Bekendtgørelser

 

Udpegning af bemyndigede organer mv. *)

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 674 af 30. juni 2005

I medfør af § 74, stk. 6, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 fastsættes:

Kapitel 1 - Område

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for udpegning af bemyndigede organer, tredjepartsorganer og godkendte organer, som skal anmeldes til EU-Kommissionen, til at gennemføre de faste procedurer for overensstemmelsesvurdering m.v. af de produkter, der er omfattet af bekendtgørelserne om simple trykbeholdere, indretning af trykbærende udstyr, transportabelt trykbærende udstyr og indretning af elevatorer m.v.

Kapitel 2 - Betingelser for udpegning

§ 2. For at blive udpeget som bemyndiget organ, tredjepartsorgan eller godkendt organ skal ansøgeren være akkrediteret af Den Danske Akkrediterings – og Metrologifond, DANAK, eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

Stk. 2. Akkrediteringen skal ske i forhold til den opgave, der ansøges om udpegning til, efter de relevante standarder i EN 45000 serien eller i ISO 17000 serien og sikre, at minimumskravene i bilagene 1, 2, 3 og 4 opfyldes.

Stk. 3. Ansøgningen om udpegning som bemyndiget organ, tredjepartsorgan eller godkendt organ indsendes til Arbejdstilsynet eventuelt i elektronisk form.

§ 3. Den, der er udpeget, skal løbende oplyse Arbejdstilsynet om ændringer i forhold, der har betydning for udpegningen.

§ 4. Den, der er udpeget, er ansvarlig for alle de aktiviteter, der udføres i henhold til udpegningen, uanset om en del af en opgave er udført af en underleverandør.

§ 5. Den, der er udpeget, skal en gang årligt lade Den Danske Akkrediterings – og Metrologifond, DANAK, eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA), multilaterale aftale om gensidig anerkendelse, føre t ilsyn med og revurdere, om organet opfylder betingelserne for at være akkrediteret og dermed udpeget som organ.

§ 6. Den, der er udpeget, forpligter sig til at deltage i de samarbejdsaktiviteter, der etableres for hvert enkelt direktiv, med andre tilsvarende organer udpeget af EU´s medlemslande.

Kapitel 3 - Gebyr

§ 7. Arbejdstilsynet opkræver gebyr for den tid, der medgår ved Arbejdstilsynets behandling af ansøgninger om at blive udpeget som bemyndiget organ. Dette gælder, uanset om der meddeles afslag, eller ansøgningen trækkes tilbage.

§ 8. Arbejdstilsynets gebyr til behandling af sagerne om udpegning fastsættes, så de langsigtede gennemsnitlige omkostninger dækkes. Arbejdstilsynets gebyr udgør kr. 525,00 pr. time.

Stk. 2. Arbejdstilsynets gebyr reguleres hvert år pr. 1. april med det generelle pris- og lønindeks, jf. arbejdsmiljølovens § 74, stk. 9.

§ 9. Betales gebyret ikke rettidigt, forrentes gebyret med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag.

Stk. 2. Arbejdstilsynet har udpantningsret for det manglende indbetalte gebyr.

Stk. 3. Hvis en ansøger trods gentagne påkrav har undladt at betale Arbejdstilsynets gebyr efter denne bekendtgørelse, vil Arbejdstilsynet overdrage inddrivelsen til Told og Skat.

Tilbagekaldelse

§ 10. Arbejdstilsynet kan tilbagekalde en udpegning, hvis den, der er udpeget, ophører med at opfylde betingelserne for at være udpeget.

Klage

§ 11. Afgørelser truffet af Arbejdstilsynet efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2. Samtidig ophæves:
  1. §§ 10 og 11 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 743 af 23. september 1999 om indretning af trykbærende udstyr.
  2. §§ 45 og 46 i bekendtgørelse nr. 289 af 24. april 2001 om transportabelt trykbærende udstyr.
  3. § 28 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 996 af 16. december 1997 om indretning af elevatorer.
Stk.3. Allerede udpegede bemyndigede organer, tredjepartsorganer og godkendte organer skal senest den 1. januar 2007 være akkrediteret af Den Danske Akkrediterings - og Metrologifond, DANAK, eller af et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganers (EA), multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. Ligesom de fra dette tidspunkt skal lade akkrediteringsinstituttet føre tilsyn og foretage revurderinger af akkrediteringen og dermed udpegningen.

Arbejdstilsynet, den 30. juni 2005

Jens Jensen/Charlotte Skjoldager

*) Bekendtgørelsen gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 97/23, EF-Tidende 1997, L 181, s. 1, inden for arbejdsmiljølovens område, Rådets Direktiv nr. 87/404, EF-tidende 1987, L 220, s. 48, Rådets direktiv nr. 90/488, EF-tidende 1990, L 270, s. 25 og Rådets direktiv nr. 93/68, EF-tidende 1993, L 220, s. 1, Rådets direktiv nr. 95/16, EF-tidende 1995, L 213, s. 1og Rådets direktiv nr. 1999/36, EF-Tidende 1999, nr. L 138, s. 20, som senest ændret ved Kommissionens beslutning 2003/525, EF-Tidende 2003, nr. L 183, s. 45, inden for arbejdsmiljølovens område.