskrift af dombogen for Retten i Sæby

Dom afsagt af Retten i Sæby den 21. februar 2000 - SS 1.25329/99.

Anklagemyndigheden mod T ApS.

Ved politimesterens anklageskrift af 30. november 1999 tiltales T ApS til straf for overtrædelse af lov om arbejdsmiljø jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 § 82, stk. 1, nr. 1, nr. 2 og stk. 4, jf. § 86, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 om unges arbejde, som ændret ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996 § 57, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3, for overtrædelse af lovens § 38, stk. 1, jf. § 60, stk. 1 og stk. 3, jf. bekendtgørelsen  § 13, stk. 2, ved som indehaver af T ApS, at være ansvarlig for, at arbejdet i T ApS lørdag d. 6. marts 1999, ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at der ikke var taget hensyn til den unges alder, og at unge under 18 år ikke må arbejde i åbningstiden i bagerbutikken på lørdage efter kl. 14.00, medmindre den unge arbejder sammen med en person over 18 år, idet den 15-årige vidne 2 lørdag den 6. marts 1999 kl. 14.40 arbejdede alene i åbningstiden i bagerbutikken, hvorved der blev fremkaldt fare for den unges liv eller helbred.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på ikke under 25.000 kr.

Direktør A har på vegne selskabet principalt nedlagt påstand om frifindelse under henvisning til, at der alene blev meddelt en advarsel, subsidiært har han på vegne selskabet gjort gældende, at bøden skal nedsættes eller bortfalde i medfør af straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, under henvisning til, at der forelå undskyldelig uvidenhed.

Mest subsidiært er der på vegne selskabet nedlagt påstand om en reduceret bøde bl.a. fordi, der ikke foreligger skærpende omstændigheder.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte ved direktør A samt vidneforklaring af vidne 1, vidne 2 og vidne 3.

Direktør A har forklaret, at den 6. marts 1999 boede han og hans kone privat inde bag butikken. Der var en dør fra butikken ud til en mellemgang, og derfra var der en dør ind til køkkenet, hvor hans kone opholdt sig. Han var ikke selv tilstede den pågældende lørdag. Han kendte til reglerne om unges arbejde, men troede, at reglerne blev overholdt, når der var en voksen lige ved siden af. Dørklokken sidder lige uden for køkkenet. Man kan høre stemmerne fra forretningen, men man kan ikke høre, hvad der bliver sagt. Den pågældende lørdag blev der udstedt et påbud, som straks blev efterlevet. Der blev således straks ansat mere voksen hjælp. Arbejdstilsynet kom på kontrolbesøg ugen efter, og her var alt i orden. Det var en voksen medarbejder, der var på arbejde den pågældende dag. Han og hans kone troede nu, at alt var i orden. Det blev aldrig efterprøvet, om man i køkkenet kunne høre, hvad der blev sagt i forretningen. Nu kan det ikke længere efterprø-ves, idet butikken blev lavet om, således at privatbeboelsen pr. 1. juli 1999 blev lagt til butikken. Det er korrekt, at han fik tilsendt bilag 6, og at bilag 7 er underskrevet af ham.

Vidne 1 har forklaret, at hun er gift med direktør A. Arbejdstilsynet kom på besøg den 6. marts 1999 ved 14.40-tiden. Hun opholdt sig da i køkkenet bag butikken. Der er ikke direkte adgang fra butikken ud til køkkenet. Der er en lille mellemgang. Hun talte i telefon, da vidne 2 kom ud og sagde, at arbejdstilsynet var i butikken. Hun skulle lige afslutte samtalen, og der gik derfor et par minutter, før hun kom ud i forretningen. Hun var syg den pågældende dag, men ikke sengeliggende, og hun mener, at det var lægen, hun talte med. Døren til køkkenet var lukket, den anden dør stod vist på klem. Fra køkkenet kunne man høre stemmerne i butikken, men man kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Hun kunne høre, hvis stemmerne i butikken blev hævet, f. eks. hvis der var børn, der råbte højt. Da hun kom ud i forretningen, sagde de to personer fra arbejdstilsynet, at det var i strid med reglerne, at vidne 1 arbejdede alene. Hun fik at vide, at hvis både døren fra forretningen og ud til mellemgangen og døren fra mellemgangen og ind til køkkenet var åbne, så var det i orden. Arbejdstilsynet sagde, at der var tale om en advarsel, og hun skulle gøre noget ved sagen straks, og at de ville komme igen, og det var snart. Det blev sagt to gange, at der var tale om en advarsel. Det var damen, som sagde det. Forholdene blev straks bragt i orden. Allerede få dage senere modtog de bilag 6 fra arbejdstilsynet. Ugen efter, den 13. marts 1999, kom arbejdstilsynet på kontrolbesøg. Det var en fuldtidsansat voksen dame, som var i forretningen. Hun og hendes mand var begge til fødselsdag. Arbejdstilsynet havde sagt, at alt var i orden. Herefter hørte de ikke mere til sagen før i september, hvor politiet pludselig dukkede op.

Vidne 2 har forklaret, at hun var på arbejde den 6. marts 1999 i T ApS. Hun var da 15 år gammel. Der kom en mand og en kvinde fra arbejdstilsynet. Hun var alene i butikken bortset fra nogle kunder, som hun ekspederede færdig. Manden og kvinden fra arbejdstilsynet spurgte, hvor gammel hun var og bad om at komme til at tale med den, der ejede butikken. Hun gik derfor ud i køkkenet, hvor vidne 1 sad. Der er en dør fra forretningen og ud til en mellemgang, og derfra en dør ind til køkkenet. Hun husker ikke, om dørene var åbne eller lukkede. Vidne 1 sad og talte i telefon. Hun sagde til vidne 1, at der var nogen, der ville tale med hende. Vidne 1 sagde, at hun kom om et øjeblik. Der gik et par minutter, før vidne 1 var i butikken. Normalt er det sådan, at hvis hun får brug for vidne 1, når hun er i butikken, så går hun ud i køkkenet og henter vidne 1. Hun mener ikke, at vidne 1 var arbejdsklædt den pågældende dag. Hun husker det ikke. Hun mener ikke, at hun sagde til arbejdstilsynet, at vidne 1 var syg.

Vidne 3, arbejdstilsynet, har forklaret, at hun den 6. marts 1999 sammen med B fra Arbejdstilsynet aflagde besøg i T ApS. Besøget fandt sted ved 14.40-tiden. Der var en del kunder i butikken. Det var en ung pige, vidne 2, som var alene i butikken. De bad om at tale med ejeren. De fik oplyst, at ejeren ikke var hjemme, men fruen var tilstede. De bad om at komme til at tale med fruen, og fruen kom efter et par minutter. De fortalte, hvorfor de var kommet, herunder at der var tale om en landsdækkende kampagne. Der var en mellemgang mellem forretningen og privaten. Begge døre var lukkede. Fruen var meget forkølet og syg, og derfor ikke tilstede i forretningen. De fortalte fruen om reglerne, og at reglerne var overtrådt, og at de ville skrive en rapport, og at de ville sende et påbud en af de kommende dage, og at de ville tage det op til overvejelse, om der skulle rejses retslig tiltale. Hun har på intet tidspunkt nævnt noget om en advarsel. De har slet ikke det begreb i deres terminologi. Det ligger også helt fast, at sager om unge menneskers alenearbejde ikke sluttes med et påbud. Reglerne skal forstås således, at personen skal være tilstede i forretningen eller være et sted, hvor den unge har visuel kontakt med den voksne. Forespurgt om det er korrekt forstået af vidne 1, at reglerne ville være overholdt, såfremt begge døre stod åbne, bemærker hun, at hygiejnisk forvaltning ikke ville acceptere, at dørene er åbne fra forretningen og ud til privaten, så situationen er for hende lidt abstrakt. Hun aflagde kontrolbesøg, og da var tingene i orden. Efter kontrolbesøget lægges sagen til juristen, som vurderer den og sender den videre til politiet. Der var tale om en landsdækkende kampagne med alle mand af gårde, og det medførte mange indstillinger, som hende bekendt alle er endt med tiltalerejsning. Forespurgt om hun mener, at hvis man er væk 10 min, f. eks. for at hente byttepenge, om der så ville være tale om en overtrædelse, bemærker hun, at det vil der efter hendes opfattelse være, idet der sagtens kan begåes et røveri på 10 min.

Retten skal udtale:

Under henvisning til  vidne 3's  forklaring,  som retten lægger til grund og som støttes af bilag 6, side 2, 2. af-snit, finder retten det ikke godtgjort, at vidne 3 under besøget den 6. marts 1999 gav de tilstedeværende en berettiget forventning om, at sagen ville blive sluttet med en advarsel.

Retten anser ikke kravet om, at en ung under 18 år skal arbejde sammen med en person over 18 år for opfyldt ved, at vidne 1 befandt sig i køkkenet, som var adskilt fra forretningen med 2 døre og en mellemgang. Herefter og idet som ubestridt kan lægges til grund, at vidne 2 den 6. marts 1999 kl. 14.40 opholdt sig alene i butikken, findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet med den begrænsning, at der ikke ses at foreligge en overtrædelse af § 82, stk. 4, jf. nærmere herom nedenfor.

Efter retspraksis har bødeniveauet i denne sagstype hidtil ligget på 10.000 kr. Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 379 af 10. juni 1997, hvorved reglerne i § 82, stk. 3 og 4 blev indføjet, at formålet med lovændringen var generelt at skærpe niveauet for straf for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, herunder at hæve udgangspunktet for bødefastsættelsen, og at der i de situationer, som er opregnet i § 82, stk. 3 og 4, skal ske en yderligere skærpelse af den konkret udmålte straf, jf. også Højesterets domme af 3. november 1999 i sagerne I 242/1999 og I 320/1999.

Henset til at det af bemærkningerne fremgår, at formålet med at hæve det generelle bødeniveau var, at bøderne blev mærk-bare og dermed understregede den betydelige samfundsmæssige interesse i at forebygge risiko for ulykker og arbejdsbetingede lidelser gennem overholdelse af arbejdsmiljølovgivnin-gen, finder retten, at der ved den generelle skærpelse af bødeniveauet er taget hensyn til den abstrakte risiko for røveri m.v. Under henvisning hertil findes der ikke ved de foreliggende omstændigheder at kunne lægges til grund, at der har været tale om særligt skærpende omstændigheder jf. § 82, stk. 4.

Under henvisning til det ovenfor anførte og idet det som en formildende omstændighed lægges til grund, at tiltalte ved direktør A havde tilrettelagt arbejdet således, at der altid opholdt sig en voksen i køkkenet, som efter det oplyste lå så tæt på butikslokalet, at man i køkkenet kunne høre stemmerne fra de personer, der opholdt sig i butikken, fastsættes straffen til en bøde på 15.000 kr., idet det af tiltaltes forsvarer i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat.

Straffen fastsættes i medfør af arbejdsmiljølovens § 86, jf. § 82, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf.  § 38, stk. 1, jf. § 60, stk. 1 og stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996 som ændret ved bekendtgørelse nr. 943 af 1. november 1996 og senest ved bekendtgørelse nr. 76 af 3. februar 1998 § 57, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3, jf. § 13, stk. 2.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T ApS straffes med en bøde på 15.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer.

Udskrift af dombogen for Vestre Landsret

Retten i Sæby har den 21. februar 2000 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 1.25329/99).

Anklagemyndigheden har ikke gentaget påstanden om, at der tillige foreligger særlig skærpende omstændigheder, jf. arbejds-miljølovens § 82, stk. 4, og har alene påstået skærpelse, således at der udmåles en normal bøde på 20.000 kr.

Tiltalte, T ApS, har påstået frifindelse, subsi-diært strafbortfald og mest subsidiært stadfæstelse.

Direktør A og vidnerne vidne 1 og vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Direktør A har supplerende forklaret, at han gik ud fra, at sagen var afsluttet fra myndighedernes side, da han straks fik ansat en person, der var over 18 år. Køkkenet blev også benyttet som personalerum. Der var installeret en klokke i køkkenet. Det var derfor muligt at høre, når der kom kunder i butikken.

Vidne 1 har supplerende forklaret, at der altid var en voksen til stede i det tilstødende lokale, når de unge under 18 år passede butikken lørdag eftermiddag efter kl. 14.00. Hun ville normalt gå ud og ekspedere, hvis der var flere kunder i butikken. Det gjorde hun ikke den 6. marts 1999, da arbejdstilsynet kom til butikken, fordi hun på dette tidspunkt talte i telefon med sin læge. Hun var rystet over arbejdstilsynets reaktion, da hun var af den opfattelse, at de i kraft af vidnets tilstedeværelse i køkkenet overholdt reglerne om, at der skulle være en voksen til stede.

Vidne 3 har supplerende forklaret, at hun er tilsynsførende ved Arbejdstilsynet. Hun har fastholdt, at hun ikke har sagt til vidne 1, at sagen kunne afgøres med en advarsel. Det sker, at arbejdstilsynet modtager anmodninger om dispensation. De havde ikke modtaget en sådan anmodning fra tiltalte.

Af AT-meddelelse nr. 4.01.4 om unges arbejde fremgår det af pkt. 7.4 i underafsnittet om "Alenearbejde", at der ikke er "tale om alenearbejde, når en person, der er fyldt 18 år, arbejder i lokaler, der umiddelbart støder op til butikslokalet, og den unge uden brug af tekniske hjælpemidler kan kommunikere med vedkommende".

Landsrettens begrundelse og resultat:

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte ikke er blevet givet en berettiget forventning om, at sagen ville blive sluttet med en advarsel. Landsretten kan videre tiltræde, at kravet om, at en ung under 18 år skal arbejde sammen med en person over 18 år, ikke er opfyldt ved, at vidne 1 befandt sig i køkkenet, som var adskilt fra forretningen med 2 døre og en mellemgang. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Udgangspunktet for bødefastsættelsen i denne type sager er 20.000 kr.

Selv om direktør A havde tilrettelagt arbejdet således, at der altid opholdt sig en voksen i køkkenet, finder landsretten ikke, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet om en bøde på 20.000 kr.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ændres, således at straffen forhøjes til en bøde på 20.000 kr.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.